Løkkes parti vil legalisere al narko, Vermund med hårdt angreb på Ellemann og BUPL-formand genvalgt

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er det blevet mandag og dermed er Netavisen Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt tilbage med en perlerække af nyheder, reaktioner og analyse fra dansk politik og omegn.

Tak fordi du læser med.

 

Moderaterne vil legalisere alt narko

Narkotika til eget forbrug skal afkriminaliseres.

Det skal eksempelvis ikke længere være ulovligt at indtage kokain en lørdag aften i byen, ligesom udsatte narkomaners heroinmisbrug skal afkriminaliseres.

Sådan lyder fra Moderaternes nyvalgte folketingsmedlem Nanna W. Gotfredsen.

“Forbudspolitikken virker ikke,” siger Nanna Gotfredsen til Berlingske og fortsætter:

“Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem.” 

Læs hele interviewet med hende her.

 

Borgere kan ikke få lov at betale gæld

Nu går ombudsmanden ind i sagen. Ombudsmanden vil indlede en undersøgelse af Gældsstyrelsens behandling af sager, hvor borgere frivilligt indbetaler på deres gæld til det offentlige.

"Ombudsmanden har fået flere klager fra borgere, ligesom der også har været artikler i medierne om borgere, der ikke har kunnet betale deres gæld til det offentlige, selv om de har forsøgt," skriver ombudsmand Niels Fenger.

Tidligere i år kunne Jyllands-Posten fortælle, at lovgivning spænder ben for, at Gældsstyrelsens it-system kan inddrive gæld på flere forskellige måder fra samme skyldner.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) erkendte dengang, at der mangler værktøjer til at inddrive gælden.

Læs hele historien her.

 

Ellemann før forhandlinger: Vi arbejder på tilliden

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, har mandag været på Marienborg, hvor han mødes med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen.

Det er det andet møde mellem Socialdemokratiet og Venstre, siden Mette Frederiksen i den forgangne uge meddelte, at hun ser en mulighed for at danne en bred regering i Danmark.

Ellemann fortæller, at han foruden at diskutere økonomi med Mette Frederiksen vil diskutere en frihedsreform og sundhedsreform.

Ellemann sagde før valget at han ikke stolede på Mette Frederiksen, men det arbejdes der nu på at ændre:

"Tillid er noget, det er noget, man skal opbygge, og det arbejder vi på," sagde han, før han gik ind til mødet.

Læs hele historien her.

 

Vermund anklager Ellemann for at sælge sin sjæl

Førnævnte Jakob Ellemann-Jensen bliver mødt af hård kritik fra Nye Borgerliges Pernille Vermund for at åbne for en regering med Socialdemokratiet.

"Jakob Ellemann-Jensen glemte sin mistillid til statsministeren i det øjeblik, hun viftede med nøglerne til ministerbilerne," skriver Pernille Vermund i et debatindlæg i Avisen Danmark og tilføjer:

"Det store dyr på savannen er såret, og i sin iver for stadig at fremstå stor og mægtig er man nu villig til at sælge sin sjæl til en socialdemokratisk statsminister med et katalog af skandalesager på hylderne. Og Danmarks såkaldte liberale parti tager andre borgerlige partier med sig i faldet."

Læs hele indlægget her.

 

EL-profil mener S skal være mere som Enhedslisten

Socialdemokraten Mette Frederiksen har et helt forkert fokus under de igangværende regeringsforhandlinger, mener Enhedslisten finansordfører Pelle Dragsted i Berlingske.

Han mener, at det er "mere end sørgeligt, at Mette Frederiksen vil svigte sit rød-grønne flertal og gå reformamok med højrefløjen".

I stedet foreslår han at en kommende reegring gennemfører Enhedslistens politik:

"I en tid med stigende inflation og arbejdsløshed har vi brug for reformer, der omfordeler velstanden, så folkepensionister og andre lavindkomstgrupper får mere, mens dem, der har allermest i vores samfund, bidrager lidt mere," skriver han i indlægget.

Læs hele indlægget her.

 

Konservative freder Pape

Søren Papes fremtid som formand har været på dagsordenen på et møde i weekenden i Konservatives hovedbestyrelse.

Det skriver Ekstra Bladet.

Og selv om partiet førte en katastrofalt valgkamp og fik et meget utilfredsstillende valgresultat den 1. november, så fortsætter Søren pape på posten indtil videre.

'Hovedbestyrelsen i Det Konservative Folkeparti bakker enstemmigt op om partiformand Søren Pape Poulsen,' skriver Henrik Sølje Weiglin, der er organisatorisk næstformand i partiet, på Twitter.

Læs hele historien her.

 

Pædagogernes formand genvalgt

Fagforeningen BUPLs formand Elisa Rimpler blev lørdag genvalgt som formand for en ny toårig periode på en kongres.

Hun går dermed ind til sin femte periode som formand for pædagogernes fagforening.

”Jeg er taknemmelig for den tillid, kongressen har vist mig, og jeg synes, vi kan være stolte af de resultater, vi i fællesskab har kæmpet hjem den seneste kongresperiode. Vi har blandt andet kæmpet os til en historisk sejr med loven om minimumsnormeringer og sikret et løft af fritidsområdet med sociale normeringer. Nu retter vi blikket mod de store opgaver, der venter forude, herunder pædagogmanglen og et opgør med pædagogernes lønefterslæb” siger Elisa Rimpler i en pressemeddelelse.

placeholder

BUPL-kongressen valgte også et nyt medlem til en ledig plads i forretningsudvalget.

Det er Johnny Gaardsdal, der hidtil har været en del af ledelsen i BUPL MidtVestjylland, og som er fast debattør her på Netavisen Pio.

Der var desuden genvalg til Lars Søgaard, næstformand Birgitte Conradsen og hovedkasserer Lasse Bjerg Jørgensen

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Moderaterne vil legalisere alt narko
Forbudspolitikken virker ikke”

Nej det gør den ikke -
- knivstikkerier med døden til følge fortsætter
- vanvidskørsel fortsætter
- skattesnyd fortsætter
- .....
hvornår vil moderatrene så tillade / afkriminalisere det?
---------------
"Konservative freder Pape
Hovedbestyrelsen i Det Konservative Folkeparti bakker enstemmigt op om partiformand Søren Pape Poulsen"

Pape er åbenbart ikke den eneste i de konservative der har tabt sutten
.

Annonce