Løkkefonden er startet på initiativ af Lars Løkke Rasmussen i tiden efter han fratrådte som statsminister og afvikler bl.a. konferencer om, hvordan skolen får bedre plads til drenge med krudt i bagen, samt hver sommer at stå for et akademi, en sommerskole for 125 drenge.

Uanset de fine intentioner bag Løkkefonden, så dækker initiativet over et fallitbo: VK-regeringens fejlslagne skolepolitik gennem ti år. I stedet for at hjælpe en hel generation på rette spor ved at skabe en skole, der virker for alle, måtte Venstreformanden i resignation nøjes med at hjælpe få udvalgte med en sommerlejr.

Løkkefonden hjælper dermed mønsterbrydere på vej. Men Venstreformanden overser dermed, at god skolepolitik ikke handler om at skabe mønsterbrydere – men om at bryde mønstre. Det magtede han blot ikke, da han havde magten.

Et plaster på et væskende sår
Om en uge åbner Løkkefonden for næste udgave af deres sommerakademi for friske drenge med efterslæb på læringskontoen og motivation for at indhente det tabte. Projektet virker isoleret set godt og fornuftigt. Der er sikkert kompetent personale ansat, og man bryster sig af at trække på international forskning på feltet. Man kan nemt forestille sig at de deltagende drenge får nogle både lærerige og gode stunder ud af det. Fællesskab. Nyt mod på læring. Det er et under at opleve, hvad de rigtige rammer og lysten til at lære i fællesskab med andre kan skabe af resultater.

Men at det er det væsentligste initiativ en netop afgået statsminister vælger at sætte i søen, er desværre symptomatisk. Løkkefonden er velmenende forsøg på at trække et plaster hen over et væskende sår, på hans og VKO-regeringens levetid: deres skolepolitik er et fallitbo.

Løkke erkendte det sådan set selv på Folkemødet på Bornholm for nylig: Regeringens netop vedtagne skolereform leverer en del af de resultater, han ikke selv formåede at få igennem i sin regeringstid.

Skoleforskere har kaldt 00’erne for det tabte årti. Tusindvis af unge – især drenge – forlader årgang for årgang folkeskolen uden at have fået den start på livet, der er afgørende for, at de kan sikre sig et liv i frihed, myndighed og selvforsørgelse på et stadig mere krævende arbejdsmarked. Tusindvis af unge der ikke blev mødt af en skole, der formåede at spænde fjederen i dem. Der gennem krav, omsorg og stærke faglige og afvekslende læringsmiljøer, sikrede den ramme, der kunne løfte dem fagligt til at indhente det forspring, deres bogligt mere stimulerede kammerater havde med hjemmefra.

Løkke erkendte det sådan set selv på Folkemødet på Bornholm for nylig: Regeringens netop vedtagne skolereform leverer en del af de resultater, han ikke selv formåede at få igennem i sin regeringstid. Han havde ellers stillet os alle noget andet i udsigt, da han residerede på Marienborg.

Det skortede nemlig ikke på ambitioner og store armbevægelser, da Lars Løkke Rasmussen i januar 2010 samlede skolens parter til ”Marienborg-ugen”, (en uge der på Løkkemaner dog kun var 3 dage a 4 timer). Kort efter fremlagde han sit 360 graders eftersyn af folkeskolen og nedsatte et rejsehold med kompetente folk. Hver en sten skulle vendes, hver en afkrog afsøges for problemer og løsninger. Skolen skulle laves om.

Det krævede en socialdemokratisk regering
Desværre blev det også her ved snakken under Løkke. Det krævede en socialdemokratisk ledet regering at lande en ambitiøs og bredtfavnende folkeskolereform, som for alvor tager favntag med udfordringen om at skabe en skole, der virker for alle børn uanset bagage. En skolereform der forsøger at ændre strukturerne for grundlæggende at kunne bryde mønstrene – i stedet for alene at håbe på det enkelte barns evne til at folde sig ud som mønsterbryder.

Måske afslører Venstres formand med sit selvbetitlede projekt ganske utilsigtet en afgørende sandhed om sin tilgang til tingene: at løsninger for de få er så langt, ideerne eller kræfterne rækker? Eller måske er det snarere forskellen mellem liberalismens tilgang til tingene og den socialdemokratiske vej?

Vi ved endnu ikke om regeringens skolereform vil lykkes. Om den brede palet af forandringer reelt vil kunne bryde med nogle af de sværeste og mest vedholdende strukturelle årsager til den fortsatte ulighed i livschancer i vores samfund. Men vi ved at vi sammen har taget et ambitiøst skridt på den fortsatte vej mod et Danmark, der virker for de mange og ikke kun for de få.

Lad os denne sommer ønske de heldige udvalgte drenge nogle gode uger i "Løkkeland". Må de unge få sig "en ordentlig en på opleveren", der giver dem et spring i lysten til at lære, troen på at de kan og dermed øger mulighederne for at de realiserer deres potentialer. Og lad os glæde os over, at Løkke-regeringen blev afløst af en ny, der har en ambition om, at Danmark skal kendes på, at den oplevelse ikke kun skal gælde for de heldige få.