Annonce

Løkkes talmagi betyder tryghedsstop for børnene

Med sin magiske lommeregner og løsagtige omgang med fakta retfærdiggør Lars Løkke Rasmussen Venstres ønske om velfærdsnedskæringer. Lykkes det, bliver børnene det store offer.
De børn, der i forvejen har det sværest, får ringere muligheder i livet, hvis Venstre vinder næste valg.

Og det ”moderne kontanthjælpsloft” er efter alt at dømme et tryghedsstop for mange af de børnefamilier, der modtager hjælp fra fællesskabet.  Det står klart, efter tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) deltagelse i DR2’s Debatten (5.3.2015).

Personligt tager jeg gerne Lars Løkke med ud til det almene boligområde, hvor jeg bor. Så han kan forklare kvarterets børn, at der ikke bliver råd til en ordentlig vinterfrakke næste år. Børnefødselsdagen bliver aflyst. Fodboldtræning er der ikke råd til længere.

Han fortæller, at Venstre vil underlægge kontanthjælp, boligstøtte, tilskud til daginstitutionsregningen og børnepenge et samlet loft for at få råd til skattelettelser. ”Når de samlede ydelser passerer et vist niveau, så kan man ikke få mere”, siger han og indrømmer, at børnefamilierne bliver ramt først, fordi de modtager det største bidrag fra fællesskabet.

Hvor lavt loftet skal presses ned, vil Claus Hjort Frederiksen dog ikke ud med. Det samme gælder for Lars Løkke Rasmussen, der blot fortæller, at øget incitament til at tage et arbejde vil være godt. Hemmelighedskræmmeriet skyldes, at Løkke først vil se, hvor meget folkestemningen kan vendes væk fra de ydelser, der kendetegner den danske velfærdsstat. Derfor bliver danske togstationer plastret til med tallet ’454.215,00’, der som tidligere påvist her i PioPio nærmere er luft og vindfrikadeller end et ydelsesbeløb fra virkeligheden.

Vil du med ud i virkeligheden, Løkke?
Venstre bruger sine oppustede tal til at retfærdiggøre skattelettelser på bekostning af større huller i Danmarks sociale sikkerhedsnet. Huller, som kan blive meget store. Venstres kammesjukker i CEPOS foreslår eksempelvis, at loftet skal ligge på 80 % af de laveste lønninger i Danmark, så familier skal gå næsten 5.000 kroner ned i rådighedsbeløb om måneden. Det rammer 51.000 børn og skaber dermed markant dårligere vilkår i livet, for dem der i forvejen har det sværest.

Venstres oppustede tal ofrer børnefamilierne til fordel for skattelettelser. Talmagien går ud over børnene og den sociale tryghed, vi har opbygget gennem årtier.

Derfor vil jeg gerne invitere Lars Løkke Rasmussen til Køge, hvor han selv stiller op. Han skal have mulighed for at tage ansvar for sin politik. Personligt tager jeg ham gerne med ud til det almene boligområde, hvor jeg bor. Så han kan forklare kvarterets børn, at der ikke bliver råd til en ordentlig vinterfrakke næste år. Børnefødselsdagen bliver aflyst. Fodboldtræning er der ikke råd til længere.

Børnene vil være udenfor og få færre muligheder for at danne venskaber på tværs af sociale skel. I yderste konsekvens social eksklusion. Den sociale ulighed vil øges, og behovet for forebyggende indsatser stige. Uden kommunerne dog ser skyggen af de sparede penge fra Løkkes tryghedsstop.

Venstres oppustede tal ofrer børnefamilierne til fordel for skattelettelser. Talmagien går ud over børnene og den sociale tryghed, vi har opbygget gennem årtier.

Rasmus Felt (f. 1987) er stud.scient.pol på Københavns Universitet og byrådsmedlem i Køge Kommune for Socialdemokraterne.


Flere artikler om emnet