Lokal S-kandidat: Arbejdere har selv et ansvar for at tale ordentligt

Arbejdere har ligesom alle andre selv et ansvar for det sprog og de talemåder, vi bruger om andre. Og for at lære nye måder at tale til hinanden på i den tid, vi lever i
Chefredaktøren for Netavisen Pio, Niels Jespersen, mener, at der skal være plads i Socialdemokratiet til velmenende mennesker, der formulerer sig uheldigt.

Derfor rykkede Jespersen ud med et forsvar for Ib Knudsen, der for nyligt mistede sit formandskab for S i Kerteminde.

I et interview med Fyens Stiftstidende fik Ib Knudsen sagt, at kvinder “kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel”. Samt at kvinder er gode at have i de bløde udvalg, fordi de har fingeren på pulsen med børn og ældre.

”Det syn på køn og det sprogbrug, som Ib Knudsen og mange andre pensionerede håndværkere benytter sig af, er uhørt blandt journalister og akademikere, men det er nu engang sådan, en stor del af danskerne ser på verden og formulerer sig,” skriver Jespersen i sin leder og tilføjer, at det er ”håbløst formuleret, men intentionen er god nok”.

Forestillingen om den evigt enfoldige arbejder

Selv om det er pænt af Jespersen at tage en gammel arbejder i forsvar i sin leder, så mener jeg, at man skal lade være med at tale nedtalende og fordomsfuldt om kvinder. Det er der ingen grund til.

Jeg mener, at Jespersen faktisk taler ned til de arbejdere, som han skriver ”ikke nødvendigvis er helt opdaterede med det nyeste korrekte sprogbrug”.

Jeg mener, at Jespersen faktisk taler ned til de arbejdere

Og jeg mener, at han foretager et par fejlslutninger med et skurvogns-agtigt og forældet, eller måske blot misforstået, romantisk syn på arbejderen, som den evigt enfoldige, der jo ikke er så velformuleret, men god nok, og som udgør arbejderen generelt.

Jeg er selv oprindeligt fra Fyn og Kerteminde og uddannet håndværker på Lindøværftet i 1980'erne, hvor jeg og generationer af slægten har arbejdet.

Så jeg kender til sproget i jernindustrien. Det er et sprog med nuancer, som involverer mange forskellige slags mennesker.

Det er et sprog med nuancer

På værftet i 1980’erne var der for eksempel en del seje kvinder, som uddannede sig til håndværkere i en ret mandsdomineret verden. Jeg kendte en del af dem. De var gode og inspirerende kolleger, nøjagtig ligesom mange mænd var det.

Og der var en tone, der er anderledes end i dag, men ikke blandt alle. For arbejdere, som Jespersen kalder os, er jo heldigvis lige så forskellige, hvad angår såvel talent for sproglige formuleringsevner som sportslige, musiske eller andre evner.

Velment er ikke et alibi for at tale nedladende eller fordumsfuldt

Den slags er jo ikke genetisk eller socialt bestemt til de folk, Jespersen her omtaler som arbejdere. Jeg hører stadig, hvad jeg vil kalde delvis bevidst nedladende og fordomsfuld sprogbrug om kvinder fra flere lag i samfundet.

Ikke nødvendigvis blandt arbejdere, men også blandt nogle få - men langtfra alle - ledende forskere på universiteter, hvor jeg er kommet en del gennem årene.

Og at det kan være velment er vel ikke et alibi for ikke at tale pænt til eller ordentligt om andre mennesker - her kvinder. Så gammel er Ib da heller ikke. Han og ligesindede bør da 'efteruddanne' sig i et respektfuldt nutidigt sprogbrug.

Det er ikke så svært. Forestil dig lige, hvis man på andre områder fastholdt fortidige og usande talemåder om andre mennesker.

Jeg har selv en datter, en sød kone og to storesøstre. Dem vil jeg gerne have, at der tales pænt til. Ikke nedladende og fordomsfuldt, selv om det måtte være 'velment'.

Ingen af os ønsker vel vores datter, søster eller moder omtalt i et sprog, der sætter dem i bås

De ved jo ikke nødvendigvis, om det er 'velment'. Ingen af os ønsker vel vores datter, søster eller moder omtalt i et sprog, der sætter dem i bås som dem, der bedst kan tage sig af ’de bløde områder’.

Ikke alle arbejdere rendte over til DF 

Jespersen skriver til sidst, at S ikke må gentage fejlen fra 90’erne, hvor arbejderen gik over til Dansk Folkeparti, fordi partiledelsen ikke forstod hans sprog.

Det gjorde arbejderen ikke, men nogle arbejdere gjorde. Jeg kan love dig for, at vi var nogle, der blev og ikke rendte af pladsen til hverken højre eller venstre, bare fordi der var udfordringer med indvandring og et nyt parti. Mange af os blev, og mange af os talte pænt eller lærte at gøre det.

Tallene viser, at arbejderkommunen Munkebo gennem mange, mange år var - og stadig er - en af landets stærkeste socialdemokratiske kommuner. Der var altid en S-borgmester, og de har haft suverænt flertal de fleste perioder, siden kommunerne blev oprettet 1970.

Selv efter sammenlægningen med Kerteminde Kommune i 2007 har der i omtrent halvdelen af tiden været en S-borgmester i byen. Og DF har ikke fyldt meget på den kant, heller ikke i storhedstiden. I hvert fald ikke i kommunen.

Det var ikke alle, men nogle arbejdere, der skiftede side

Så det var ikke alle, men nogle arbejdere, der skiftede side. Både Ib, jeg selv og mange andre blev jo.

Et personligt ansvar

Men såvel Ib som alle vi andre har selv et personligt ansvar for det sprog og de talemåder, vi bruger om andre mennesker. Og for at lære nye måder at tale til hinanden på i den tid, vi lever i.

Den slags er også med til at skræmme unge langt væk fra de håndværkerfag

Forestillingen om, at kvinder vist er bedst til 'de bløde områder’, holder ikke i jernindustrien, for der var og er masser af stærke kvinder. Den slags er også med til at skræmme unge - ofte børn af arbejdere - langt væk fra de håndværkerfag, hvor der er så stor mangel på både kvinder og mænd.

Så med al respekt for en gammel arbejder, så er det faktisk Ibs skyld lige i den her sag, mener jeg.

Morten Garly Andersen, tidligere maskinarbejder på Lindø, i dag ingeniør og journalist i København. Og socialdemokratisk kandidat til kommunalvalget i København, opstillet i 3. kredsChristianshavn og Indre By.


placeholder

Annonce