Uenighed om udlevering af Irak-dokumenter, uenighed om kommuneaftale med grundskyldsstigninger, uenighed om topskattelettelser og uenighed i forhold til stramninger på udlændingeområdet.

Eksempler på større sager, hvor de fire blå partier ikke kan enes. For så derefter at vælge luftning af uenighederne i offentligheden.

Der er kun gået 12 dage, siden Lars Løkke Rasmussen snuppede statsministerienøglerne tilbage. Men allerede nu slår hans tre støttepartier sig i tøjret og undsiger hinanden eller selve regeringen. Dermed udstilles Løkkes største problem fra første fløjt: Han skal tækkes tre partier, som politisk ligger på hver sin side af Venstre. Det kræver evner som linedanser på højt niveau.

Den røde løsning
Helle Thorning-Schmidt løste samme problem med et snuptag. Uenighederne med Enhedslisten var så omfattende, at hun lynhurtigt søgte ind over midten i de fleste større sager. For selvom støttepartiet blev så rasende, at de nu kun ville kaldes parlamentarisk grundlag, vidste Thorning-Schmidt godt, at sandsynligheden for, de ville vælte hendes regering, var noget nær lig nul. Enhedslisten kan ganske enkelt ikke bringe Lars Løkke Rasmussen til posten som statsminister.

Den sikkerhed har Løkke ikke med sine støttepartier. Dansk Folkeparti har politisk set faktisk markant mere til fælles med S end med V. Liberal Alliance er så stolt et parti, at de hellere vil vælte Løkke end at være et udrangeret kamelslugende og aldeles ligegyldigt parlamentarisk grundlag. Konservative tørster mere efter vækst i mandattal end i den private sektor og beviste med sine voldsomme politiske kursskifter under valgkampen, at de er en anelse uberegnelige, når det gælder politiske standpunkter.

Linedanseren Lars
Det betyder med andre ord, at linedanserkundskaberne skal stå sin prøve gang på gang, når Løkke må danse frem og tilbage over midten; når der skal landes både større og mindre aftaler. Han kommer til at hoppe fra tue til tue i mange sager, men må samtidig hoppe så forsigtigt, at han ikke lander på Samuelsens, Papes eller Thulesen Dahls ømme tå. For som bekendt kan liden tue vælte stort læs.
Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.