Løkke kaster valgkamps-bombe, Mette F. afviser og Pape trækker streg i sandet

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Spekulationer om en SV-regering har ligget og ulmet i den længere tid.

Men med udgivelsen af Lars Løkkes (V) nye bog torsdag, er diskussionen brudt ud i lys lue.
I bogen “Befrielsens øjeblik” gør statsministeren sig overvejelser om regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet.

Nogen mener det en “game changer”. Andre peger, at Løkke nu har kastet håndklædet i ringen. Flere kalder det en bombe, der har potentiale til at splitte både Venstre og blå blok.

Samtidig med at Løkke med egne ord “åbner døren på klem” til Socialdemokratiet, med så smækker de konservative døren i.

Partileder Søren Pape (K) afviser af nemlig, at de konservative kan deltage i en regeringen, der vil bruge 69 milliarder kroner på velfærd, sådan som Lars Løkke har lovet med sit velfærdsløfte.

Velkommen til Netavisen Pio’s overblik Aktuelt fra en hæsblæsende dag i valgkampen.
 

Løkke åbner dør på klem for SV-regering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen åbner for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter valget, hvis blå blok taber.

Det sker i en ny samtalebog ’Befrielsens øjeblik’, som er skrevet af forfatter Kirsten Jakobsen.

Meningsmålingerne tyder på, at blå blok får mere end svært ved at genvinde magten, og direkte adspurgt om Løkke forestiller sig et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter valget, hvis blå blok taber, svarer Løkke:

”Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her; men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag. Meget politik laves allerede inde på midten i dag”.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen afviser Løkkes bejleri.

Læs meget mere om den nye udmelding, som har stjålet al fokus torsdag, på Netavisen Pio.  
 

Pape vil blokere for velfærdsløfte

I går kritiserede lederen af Liberal Alliance, Anders Samuelsen, Lars Løkke for at have “svigtet” og føre socialdemokratisk politik. Og nu afviser de konservatives leder at støtte statsministeren store valgløfte. Det skriver Berlingske.  

Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder fast i løftet om at give danskerne velfærd for 69 milliarder kroner frem mod 2015, så bliver det ikke i en regering med Det Konservative Folkeparti.

“Nej, hvad skal vi lave dér? En økonomisk politik, der minder mere om Socialdemokratiets end om Det Konservative Folkepartis, skal vi ikke danne regering på,” siger Søren Pape Poulsen (K).


Venstrefløjen vil have grønt superministerium

Et nyt grønt superministerium skal sætte mere fart på den grønne omstilling. Sådan lyder ønsket fra Enhedslisten, SF og Alternativet.

Hvis magten skifter efter valget, vil de tre partier have Socialdemokratiet til at oprettet et ministerium, der har fokus på klima og miljø.

Ministeriet skal have stor magt over de øvrige ministerier, sådan som man kender det fra Finansministeriet i dag. Det skriver Altinget torsdag.

Hos Socialdemokratiet afviser man gå ind i en snak om ministrenes indretning inden valget er afgjort.  

”Det er kun én, der bestemmer, om der skal være et grønt superministerium, og det er statsministeren, når sådan en er fundet,” siger Dan Jørgensen, der er næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

Han støtter dog den overordnede idé om at tænke klimaet med på tværs af politikområder.


Vestager vil være kommissær

Den radikale Margrethe Vestager lægger ikke længere skjul på det:

Hun vil gerne overtage posten som formand for Europa-Kommissionen, når den nuværende formand, Jean-Claude Juncker, træder tilbage senere på året.

"Ellers ville jeg jo ikke være her i aften," siger den danske konkurrencekommissær, som i aften skal debattere med fem andre spidskandidater til formandsposten.

"Jeg husker tydeligt, hvordan det var, da Anders Fogh Rasmussen ikke var kandidat til en international toppost i halvandet år. Det føltes som meget lang tid," siger Margrethe Vestager om den tidligere Venstre-statsminister, som efterfølgende blev Nato-generalsekretær.

Her kan du læse mere om Vestagers kandidatur til den magtfulde post.  

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook