Løndumping: Firma har snydt for 6,8 millioner på dansk Facebook-byggeri

Ny sag om løndumping af udenlandske arbejdere på Facebooks byggeri i Odense. Britisk firma må efterbetale 6,8 millioner kroner.

Annonce

Facebooks prestigebyggeri i Odense er ramt af en løndumping-skandale.

Det britisk-ejede firma, Tag og Facade DK, har snydt mindst 115 udenlandske bygningsarbejdere i løn. Et forlig mellem firmaet og fagforbundet 3F betyder, at firmaet nu må betale 6,8 millioner kroner i bøde og efterbetaling.

Det skriver Fagbladet 3F.

Desuden har firmaet forpligtet sig til fremadrettet at samarbejde med 3F om at understøtte den danske arbejdsmarkedsmodel.

Det fremgår af et forlig mellem Tag og Facade DK og 3F Byggegruppen, der blev underskrevet sidste uge.

”De har snydt deres medarbejdere for overtidsbetaling, og de har erkendt, at de har kørt med et system, hvor en del af lønnen til deres ansatte er betalt uden om det danske selskab,” siger Christian Foli, faglig sekretær i 3F Bygningsarbejderne Fyn, til Fagbladet 3F.

vi er tilfredse med, at vi nu har fået en god løsning

”Gennem hele forløbet har vi oplevet Tag og Facade DK som et firma, der ikke har ønsket at medvirke til at opklare sagens omfang, så vi er tilfredse med, at vi nu har fået en god løsning,” siger Christian Foli.

I den samarbejdsaftale, som Tag og Facade DK har underskrevet som en del af forliget, lover virksomheden blandt andet at orientere 3F om nyindgåede kontrakter og hjælpe med at sikre adgang til byggepladser og ansatte.

Ikke første sag om lønsnyd

Det er anden gang at Facebook-byggeriet på Fyn rammes af en sag om løndumping.

I september valgte mandskabsfirmaet, Errigal, efter pres fra 3F Bygningsarbejderne Fyn at efterbetale 7,8 millioner kroner til 124 ansatte, der var blevet snydt for overtidsbetaling, pension og feriepenge.

I den sag kræver 3F yderligere, at Errigal skal betale en bod for underbetalingen. En sag, som Arbejdsretten senere tager stilling til, oplyser Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Facebooks repræsentant for de nordiske lande og firmaet Tag og Facade DK.

Facebook et ved at opføre et nyt datacenter på 56.500 kvadratmeter i industriområdet Tietgenbyen uden for Odense. Det britiske selskab Mace er hovedentreprenør på projektet.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det er virkeligt dejligt med den gavmilde storkapital og i øvrigt danske politikere, som vil forkæle det ganske land med vækst og nybyggeri på den ene side, snyde almindelige mennesker og blæse på moral på den anden side: Amager Bakke Forbrænding, Metroselskabet, Axel Towers, fortsæt selv listen...
Findes der slet ikke ordentlige mennesker længere? Jo, men vi har ingen penge. I det mindste kan jeg sige, at jeg ikke understøtter FaceBook med udnyttelse af almindelige mennesker, men korrupte selskaber er overalt, så jeg støtter nok udnyttelsen af andre alligevel. Og det er det værste: Korruptionen er så udbredt, og selskabskonstruktioner så indviklede, at vi som forbrugere ikke kan træffe oplyste valg, hvor hårdt vi end prøver.

Skide godt arbejde, 3F. I er for seje. Og I, gule fagforeninger — slut jer dog til Facebook.