Henter indhold

10. april 2018

Annonce:
Nyheder
Løkke nægter at garantere lejere mod huslejestigninger
Mette Frederiksen kræver garanti, men Lars Løkke afviser. Boligdirektør påpeger, at der er huslejestigninger på vej til landets lejere.
10. april 2018

”Der kommer ikke til at ske noget med huslejen” sådan lød det fra Statsminister Lars Løkke i Folketingssalen den  20. marts 2018, men efter dagens spørgetime blev der sat et stort spørgsmålstegn ved den udmelding.

Spørgsmålet om finansieringen af regeringens ghettoudspil stjal endnu engang overskrifterne ved tirsdagens spørgetime med statsministeren.

Trods flere forsøg lykkedes det nemlig ikke Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, at få statsminister Lars Løkke Rasmussen til at give en klar garanti til beboerne i den almene sektor om, at regeringens ghettoplan ikke vil betyde huslejestigninger. Dermed stjal spørgsmålet om finansieringen af regeringens ghettoudspil endnu engang overskrifterne ved tirsdagens spørgetime med statsministeren.

Regeringen planlægger at finansiere sit ghettoudspil ved at tage 12 milliarder kroner fra Landsbyggefonden. Pengene er indbetalt af lejerne ud fra en forventning om, at de hovedsageligt vil blive brugt til at renovere de almene boliger.

Boligselskab: ’det vil slå ud i højere huslejer’
Ved at bruge 12 milliarder kroner til en mindre del af den almene sektor, som ghettoområderne udgør, så vil der kun være 9 milliarder kroner til rådighed for den resterende del af den almene sektor. Hvilket vækker stor bekymring hos landets boligselskaber:

Når jeg ser på tallene, så kan jeg ikke nå andet resultat, end at det vil slå ud i højere huslejer

”Statsministeren har derfor desværre ikke ret, når han siger, at finansieringen ikke vil betyde højere husleje. Når jeg ser på tallene, så kan jeg ikke nå andet resultat, end at det vil slå ud i højere huslejer. Det har selvfølgelig konsekvenser, når man fjerner mange millioner fra de almene lejeres opsparing. Det er grundlæggende helt uacceptabelt,” lød det fra direktøren for BL – Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen.

I tirsdagens spørgetime gentog Mette Frederiksen synspunktet om, at det er urimeligt at lade lejerne betale hele regningen for ghettopakken: ”Vi har en samfundsmæssig opgave i at sikre, at der er flere børn der kommer i daginstitution. Men hvorfor er det landets lejere, der skal betale en udgift, der burde pålægges os alle sammen?,” lød det fra Socialdemokratiets formand.

Gentog ikke løfte til lejerne
I forlængelse af den forrige spørgetime forsøgte Mette Frederiksen flere gange at få Lars Løkke Rasmussen til at garantere, at der ikke kommer huslejestigninger til lejerne: ”Kan statsministeren love, at landets lejere ikke kommer til at få en forhøjet husleje som følge af det udspil, der ligger fra regeringens side?,” spurgte Frederiksen.

Kan statsministeren love, at landets lejere ikke kommer til at få en forhøjet husleje som følge af det udspil, der ligger fra regeringens side?

Løkke undlod at give en direkte garanti til lejerne. I stedet afviste han Mette Frederiksens udlægning: ”Jeg er ikke enig i det billede der tegnes af, at der er landets lejere, der skal betale for en række ting, der er landets lejere uvedkommende.”

I stedet argumenterede han for, at der blot er tale om, at staten aftrapper sit tilskud til den almene sektor i en tid, hvor flere og flere af lånene i den almene boligsektor betales ud. En del af regeringens plan er nemlig, at statens medfinansiering af nybyggeri skal ophøre, så det fremover er Landsbyggefonden alene, der finansierer nybyggeri.

”I takt med at lånene afdrages, så er der sådan set plads til, at staten kan reducere sit tilskud. Og statens penge er ikke lejernes penge. Statens penge er vores allesammens penge (…) Vi kan reducere statens tilskud, uden at det sætter sig i huslejestigninger. Det er det, der er baggrunden for regeringens udspil.”

Lægger op til forhandlinger
Mette Frederiksen fastholdt omvendt, at det er et fast princip, at også staten bidrager til finansiering i forbindelse med nybyggerier. Hun gentog derfor flere gange sin bekymring for, at der netop vil komme huslejestigninger, når behovet for renoveringer i den almene sektor overstiger hvad der er tilbage af penge i Landsbyggefonden.

Mette Frederiksen fastholdt omvendt, at det er et fast princip, at også staten bidrager til finansiering i forbindelse med nybyggerier

Lars Løkke Rasmussen efterlyste også alternative bud på finansiering fra Socialdemokratiet, hvis partiet gerne vil være med til at gennemføre tiltagene i ghettopakken, men ikke ønsker den finansiering, regeringen har lagt på bordet.

Forhandlingerne om regeringens ghettopakke – inklusiv finansieringen – fortsætter i den kommende tid.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Designed by SKARP & GACELA 2018 PIOPIO