Løkke klar til at drøfte den danske model

Mette Frederiksen opfordrer tirsdag statsministeren til at begynde diskussionen om at forny den danske model. Løkke lover at tage imod opfordringen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærer sig nu parat til at se på, om den danske model på det offentlige arbejdsmarked skal justeres.

Det kom frem under tirsdagens spørgetime i Folketinget, hvor Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, rejste spørgsmålet over for statsministeren.

Mette Frederiksen meldte i sidste uge ud, at der er brug for at se på justeringer af den danske model oven på overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Hun kritiserede blandt andet den rolle, som Moderniseringsstyrelsen under innovationsminister Sophie Løhde har spillet.

Mette Frederiksen og opfordrede til at se på, om Danmark kan lade sig inspirere af vores nordiske nabolande, eksempelvis i forhold til at skabe mere armslængde mellem rollen som politiker og rollen som arbejdsgiver.
Konfliktniveau på offentligt arbejdsmarked er for højt

Under dagens spørgetime gentog Mette Frederiksen, at konfliktniveauet på det offentlige arbejdsmarked har været for højt de seneste ti år. Hun opfordrede derfor regeringen til at tage initiativ til at forny den danske arbejdsmarkedsmodel.

”Jeg synes ikke, at det egner sig til politisk konflikt. Men jeg synes, at det egner sig til eftertanke og refleksion. Kan vi indrette vores arbejdsmarkedsmodel bedre, eksempelvis ved at styrke forligsinstitutionen eller lade os inspirere af de øvrige skandinaviske lande, hvis arbejdsmarkeder jo til forveksling liger vores,” lød det fra Mette Frederiksen.

Og regeringen er parat til at tage imod opfordringen, måtte man forstå på det svar, statsministeren leverede. Så snart resultatet af afstemningen om overenskomstresultatet blandt fagbevægelsens medlemmer er i hus, er Løkke parat til at indlede drøftelser:

”Jeg deler den opfattelse, at når det her er i hus – men det er ikke i hus, før der er stemt – så er der grund til at reflektere over det her forløb. Det tror jeg, at der er i alle dele af samfundet, både hos arbejdsgivere, lønmodtagere og mere systematisk. Så jeg vil meget gerne være med til, i en afslappet atmosfære, når resultatet er der, at tage en samtale med Fru Mette Frederiksen og andre partiledere, der måtte være interesseret, om hvad det her eventuelt kunne give anledning til,” lød svaret fra Lars Løkke Rasmussen.
Flere ser frem til diskussion

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl meldte sig også klar til at deltage i en eventuel diskussion om justeringer af den danske model: ”På Dansk Folkepartis vegne vil jeg melde os helt ind i den diskussion, og vil også se frem til at få den drøftelse på et tidspunkt, hvor det hele er på plads.”

Det er ikke kun politikerne på Christiansborg, der ser frem til en diskussion om en justering af den danske model. Det samme gør en række fagforeningsledere.

”Der er åbenlyst behov for, at parterne sætter sig sammen og drøfter mulige justeringer af den danske model i forhold til det offentlige område. At vi har så relativt højt konfliktniveau på det offentlige arbejdsmarked sammenlignet med de øvrige nordiske lande, bør mane til eftertanke,” lød det forleden for FTF’s formand Bente Sorgenfrey.


Flere artikler om emnet

Annonce