Løkke udeblev fra V-gruppemøde og Ellemann gør klar til udmelding

Der er stadig ingen officielle kandidater til topposterne i Venstre. Ellemann lover udmelding inden for 24 timer.
Venstres folketingsgruppe holdt tirsdag ekstraordinært gruppemøde på Christiansborg.

Det er første gang, at folketingsgruppen samles, siden den tumultariske weekend i Brejning. En weekend, der er blevet døbt ”braget i Brejning”.

Her meddelte forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til partiets hovedbestyrelse, at han trak sig som formand, ligesom også Kristian Jensen trak sig som næstformand. Dermed skal partiet vælge nyt formandskab.

Stor opbakning til Ellemann – lover nyt onsdag

Flere Venstre-folk har peget på partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, som ny formand.

Han er indtil videre også det eneste navn, der er bragt i spil til posten. Hovedpersonen selv har dog ikke villet kommentere, hvorvidt han er kandidat til formandsposten.

Men efter tirsdagens gruppemøde var det en mere snakkesalig Ellemann, der udtalte sig til den samlede danske verdenspresse foran Venstres gruppeværelse.

Nu går der ikke lang tid, før jeg kommer med et svar på det

”Jeg har fået mange opfordringer, som handler om formandsposten. Nu går der ikke lang tid, før jeg kommer med et svar på det.”

”Jeg har brug for tid til at tage de indtryk ind, som mine kolleger har givet mig. Inden i morgen ved denne tid, har jeg svaret”, lød det fra Ellemann.

Løkke dukkede ikke op – Jensen fortsætter

Et af mange spørgsmål op til gruppemødet var, om Lars Løkke Rasmussen – som stadig er folketingsmedlem – ville dukke op.

Udover et par opslag på de sociale medier har Løkke ikke udtalt sig, efter han forlod lørdagens hovedbestyrelsesmøde via en bagdør.

Han forlod lørdagens hovedbestyrelsesmøde via en bagdør

Til gengæld dukkede Kristian Jensen op til gruppemødet, hvilket også var forventningen.

Jensen er stadig gruppeformand og skulle dermed lede gruppemødet. Han er dog også fungerende formand for Venstre indtil det ekstraordinære landsmøde, der er sat til at finde sted den 21. september. Her skal de 850 delegerede medlemmer af Venstre vælge ny ledelse.

Vil ikke blande sig i arvefølgen

Kristian Jensen ville ikke sætte ord på, hvem han foretrækker som Venstres nye formand og næstformand.

Tidligere formænd og næstformand skal ses og ikke høres

”Tidligere formænd og næstformand skal ses og ikke høres, så jeg blander mig ikke i det. Men jeg er sikker på, at der er en rigtig god kandidat på vej,” lød det fra Kristian Jensen, der fortalte, at han er klar til at fortsætte arbejdet som medlem af Venstres folketingsgruppe:

”Min rolle er sådan, at jeg løser mine opgaver som gruppeformand frem til formandsvalget, og bagefter løser jeg de opgaver, som den nye ledelse måtte ønske.”

Dermed lægger Kristian Jensen ikke op til at forlade dansk politik.

”Stærke og dygtige kvinder i front”

Mens Jakob Ellemann-Jensen forventes at være kandidat som ny formand, er det mere uklart, hvem der kandiderer til posten som næstformand.

Flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe har peget på tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg som ny næstformand.

I aftes udtrykte tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, der ellers tilhørte Kristian Jensen-fløjen, sin støtte til Ellemann og Støjberg som hhv. formand og næstformand.

Rigtig mange i folketingsgruppen, mig selv inklusive, har flyttet os i hendes retning

”Man må give Inger så meget, at rigtig mange i folketingsgruppen, mig selv inklusive, har flyttet os i hendes retning,” udtaler Karsten Lauritzen til Politiken og siger også:

”Vi skal have nogle af vores stærke og dygtige kvinder i front.”

Karsten Lauritzen proklamerede også, at han ikke selv er kandidat til næstformandsposten. Han fortæller dog til DR, at han meget gerne vil være gruppeformand. Den post som Kristian Jensen bestrider lidt endnu.

Er Ellen Trane Nørby i spil som næstformand?

Tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby var mere fåmælt, da hun udtalte sig til pressen før gruppemødet.

Hun bakker op om Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, men var mere tilbageholdende til spørgsmålet om, hvem hun ser som partiets næstformand.

Vi har mange profiler i Venstre. Inger Støjberg er én profil

”Vi har mange profiler i Venstre. Inger Støjberg er én profil. Det, der er vigtigt nu, er jo også, at man lytter til baglandet og ønsket om, at vi nu får samlet partiet og står sammen”, lød det fra Ellen Trane Nørby.

Hvorvidt Ellen Trane Nørby selv er interesseret i posten som næstformand, ville hun ikke kommentere. Hun understregede, at det er Venstres landsmøde og ikke Venstres folketingsgruppe, der skal sammensætte partiets nye ledelse.

Heller ikke Inger Støjberg ville udtale sig efter gruppemødet, og derfor er det fortsat uvist, hvem der kandiderer til posten som næstformand.

placeholder

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg tror også der kommer flere kandidater til næstformand. Og Løkke, rygtet siger han vil lave dit eget nye parti, men så tosset kan han næppe være. Rygter skal man ikke tro på. :)

Løkke vil sikket gerne være radikal-venstremand. Som sådan vil han sikkert satse på, at blive statsminister med støtte fra sosserne, alternative, liberal alliance!!!
Hva' stiller socialdemokratiet op, hvis han vil melde sig ind i partiet???
---Men -- mon ikke han allerede har et toppost hos kvotekongerne, dansk industri eller bæredygtigt landbrug. --- For slet ikke at tale om medicinalindustrien -- eller endnu værre Privathospitalerne, som han overbetalte, da han var indenrigsminister!!!

Annonce