Annonce

Løkkes klimaplan skrumper fælt og Lolland har fået en ny Låsby Svendsen

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere på måneden holdt sin åbningstale, tog statsministeren medie-Danmark med storm: Regeringen fremlægger en klimaplan, der vil give en million grønne biler på vejene i år 2030. 1.000.000! Lars Løkke-regeringen imponerede med sine super-grønne ambitioner.

Men snart gik gassen af den grønne ballon. Da regeringens klima- og luftplan ugen efter blev præsenteret stod det klart, at den ene million grønne biler slet ikke var et mål, men blot en gratis forudsigelse.

Og så i dag tømmes den grønne V-ballon nærmest helt for luft. Regeringens egne notater afslører, at VLAK’s klimaplan kun giver 1.000 grønne biler.

På godt tre uger røg der lige tre nuller i svinget.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Løkkes klimaplan giver kun 1.000 grønne biler

Regeringens klimaplan vil give Danmark 1.000 ekstra klimavenlige el- eller hybridbiler på gaderne de næste to år.

”Om 17 år skal hver eneste nye bil i Danmark være en el-bil eller anden form for nul-udledningsbil. Det vil betyde, at der i 2030 vil være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark. Det er en stor ambition. Som ikke bliver let at nå. Men netop derfor skal vi forsøge,” sagde Lars Løkke Rasmussen ved folketingets åbning i starten af oktober.

Men der er langt fra statsminister Lars Løkke Rasmussens hensigtserklæring om at der i 2030 vil være en million grønne biler på gader og stræder, til det regeringen foreslår.

Det fremgår af regeringsnotater fra Skatteministeriet og Finansministeriet, som Politiken er kommet i besiddelse af. Notaterne sætter for første gang tal på effekten af regeringens initiativer.

Og oppositionen er ikke videre imponeret.

”Det er pinligt, at statsministeren står den ene dag og siger, at han har meget store ambitioner på det her område, for at vi den næste dag finder ud af, at man ikke er klar til at tage de skridt, der gør det bare en smule troværdigt,” siger klimaordfører Ida Auken fra Radikale Venstre til Politiken.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr Kommenterer sagen på denne måde på facebook:

placeholder

 

Læs mere her.

 

Røde partier kræver svindel-millioner retur til satspuljen

Det kan ikke være rigtigt, at det er de socialt udsatte, der skal lide under, at en betroet medarbejder i Socialstyrelsen tilsyneladende har stjålet 111 millioner kroner.

Med den begrundelse vil Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Alternativet have finansminister Kristian Jensen (V) til at finde 111 millioner kroner til satspuljen i statskassen.

Før de penge er fundet, bliver der ikke lukket nogen aftale om satspuljen for de kommende år, er partierne blevet enige om. Det oplyser Alternativets socialordfører, Torsten Gejl.

”Det kan simpelthen ikke passe, at det skal være de udsatte danskere, der skal være ofre for, at det har været muligt at svindle. De penge må findes i Finansministeriet. Og så må finansministeren sende dem over i Socialministeriet, hvor de kan bruges til det, de var tiltænkt. Nemlig en indsats for de socialt udsatte,” siger Torsten Gejl til dagbladet Politiken.

I en fælles pressemeddelelse fra de fire partier udtaler Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil:

”Det må ikke ligge de socialt udsatte til last, at statskassens tyverialarm ikke har virket. De penge kan findes på Finansministeriets konto for uforudsete hændelser i stedet.”

Læs mere her.

 

Politiker i dobbeltrolle: udlejer billige boliger på Lolland – mens han er byrådspolitiker i Glostrup

I Holeby på Lolland bor Casper Hansen og Heidi Andreasson i skimmel og fugt.

Parret har forsøgt at klage til udlejningsfirmaet Anto. Deres lejlighed står nemlig til at blive kondemneret af Lolland Kommune – altså erklæret uegnet til beboelse på grund af sundhedsfare.

”Det, synes jeg, er skræmmende. Især når vi har to små børn, der bor her også, og vi vidste ikke, at det var så skadeligt, da vi flyttede ind,” siger Casper Hansen til TV2 Øst.

Men deres lejlighed er ikke den eneste.

Udlejningsfirmaet Anto har i alt 66 boliger på Lolland. 12 af dem har fået kritik af Lolland Kommune, og størstedelen står til at blive kondemneret.

Medejeren af Anto er Lars Thomsen. Han er samtidig formand for socialudvalget i Glostrup Kommune. Lars Thomas var oprindeligt medlem af Venstre, men er nu partiløs.

Tilbage i 2016 kunne Lolland-Falsters Folketidende fortælle, hvordan sagsbehandlere anbefalede borgere på kontanthjælp til at flytte til Lolland.

Hertil svarede Lars Thomsen, at man må bo, hvor man har råd til. Og nu lejer han altså selv boliger ud på Lolland.

”Vi har en gammel historie med Låsby Svendsen. Nu ser vi det bare med slips og som byrådspolitiker,” siger Lollands socialdemokratiske borgmester, Holger Schou Rasmussen, til TV2 Øst.

Lollands borgmester er ikke begejstret for Lars Thomsens to kasketter.

”Den er usmagelig. Jeg synes, det er ærgerligt, at han har den rolle og position, han har,” siger Holger Schou Rasmussen.

Cirka 60 procent af beboerne i de 66 lejligheder af Antos lejligheder er på overførselsindkomst. Borgmesteren mener ikke, at man fra politisk side bør sende flere borgere på kontanthjælp til Lolland Kommune.

Læs mere her.

 

FTF + LO = FH

Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. Det bliver navnet på den fusion af LO og FTF som blev besluttet tidligere på året. FH bliver hovedorganisation for i alt 1,4 millioner lønmodtagere og paraplyorganisation for 88 fagforbund.

Der har været flere navne i spil, blandt andet HO, men i sidste ende valgte et flertal i den nye bestyrelse at pege på FH:

”Jeg er rigtig glad for det nye navn. Det signalerer, at lønmodtagerne fra januar 2019 får en ny stærk hovedorganisation med sammenhold på tværs af faggrænser og det offentlige og private arbejdsmarked,” siger den kommende formand for FH, Lizette Risgaard til avisen.dk.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet