Løkkes to største problemer

Statsministeren vil gøre alt for at lægge Carl Holst-sagen helt død, og han frygter samtidig populære Ingers næste træk.
At erstatte forsvarsminister Carl Holst med Peter Christensen på trods af at vælgerne ellers netop har dømt sidstnævnte ude, har ét primært formål for Lars Løkke Rasmussen: Drømmen om at få bare en smule ro i sin regering.

Løkke er helt klar over, at den sidste kritiske historie om Holst på ingen måde er blevet skrevet. Derfor handler det nu for ham om at få en driftssikker og erfaren minister over for at klinke skårene i forholdet til embedsværket i Forsvarsministeriet og ikke mindst i forholdet til de forskellige enheder af landets militær, hvor Holst næsten fra dag ét begyndte at skaffe sig fjender.

Underløb Holst
Flere grupper af forsvareret var begyndt at bekrige deres minister udefra, og embedsmænd i Forsvarsministeriet underløb ham indefra. Derfor handlede det efter Holts afgang om at få en minister på plads i det ministerium, som der står respekt om, og som har politisk kapital. Det har Peter Christensen, så selvom vælgerne tilsyneladende har mistet kærligheden til ham, vil Lars Løkke Rasmussen gøre alt for at få ro på den bagsmæk.

Han tør nemlig ikke at risikere at skulle slukke brande hos to af sine ministre på samme tid. Statsministeren sidder med det paradoksale problem, at landets absolut mest populære mininister, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, også er den mest tikkende bombe.

20 procent af danskerne har hende som deres favoritminister, viste en meningsmåling, som TV2 foretog i sidste uge. Det er ikke ubetinget godt for Lars Løkke Rasmussen, at Støjberg er den suverænt mest populære. For hun er også den suverænt mest ukontrollerbare minister i Venstre-regeringen.

Først Jensen så Løkke
Støjberg er allerede blevet sat på plads af Lars Løkke Rasmussen og til dels også af udenrigsminister Kristian Jensen, da hun sagde, at Danmark ville tage 0 af de 160.000 flygtninge og migranter, som lige nu udgør et akut problem for EU.

To dage efter modificerede Jensen Støjbergs udtalelser på et møde i Bruxelles. Her fastslog udenrigsministeren, at tallet ”nul” ikke skulle tages så bogstaveligt, og at Danmark selvfølgelig ville komme til at tage imod en del af de 160.000 flygtninge, men at man bare ikke kunne sætte nøjagtigt tal på. Yderligere to dage senere stod Lars Løkke Rasmussen så frem og sagde, at Danmark vil tage imod 1.000 ekstra flygtninge.

Begge gange stod Inger Støjberg ved siden af, og ingen af gangene blev hun direkte undsagt af statsministeren eller udenrigsministeren. Men hun blev det indirekte, og det var et fint eksempel på, hvorfor Løkke frygter den populære Ingers popularitet. For hun farer frem med brask og bram, når det lige slår hende, og samtidig deler hun vandene i grad, så der virkelig bliver ramasjang i debatten, når hun for alvor ruller sig ud.

Den slags kan Løkke ikke lide. Han foretrækker selv at kunne lægge retningen for regeringens politik og samtidig sikre, at den altid bliver kommunikeret rigtigt og præcist, så man undgår at skulle træde vande eller trække i land. Og netop derfor frygter han for Inger Støjbergs lyst til improvisation og soloridt.

 

Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Kommentarer fra Facebook