Det er så let gå efter manden, men for demokratiets og folkestyrets skyld, så er det så meget mere givende at gå efter bolden.

Jeg synes ikke, at man skal holde sig for fin til at stille spørgsmål ved kulturen i Venstre, eller ved at sætte et kritisk blik på Løkkes dømmekraft. Det er helt fair.  Og der er faktisk masser at komme efter med vennetjenester, der kom på spil, da regeringstoppen involverede sig direkte i placering politiskole, udpegede ny generalkonsul i Flensborg og gik soloridt i EU for sikre landbruget ret til at anvende sprøjtegift.

Når venskaberne bliver for tætte, så handler det ikke bare om Lars Løkke underbukser eller hans hang til fadøl. Den er kun den kulørte og mere tabloide side af sagen. De vigtigste diskussioner handler om den politiske indflydelse, særhensyn og muligheden for at købe sig privilegeret adgang til magten.

Det er demokratiets spilleregler der er på spil her.

Ekstrem ulighed mellem fiskerne
Hvis vi husker sagen, så handler det om langt mere end bare en julefrokost, et sommerhusvisit og en næsten tårevædet tale i Thyborøn. Sagens kerne er at man i start 00’erne ønskede at effektivisere fiskeriet og derfor blandt andet i 2003 valgte at privatisere kvotesystemet under den daværende VK-regering.

Siden kom det frem i en Rigsrevisions rapport fra august 2017, at systemet var kørt af sporet og at kvoterne var blevet fordelt ekstremt ulige mellem fiskerne. Og samtidig pegede flere eksperter på  at staten havde tabt store summer. For eksempel ejede de ti største kvoteejere 80 procent af makrelkvoten i Nordsøen og Skagerrak, samt i Kattegat. Den praksis har kvotekonger – altså dem med flest kvoter – tjente i hundredvis af millioner på.

Konklusionen i august 2017 lød: ”Rigsrevisionen finder, at Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af kvoteejerskab har været meget kritisabel og ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder.”

Altså var med endt ud med et katastrofalt resultatet; en lovgivning, som virkede stik i mod hensigten og som ergo burde laves om hurtigst muligt. Det ville Venstre og regeringen bare ikke høre tale om.

En regering, der nægtede at handle
Regeringen nægtede – under Lars Løkkes lederskab – at reagere. Der skete intet før et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti satte ind. De tog ansvar for oprydningen efter Venstres rod og sikrede at fiskekvoterne ikke fremover koncentreres på få hænder.

Det er netop Løkkes tavshed og eklatante handlingslammelse der gør det her så pisse skummelt. Hvorfor ville Venstre ikke ændre regler og praksis, så det spiller sammen med oprindeligt hensigt de selv havde formuleret, hvorfor ville de ikke rydde op og hvorfor skete der intet før flertallet udenom regeringen tog affærer?

Det spørgsmål, som endnu ikke og måske aldrig bliver besvaret? Derfor gør regeringen sig også voldsomt sårbare overfor motivgranskningen og medierne interesse venskaberne med kvotekongerne.

Løkke har i dag forsøgt at afvise kritikken med, at hans relation til kvotekongerne ikke har en "styrende" indflydelse på hverken ham eller regeringens politik. Og at reglerne for modtagelse af gaverne har været lovlige, også selvom juridiske eksperter er uenige med den udlægning.

Læs også Netavisen Pios gennemgang af samrådet med Lars Løkke her.

Vi står stadig tilbage med spørgsmålet om hvorfor Venstre og regeringen, sad flertallet, Rigsrevisionen og de konkrete udfordringer overhørig? Hvis det det skyldes vennetjenester og kammeratskab, så vi et kæmpe demokratiske problem i Danmark. Vi kan aldrig acceptere at udvalgte samfundsgrupper kan købe sig til adgang og indflydelse på fællesskabets bekostning.

Det er slet ikke det Danmark, som vi kender.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.