Løkkes perfekte forbrydelse

I skattesagen lykkedes det næsten for Lars Løkke og Venstre og slippe af sted med den perfekte forbrydelse imod Helle Thorning-Schmidt.
Hvis alle bare holder deres mund, så er der gode muligheder for at Lars Løkke Rasmussen slipper for videre tiltale i sagen om hvem der lækkede dokumenter i Stephen Kinnocks skattesag. Det er den fornemmelse man sidder tilbage med efter at tidligere statsminister i fredags var i vidneskranken hos Skattesagskommissionen.

Afhøringen gav, som ventet, ikke noget endeligt svar på, om man fra Venstres side forsøgte at få ændret afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag, hvilket med stor sandsynlighed havde betydet, at man havde sat oppositionens leder fra bestillingen.

Men afhøringerne rejser en række andre spørgsmål, ikke mindst om Venstres håndtering af det som Lars Løkke Rasmussen betegnede som den politiske del af sagen (i modsætning til den forvaltningsretlige), nemlig den del der handlede om at bruge sagen som et angreb på Helle Thorning-Schmidts troværdighed. Og at Venstre var klar til at presse anklagerne til det yderste, for at ramme Thorning så hårdt som muligt er uden for enhver tvivl.

Hele Venstres håndtering af sagen, lader fra start indtrykket tilbage af, at nogen i partiet havde en klar formodning om at der var en sandsynlighed for, at Stephen Kinnock ikke ville blive dømt skattepligtig i Danmark, men at man alligevel skulle bruge sagen politisk, var der ingen tvivl om. Det skulle bare holdes ude af hænderne på statsministeren, som gav indtryk af, at han bortset fra to møder, overhovedet ikke tænkte eller talte om sagen med nogen.

Hvordan kan det være, at Lars Løkke Rasmussen helt instinktivt vælger at holde sig helt ude af sagen? Kan man virkelig tro på, at han taler sandt, når han til kommissionen sagde: ”Jeg har været i politik i mange år nok til at vide, at det ikke er alt, der står i aviserne, der passer. Og det er også på den baggrund, at jeg siger, at den sag ønsker jeg ikke at være en del af, hvis jeg må sige det på den måde. Og dermed også et signal til Venstre om, at den sag skal vi meget påpasselige med.”

Hvad vidste han som gjorde, at han efter eget udsagn helt fra starten uddelegerede al ansvaret for sagen til den politiske ordfører Peter Christensen og hvorfor skulle man være påpasselige?

Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at Løkke fra start vidste at der var noget helt galt og at sagen havde risiko for at ende med at ryge tilbage i hovedet på Venstre som en boomerang, men i stedet for at trække stikket og lægge sagen død valgte han at lade sin politiske ordfører løbe af sted med grove beskyldninger, mistænkeliggørelse af Helle Thorning-Schmidt i et vellykket forsøg på at ramme hendes troværdighed.

Peter Christensen havde frie hænder til at problematisere Thorning-Schmidt moral og dømmekraft alt imens chefen så passivt til. Eller som han selv forklarede det, da han blev spurgt om hvordan han forklarede Peter Christensens udfald, i relation til hans egen forklaring om, at det var en sag man skulle være påpasselig med: ”Jeg har i den periode ikke følt anledning til at gribe ind. Så kan man altid i et historisk efterstudie, når man vejer alle ord af på atomvægte, sige, at der er citater, der ser lidt skæve ud. Det er nok en krigsskadeerstatning i det daglige politiske arbejde”

Dermed kunne Lars Løkke Rasmussen og resten af Venstre begå mord på oppositionens leder, uden at få han selv fik snavs på hænderne. Alt i alt ligner det den perfekte politiske forbrydelse, hvis ikke det havde været for Helle Thorning-Schmidts papirtynde valgsejr.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce