Annonce

Vælgerdom: Løkkes regering er en fuser

Team Løkke falder direkte igennem. Mens danskerne i 2012 gav SRSF-regeringen et karaktergennemsnit på 5,4 på 12-skalaen, så lander Lars Løkkes VLAK-regering i dag med et historisk lavt karaktersnit på bare 3,3.
Den siddende VLAK-regering får i ny undersøgelse tæv på alle parametre. Både når det handler om statsministeren, regeringspartierne og bundproppen, så falder Team Løkke igennem, når man sammenligner danskernes karaktergivning af den nuværende Løkke-regering med den tidligere Thorning-regering.  

Alle klarer sig dårligt under Løkke
Hvis man sammenligner regeringspartierne fra 2012 med i dag, så tegner der sig også et ovenud positivt billede for Thorning og kompagni. I 2012 scorede Socialdemokratiets ministre i gennemsnit 5,5, De Radikales 6,2 og SF på en klar sidsteplads 4,7. I 2017 fik Venstres ministre 3,6, De Konservatives 3,6 og Liberal Alliances 2,6.

De nye karakterer fra danskerne er uhørt lave.

Karaktergivning af VLAK-regeringen

Ministerhold Børsen Greens
Kilde: Børsen på baggrund af analyseinstituttet Greens 07-02-2017

I den direkte statsministerduel var det også Helle Thorning Schmidt, der med karakter 4,6 i 2012 trækker sejren i land overfor Lars Løkke Rasmussen, der i den nye måling må nøjes med blot 4,1.

Begge målinger stammer fra analyseinstituttet Greens og begge er lavet for Børsen. Undersøgelsen i går var lavet efter VLAK-regeringens første 70 dage, mens den ældre undersøgelse fra 2012 var lavet efter SRSF-regeringens første 100 dage. Spørgsmål og metoder er helt tilsvarende og derfor direkte sammenlignelig.

Thyra taber stort i bundprop-opgøret
Som Netavisen Pio skrev i går, er det især Liberal Alliance og bundprop Thyra Frank (LA) med den direkte dumpede karakter på 1,6, der trækker feltet ned. Men tendensen slår igennem over hele linjen.

Den dårligst placerede minister i 2012 var således SF’eren Villy Søvndal, der på trods af sin bundplacering med karakteren 3,1 må gøre ældreminister Thyra Frank grøn af misundelse.

Børsens retorik følger regeringens farve
I 2012 var Børsens overskrift på baggrund af en opgørelse danskernes karaktergivning af den daværende regering ”Vælgerdom: Thornings ministerhold en fuser” og tilføjede samtidig DUMPEKARAKTER med blokbogstaver. Derfor kan man også undre sig over, at vælgernes markant lavere karaktergivning af Lars Løkke tildeles overskriften: ”Vælgerne giver LA's ministre bundkarakterer”.

Selvom Løkkes karakterer viser, at han i befolkningens øjne klarer sig hele 2,1 procentpoint ringere end Thorning Schmidt, så var retorikken alligevel markant hårdere i 2012.

At blokbogstaver, den svulstige retorik og præsentationen af analyser er tonet markant ned i 2017 kan overraske, når den dugfriske måling viser en karaktergivning, der markant lavere. Hvis Børsen kunne kalde det DUMPEKARAKTER i 2012, så må det virkelig være EKSTRAORDINÆR DUMPEKARAKTER med resultatet for 2017.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet