Levemanden og underholderen Løkke tager læseren med på en række gavmildt udvalgte nedslag i sin karriere. Som en god fortæller og selskabets naturlige midtpunkt diverterer han med både selvironi og anekdoter.

Vi er med fra barndommens raske spejdertrop, til det hele brænder sammen for “comeback kid”-Løkke, der kom med som vikar, tabte det hele, men som oplevede at vinde og tabe igen for så at blive kasseret af sit eget parti.

Det er fascinerende læsning. Både for politiske nørder, men også almindelige danskere der interesserer sig for overleveren Løkke.

På få tidspunkter kører det hele lidt i tomgang, især i perioden som amtsborgmester, men generelt er der gods i fortællingerne. Man smiler med, når Løkke stolt beretter, hvordan Obama morede sig over den danske statsministers onkel-vittigheder, som man kan høre for sig leveret på klingende Valby-engelsk. Man græmmes over Peter Brixtoftes triste skæbne.

Som læser føler man sig underholdt hele vejen igennem.

Rastløs trang til at brænde det hele ned

Løkke er gennem hele bogen træt af systemtænkning og træghed. Ofte mærker man en rastløs trang til at brænde det hele ned og starte forfra. Det er nok her, Løkkes fascination af disruption og hurtige løsninger stammer fra.

Selvom selvironien er til stede, så står det mindre godt til med selvindsigten. Ulykker og problemer er generelt noget, der enten er andres skyld eller rammer ud af det blå: Om det er finanskrisen eller Løkkes utallige skandaler med underbuksekøb og førsteklasse-ture til Fjernøsten. I egen optik er det værste, Løkke kan lastes for, en smule uopmærksomhed.

Irak-krig, boligboble, ødelæggelse af SKAT. Det hele kunne lige så vel være sket i et parallelt univers.

Meget symptomatisk for Løkke finder han til sidst ud af, at det er problematisk, at 30.000 Venstre-medlemmer skal bestemme mere end hans egne 40.000 personlige stemmer og Venstres små 800.000 vælgere.

Anledningen er selvfølgelig, at partiet fyrede ham på trods af flot fremgang ved både EP- og folketingsvalg. En uretfærdighed, Løkke gentagende vender tilbage til, og som tydeligvis nager ham. Behændigt glemmer han, at fremgangen ved de to valg kommer ovenpå to dårlige valgresultater, som Løkke selv havde hovedansvaret for.

Venstres partidemokrati er ellers ikke noget, man har oplevet Løkke interessere sig en døjt for. Ikke før han selv sidder i saksen. Havde situationen været omvendt, og det havde passet i hans kram, kunne han givetvis have argumenteret lige så vel for det modsatte standpunkt.

Det er blevet sagt om Løkke, at giver man ham hånden, skal man tælle sine fingre bagefter. En karakteristik, manden selv vil argumentere længe og overbevisende imod. Ofte er Løkke bare smartere end alle andre, men han er også for smart.

“Går den, så går den”. Lars er en lykkeridder, der systematisk i hele sin karriere har sat sig selv foran sit parti og alle andre, og det sætter erindringsbogen en stor, fed streg under. At der er mere hvor det kommer fra, understreger Løkke med slet skjulte trusler om, at lette på låget for alt det han ikke skriver om.

Lumpenheden fremstår tydeligere

Men forfatteren er samtidig charmerende og overbevisende, fordi han selv tror på det, han siger, og fordi man kan mærke mennesket bag. Både at han har hjertet med i det, han gør, men også at hans hjerte banker for andet end ham selv.

Gennem bogen har han et skarpt syn på borgeren, som han konsekvent er parat til at sætte foran systemet. I hvert fald når der ikke lige kommer noget andet i vejen. Det er den lille mand og dame mod systemet, og Løkkes sympati fremstår ægte.  

Man glemmer næsten, at have Løkke bestemt under corona-krisen, så havde det sandsynligvis kostet 3000-4000 pensionister livet uden at formindske de økonomiske konsekvenser. Vi havde lignet Sverige.

Og begynder man at regne efter, fremstår lumpenheden tydeligere.

Tager ingen skalpe

I Venstre var bogen ventet med angst og bæven for, hvad Løkke ville afsløre af pinlige detaljer om mod- og medspillere, men langt størstedelen er ganske ufarligt. Der tages ingen skalpe, når mod- og medspillere skal beskrives.

At Søren Pind er pyntesyg og har nemmere ved store ord end konkrete resultater overrasker ingen. Ej heller kommer det bag på nogen, at Anders Samuelsen var politisk umoden og Kristian Thulesen Dahl en uforbederlig opportunist.

Det er først til sidst, Løkke viser tænder. Formandsopgøret i Brejning gennemgås minut for minut, og i ordene mærkes en intens forbitrelse over den blodige uretfærdighed, Løkke så sig selv udsat for.

Her løb han tør for de prokurator-tricks, der ellers har reddet ham igennem så meget, og smed håndklædet i ringen.

Kunne være konstruktiv opposition

Løkkes ønske om et regering over midten kunne måske give mening på bagtæppe af det kaos, han selv skabte, men i dag hænger den argumentation, Løkke nærmest uimodsagt har fremført på alle platforme de seneste dage, ikke sammen.

Hensigten med midterregeringen var at undgå, at Mette Frederiksen blev gidsel for den yderste venstrefløj og de radikale. Noget, Løkke med stor patos advarede om i valgkampen.

Samtidig klager Løkke med slet skjult ærgrelse over, at Mette Frederiksen har det nemt med venstrefløjen. Og de radikale, der ville køre bringe dansken i knæ under islams halvmåne? De er nu de naturlige samarbejdspartnere.

Hvis man i Venstre oprigtigt bekymrede sig over yderfløjenes indflydelse, så kunne man byde sig til og gøre det flertal, S og V har sammen, operationelt. Være konstruktiv opposition og komme regeringen i møde. Man behøver ikke sidde i regering sammen for at føre politik.

I stedet byder Venstre på klassisk gold og aggressiv oppositionspolitik anført af den såkaldte L-bande: Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og Karsten Lauritzen. Havde det været anderledes med Løkke ved roret? Det er der vist ikke for alvor nogen, der tror på.