Løftet om Abenomics

Den japanske premierminister Shinzo Abes program for sit lands økonomiske opsving har ført til en kraftig stigning i den indenlandske tillid. Men i hvilket omfang kan "Abenomics" få rosen for dette?
Abe gør, hvad mange økonomer har efterlyst i USA og Europa: Han gennemfører et omfattende program der indeholder penge-, finans, og strukturpolitik.

Siden starten af 90’erne har den japanske økonomi været i næsten permanent økonomisk krise. Japans stagnation minder på mange måder om den økonomiske situation, som EU har retning imod.

Men et kig nærmere på Japans resultater i det seneste årti giver grund til optimisme. I form af vækst i produktion per arbejdstager har Japan gjort ganske godt siden århundredeskiftet. Selv med en faldende arbejdsstyrke, steg produktionen per arbejdstager i 2012 med 3,08 procent, vel at mærke før Shinzo Abes økonomiske program, lidt populært kaldet "Abenomics". Det er betydeligt mere robust end i USA, hvor produktionen per arbejdstager steg med blot 0,37 procent sidste år, og langt stærkere end i Tyskland, hvor det faldt med 0,25 procent.

Ikke desto mindre ser mange Abenomics som hjørnesten i Japans genopretning. Abe gør, hvad mange økonomer har efterlyst i USA og Europa: Han gennemfører et omfattende program der indeholder penge-, finans, og strukturpolitik.

Den nye direktør for den japanske centralbank, Bank of Japan, Haruhiko Kuroda, kommer med et væld af erfaringer fra sine tidligere jobs i det japanske finansministerium og senere som formand for Asian Development Bank, en regional asiatiske udgave af IMF. Under krisen i Østasien i slutningen 1990'erne så han på førstehånd, hvordan den konventionelle visdom, som det amerikanske finansministerium og Den Internationale Valutafond repræsenterede, svigtede. Han har forpligtet sig til at vende Japans kroniske deflation, og indstillet et inflationsmål på 2 procent.

Det ville sikkert have set meget værre ud, hvis man havde undladt at bruge stimuli, hvilket sikrede, at den japanske arbejdsløshed aldrig nåede over 5,8 procent i perioden.

Kurodas holdning har allerede svækket den japanske valuta Yen's kurs, hvilket gør japanske varer mere konkurrencedygtige. Dette afspejler blot virkeligheden af de pengepolitiske indbyrdes afhængighed: Hvis den amerikanske centralbanks, Federal Reserve, såkaldte kvantitative lempelser svækker dollaren, må andre lande også reagere, for at forhindre unødig opskrivning af deres egne valutaer. En dag vil vi måske opnå en tættere global pengepolitisk koordinering, men det giver mening for Japan at reagere i den nuværende situation.

Men kritikere er allerede ude med riven og de hævder, at finanspolitisk stimulans i Japan mislykkedes i fortiden, med spildte investeringer i ubrugelige infrastruktur, der ikke hjalp på væksten. Men på ét afgørende punkt tager kritikerne fejl.

For det først forholder kritikerne sig ikke til, hvordan Japans økonomi ville have klaret sig i fravær af finanspolitisk stimulus? I betragtning af omfanget af sammentrækning i kredit-forsyningen efter den finansielle krise i slutningen af 1990'erne, er det ingen overraskelse, at de offentlige udgifter har undladt at genoprette væksten. Det ville sikkert have set meget værre ud, hvis man havde undladt at bruge stimuli, hvilket sikrede, at den japanske arbejdsløshed aldrig nåede over 5,8 procent i perioden.

Den virkelige udfordring bliver at designe, hvad Abe refererer til som ”vækst”. Dette omfatter politikker, der sigter på at omstrukturere økonomien, forbedre produktiviteten og øge arbejdsmarkedsdeltagelsen, især for kvinder.

Hvis den omfattende dagsorden, Abe har lagt ud udføres godt, vil dagens voksende tillid blive retfærdiggjort. Faktisk kunne Japan blive ét af de få lyspunkter i et ellers dystert landskab.

Nogle taler om ”deregulering” - et ord, der med rette er faldet i miskredit efter den globale finanskrise. Faktisk ville det være en fejltagelse for Japan at rulle sine miljøregler tilbage.

Hvad der er behov for, er den rigtige regulering. På nogle områder vil mere aktiv statslig involvering være nødvendige for at sikre en mere effektiv konkurrence. Men mange områder, hvor reformer er nødvendige, såsom ansættelsespraksis, kræver ændringer i den private sektors konventioner, ikke er statslige regler. Abe kan kun indstille tonen, ikke diktere resultater.

Der er al mulig grund til at tro, at Japans strategi for at forynge sin økonomi vil lykkes: Landet har fordel af stærke institutioner, en veluddannet arbejdsstyrke med fremragende tekniske færdigheder, og er beliggende i verdens mest dynamisk region, det lider af mindre ulighed end mange andre avanceret industrilande.

Hvis den omfattende dagsorden, Abe har lagt ud udføres godt, vil dagens voksende tillid blive retfærdiggjort. Faktisk kunne Japan blive ét af de få lyspunkter i et ellers dystert landskab.


Kommentarer fra Facebook