Løkke vil nedlægge regioner, tavs om fyring og Samuelsen får kritik

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Tirsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik byder på en længe ventet reform, manglende svar på en fyring og en røffel til udenrigsministeren.

Velkommen til Aktuelt.

 

Løkke endelig klar med sundhedsreform

Onsdag morgen kommer regeringens længe ventede sundhedsreform.

Sundhedsreformen, som oprindeligt blev annonceret i efteråret, forventes at blive en fyreseddel til landets 205 regionspolitikere. De skal i stedet erstattes af udpegede bestyrelsesmedlemmer i 21 nye sundhedsfællesskaber og en ny national sundhedsbestyrelse, skriver avisen Danmark.

Læs hele historien her.

 

Løkke nægter at svare på spørgsmål om fyringen af klimaformand

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har afvist at svare på spørgsmål om fyringen af Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen. Det skriver altinget.dk.

"Jeg finder af principielle grunde ikke anledning til at besvare spørgsmål vedrørende regeringsinterne forhold," skriver statsministeren i sit svar på spørgsmålet.

Fyringen er blevet et varmt emne, efter at politikere fra oppositionen har anklaget den for at være politisk motiveret, idet regeringen skulle have ønsket at fjerne en kritisk røst i klimadebatten. Det har både statsministeren og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) afvist.

Læs hele historien her.

 

Pia Kjærsgaard kritiserer Anders Samuelsen

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har givet to forskere tilladelse til at citere fortrolige samtaler i Det Udenrigspolitiske Nævn, selvom Folketingets Præsidium ledt an af folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF) havde forbudt det. Det skriver Berlingske.

Og det vækker nu skarp kritik fra politikerne på Christianborg, heriblandt Pia Kjærsgaard.

"Jeg er forundret over forløbet. Udenrigsministeriet beder præsidiet tage stilling til, hvorvidt de fortrolige oplysninger fra nævnet vil kunne citeres i en krigsudredning. Præsidiet beslutter, at det ikke kan tillades. Der skal jo være fortrolighed i nævnet, og den fortrolighed kan ikke brydes. Så får vi bagefter at vide, at ministeriet allerede har givet tilladelsen. Jeg kan bare konstatere, at ministeriet er ligeglad med den beslutning, ministeriet selv havde bedt os træffe," siger hun til avisen.

Læs hele historien her.

 

Ledelse i krakket bank skal betale erstatning

Højesteret afgør tirsdag, at ledelsen i den krakkede velhaverbank Capinordic skal betale cirka 89 millioner kroner i erstatning for uforsvarlig långivning. Det skriver Ritzau via Ekstra Bladet.

Det er første gang, at landets øverste retsinstans tager stilling til et retsopgør i kølvandet på de mange krakkede banker under finanskrisen.

Sagen handlede om, hvorvidt bestyrelsesformanden, et bestyrelsesmedlem og bankdirektøren i Capinordic Bank havde pådraget sig erstatningsansvar over for banken for tab på 11 konkrete udlånsengagementer.

Læs hele historien her.

 

De største politiske bevægelser i 2018

I denne udgave af Pio Podcast kigger vi tilbage på 2018, og de politiske bevægelser vi har set i løbet af året.

Vi runder blandt andet De Gule Veste i Frankrig, anti-eu- og leave- bevægelserne i Storbritannien, OK18 og kritikken af Finansministeriet og den finansielle sektor.

Med i studiet har vi Peter Hummelgaard (Socialdemokratisk medlem af Folketinget, medlem af Europaudvalget), Pelle Dragsted (Folketingsmedlem for Enhedslisten og demokratiordfører) og Lone Loklindt (Tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre og medlem af Frederiksberg Byråd).

Værten er, som altid, Netavisen Pios chefredaktør, Jens Jonatan Steen.

Audio titled De største politiske bevægelser i 2018 by Netavisen Pio


Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce