Det er komplekst at være socialdemokrat. Vi skal nemlig hele tiden finde balancen mellem den frie borger og fællesskabet. For eksempel bestemme andelen af lejligheder til udsatte borgere, forpligte privatskolerne til at tage mere socialt ansvar og stille krav til arbejdsgivere om at ansætte lærlinge.

Den slags holdninger kræver mod.

Til gengæld må det være dejligt nemt at være liberal. Sådan rigtig godt gammeldags bitterliberal. Du ved, én der ser ned på dem, der skal have hjælp til at klare hverdagen, og op til dem, der har raget til sig.

Sådan en bitterliberal der mener, at alle har en fuldstændig fri vilje. En fri vilje der ikke skal begrænses af langhårede begreber som negativ social arv eller ulige vilkår, og som mener, at lighed er roden til alt ondt.

Dén type.

Som bitterliberal er verden såre simpel. Løsninger på komplekse problemer fremstår genialt enkle. Er der for eksempel for få lærepladser, kan man bare sænke lønnen til det halve, og vupti… For de samme penge har vi pludselig fordoblet antallet af lærlinge. Vi behøver ikke spekulere på, at man så ikke kan leve for lærlingelønnen, for andre på SU kan jo tage et studiejob ved siden af.

”Men lærlinge arbejder jo 40 timer om ugen”, tænker du. Yes, så er der 128 timer tilbage at tage af. Og hold så op med at klynke, det er løst! Næste problem, tak!

Høje sundhedsudgifter? Brugerbetaling. Et par lægebesøg til 3-400 kroner ruinerer jo ikke nogen, vel? Hvis man ikke kan finde de penge, er man ikke syg nok. Det er klart. Nå, ja, og sæt lige sygeplejersken på halv løn, men lad være med at ansætte flere – det er vi sgu nødt til, hvis vi vil have offentlig nulvækst, forstår du. Velfærdsstaten er en klods om vækstbenet!

Fattigdom, siger du? Alt er relativt. Hvis du fik mad i går, er du ikke fattig. Det giver sig selv. For øvrigt er fattigdom en god motivationsfaktor for dovenlars, der ligger hjemme på sofaen, samt en lønregulerende faktor. Jo flere fattige, jo lavere løn. Til gengæld vil de rige kun arbejde mere, hvis vi sænker skatten. Bitterliberal logik.

Bum.

Det mærkelige er dog, at det burde være nærmest umuligt at være liberal i Danmark. Folk kan selvfølgelig mene, hvad de vil, men hvis man er modtagelig for almindelige rationelle argumenter, så må man nogle gange have det svært som bitterliberal i den hjemlige debat.

For det første er Danmark et af verdens bedste lande at bo i. Det er et faktum. På trods af et højt skattetryk og en stor offentlig sektor – vi tager en del af folks penge, som vi bestemmer over og træffer valg med. Og det fungerer godt, modsat hvad en liberal vil påstå.

Et højt skattetryk er ikke i sig selv negativt, hvis det forbruges og fordeles rigtigt. Det skaber derimod et godt samfund.

For det andet lever den amerikanske drøm – der vel i bund og grund er liberal og frihedshungrende – allerbedst i Danmark. Hvis du kommer fra trange kår er chancerne for at gøre det godt og få et bedre liv, end dine forudsætninger umiddelbart foreskriver, nemlig markant bedre i Danmark end de fleste andre steder på kloden.

For det tredje er tilliden mellem forskellige mennesker – og dermed trygheden i samfundet – i top i Danmark. Helt banalt er jeg mere tryg, når jeg ved, at min sidemand i bussen har en række andre muligheder for at tjene til dagen og vejen end ved at stjæle min iPhone.

Danmark er kort sagt præget af stor fordeling af goderne, stor social mobilitet og høj tillid. Det kan liberalismen, og dens dyrkelse af at folk bare skal klare sig selv, aldrig levere. Ikke desto mindre mener en del, at Danmark bliver bedre med flere liberale værdier, men den påstand kan jeg ikke finde belæg for...

Verden er ikke så simpel, som de liberale gør den til.

Kristian Westfall (f. 1979) er folketingskandidat på Vesterbro og Kongens Enghave i København. Kristian Westfall er uddannet bachelor i filosofi fra Københavns Universitet og har en kandidat i sociologi fra CBS. Han arbejder i dag i et mindre kommunikationsfirma på Vesterbro, og har tidligere arbejdet i fagbevægelsen samt været værestedsmedarbejder på Mændenes Hjem på Vesterbro.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner for venstrefløjen og politiske bank til højrefløjen.