Sådan lød det i dag fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han talte til en vækstkonference hos den borgerlige tænketank Cepos. Her kaldte Løkke den en ”løgnagtig påstand”, at regeringen skulle bruge pengene fra højere pensionsalder på at sænke skatten. Pengene skal nemlig bruges til noget helt andet, mener Løkke:
”Det skal bruges til at fylde det hul op i dansk økonomi, som der vil være om 10-20 år. Det kaldes også hængekøjen. Det er et forsøg på at træffe nogle langsigtede, ansvarlige beslutninger”, sagde Lars Løkke ifølge Ritzau.
Vismænd: Hængekøjeudfordring er måske væk
Løkke holder altså fast i en forestilling om, at der eksisterer en såkaldt hængekøjeudfordring for dansk økonomi. Den går ud på, at tidligere prognoser viste, at Danmark fra omkring 2030 til 2055 kan opleve en periode med et underskud på den strukturelle saldo, der er højere end de 0,5 procent, der er tilladt ifølge budgetloven.
I oktober skrev de økonomiske vismænd i deres efterårsrapport, at den seneste prognose viser, at den strukturelle saldo på intet tidspunkt kommer i konflikt med budgetloven: ”I det dårligste år, 2039, udgør underskuddet 0,4 pct. af BNP. Dermed kommer saldoen under beregningsforudsætningerne i denne fremskrivning aldrig i konflikt med den danske budgetlovs grænse på -½ pct. af BNP.”, hedder det i rapporten (side 131).
Naturligvis kan vi ikke vide, om ændringer i oliepriser, aktieafkast, pensionsafkast eller lignende betyder, at prognoserne der om et halvt år igen viser et lille underskud engang omkring år 2040. Men at begynde at ændre pensionsalderen, fordi der er en teoretisk risiko for, at vi om 20-25 år kan stå i en situation med et underskud der er 0,1 procent større end tilladt, har ikke noget med økonomisk ansvarlighed at gøre. Det er ene og alene udtryk for en politisk prioritering, sådan som også en lang række økonomer har peget på.
Ud over vismændene har også en lang række andre fremtrædende, uafhængige økonomer været fremme med budskabet om, at der ikke er nogen brændende platform under de offentlige finanser, som nødvendiggør drastiske reformer som eksempelvis højere pensionsalder.
Arbejdsudbud vokser massivt de kommende år
Dertil kommer, at en eventuel overskridelse af budgetloven ikke et økonomisk problem, men et politisk problem, idet grænsen på de 0,5 er udtryk for en politisk beslutning, ikke økonomisk videnskab. Vismændene har i øvrigt peget på, at problemet relativ let kan løses ved eksempelvis at fremrykke beskatningen af pensionsindbetalinger fra udbetalingstidspunktet til indbetalingstidspunktet.
Løkke gentager også budskabet om, at ”Når vi lever markant længere end forudsat i velfærdsaftalen fra 2006, så er der en udfordring”. Det har Løkke jo isoleret set ret i. Han glemmer bare at fortælle, at der siden velfærdsaftalen i 2006 er gennemført en lang række af reformer, som har øget arbejdsudbuddet og dermed sænket de langsigtede udgifter. Især tilbagetrækningsreformen fra 2011, der de facto afskaffer efterlønnen og hæver pensionsalderen hurtigere end aftalt, har for mange lønmodtagere mere end bare kompenseret for den stigende levetid.
Tilbage står altså, at Løkkes argument for at hæve pensionsalderen er politisk, ikke økonomisk. Formålet med at hæve pensionsalderen er derfor at øge det økonomiske råderum, og uanset hvordan man vender og drejer det, så er det fra det råderum, at der skal findes penge til at sænke skatten.
Regeringen kan naturligvis godt opstille nogle tabeller med kryds, som viser, at pengene fra højere pensionsalder bruges på at lade den offentlige sektor vokse, mens penge fra det allerede eksisterende råderummet og fra andre reformer bruges på at sænke skatten. Sådan var det faktisk også i den tidligere Venstreregerings 2025-plan. Men i praksis er det jo hip som hap. Bundlinjen er, at højere pensionsalder handler om at nå de politiske mål, som regeringen har stillet op.