Medicinudgifterne er på himmelflugt, effektiviseringspresset strammer til og manglen på medarbejdere stiger. Alligevel mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at tiden er inde til at gennemføre endnu en kæmpestor skrivebordsøvelse af en strukturreform.

Utrygheden i sundhedssektoren bliver hverken mindre for medarbejdere eller patienter, hvis de fem regioner nedlægges og i stedet erstattes med 21 lokale sundhedsfællesskaber med udpegede repræsentanter fra kommunerne. Altså den model som Lars Løkke løftede lidt af sløret for i hans åbningstale.

Hvad det mere konkret er for en model som regeringen ønsker, har igennem hele forløbet været en velbevaret hemmelighed, som har holdt alle aktørerne på området hen i allerhøjeste grad af uvidenhed.

Men hvad der har manglet i konkrete udmeldinger, er i den grad blev opvejet af mængden poliske skåltaler om hvordan reformen i sig selv vil styrke kvaliteten i sundhedsvæsnet. Men hvordan endnu en kæmpe skrivebordsøvelse med nye strukturer, omlægning af arbejdspladser og ny styring skal øge kvaliteten i sundhedssektoren, må guderne vide.

Frygt følger Løkkes nye centraliseringsdrøm

Noget tyder da også på, at Lars Løkke selv er en smule forvirret eller usikker på det projekt han har sat i gang. Det endelig udspil til en ny sygehusreform har været ventet i månedsvis og lanceringen er flere gange blevet udskudt.

Vi venter i spænding, som der var en slags djævelsk juleaften, hvor julegaven som alle frygter hvad der om lidt vil blive afsløret.

Ledende medarbejdere i regionerne er på vej væk, de knap 140.000 medarbejdere i regionerne lever med utryghedens mørke skyer hængende over hovedet og patientforeningerne bider negle i ventetiden. Vi venter i spænding, som der var en slags djævelsk juleaften, hvor julegaven som alle frygter hvad der om lidt vil blive afsløret.

Selv de eksperter, der oprindeligt advokerede mest for reform- og strukturændringer, har trukket deres fulde opbakning til Løkkes igangværende projekt. Og sporene skræmmer, når man ser tilbage på Løkkes ”politiske svendestykke” med kommunalreformen fra 2007.

Kommunalreformen var et gennemgribende, men ikke tilstrækkeligt gennemtænkt, politisk projekt. Et projekt, der trækker tydelige spor frem til i dag, hvor vi investerer mange millioner i at lappe de huller, som opstod i dønningerne på centraliseringskursen.

Skrivebordøvelser skaber ikke arbejdsro

Spørgsmålet er om en ny omgang administrative reformer, hvor der igen skal slås streger, flyttes medarbejdere og opfindes nye ledelsesorganer virkelig skulle være den rette kur for det stærkt pressede sundhedsvæsen?

Grænsen for hvor meget LEAN’es og hvor hurtigt medarbejderne kan løbe er nået.

Skulle man ikke hellere sætte ind med en reel tryghedsreform (ikke mere newsspeak, hvor politikernes reformer navngives stik imod deres betydning!), der skaber sikkerhed for personalet, klare rammer for patienterne og overblik over de voksende udgifter.
 
Den årelange jagt på effektiviseringer har bestemt virket og skabt et ekstremt produktivt sundhedsvæsen, men grænsen for hvor meget LEAN’es og hvor hurtigt medarbejderne kan løbe er nået.

Yderligere skrivebordøvelser, oveni supersygehuse, sundsplatformen og utallige kræftpakker, giver absolut ikke medarbejderne den nødvendige arbejdsro til at udrette deres kerneopgave, nemlig at gøre syge mennesker raske.

Adskil medicin- og medarbejderudgifter

Hvis vi skal have skabt ro og tryghed på sundhedsområdet, så trænger diskussion om forholdet mellem medicinudgifter og medarbejderudgifter sig alvorligt på.

Lad os bruge krudtet på de prioriteringer, frem de tåbelige omstruktureringer.

Som situationen står i dag, så tøver politikerne med at træffe de svære prioriteter og frygter hver gang patienterne kræver ny og dyrere medicin. Den manglende prioritering koster på medarbejdersiden og det mærker stadig flere patienter i mødet med sygehusene.

I stedet for skåltaler og djøf-projekter om nye strukturer, så burde vi måske i stedet få adskilt udgifter til medicin og medarbejdere, så det bliver klart for alle, hvordan vi prioriterer de begrænsede ressourcer og sikrer en langsigtede reform, hvor alle parter ved hvad de kan regne med.

Lad os bruge krudtet på de prioriteringer, frem de tåbelige omstruktureringer.