Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse

Siden Louis Pio har Socialdemokratiet haft den opfattelse, at vi ikke skal gøres ens, men vi skal stilles ens. Alligevel har borgerlige kræfter forsøgt at fremstille den socialdemokratiske lighedstanke som et ønske om ensretning.
Det er kutyme at lade socialdemokrater/socialister repræsentere lighedstanken, mens liberalisterne siges at repræsentere frihedstanken. Man taler sågar i begge politiske lejre om ligheden og friheden i bestemt form. Men på denne måde bliver der jo tale om henholdsvis ensretning og anarki.

Socialdemokratiets grundlægger Louis Pio havde en bedre verbal løsning på den opgave at fordele verdens goder rimeligt. Han brugte udtrykket ligeberettigelse.

På forsiden af det første nr. af hans uge- og senere dagblad Socialisten den 22. juli 1871 kunne man læse en forsideartikel med denne overskrift: ”Til vore brødre, Danmarks arbejdere!” Indledningen til denne artikel – der også kan give et indtryk af Pios evner som skribent -  lyder sådan:

Ligeberettigelse frem for lighed
”I mange menneskealdre har kapitalens åg hvilet tungt på vore skuldre. Som en uhyre edderkop har den spændt sit net over hele den civiliserede verden, og dens styrke er vokset ved blodet af de talløse ofre, som nøden drev i dens garn. Vi har set vore fædre kæmpe mod uhyret og segne dødtrætte til jorden, fordi de kæmpede enkeltvis, uden plan og orden.

Vi selv og vore børn vil friste den samme skæbne, hvis vi ikke, kloge ved fortidens uheld, samler os til fælles anstrengelser. De første skridt er gjort andetsteds. Vi behøver ikke at opfinde midlerne eller lede efter målet: Med stedse stigende magt har de socialistiske ideer – læren om alle menneskers ligeberettigelse til denne verdens såvel åndelige som legemlige goder - grebet vore brødre i andre lande …”.

Vi skal ikke gøres ens, vi skal stilles ens

Det er et godt ord, Pio her har fundet frem: Ligeberettigelse i stedet for lighed. Vi skal ikke gøres ens, vi skal stilles ens. Vi skal gives så ensartede muligheder som vel muligt.

En uhyre vanskelig opgave, som desværre ikke løses alene ad uddannelsesvejen, sådan som mange højtuddannede meningsdannere, der har haft succes i deres skole- og videreuddannelsestid, tror. Allerede i sine artikler 1871 i Socialisten forestillede Pio sig konturerne af et velfærdssamfund baseret på ligestillingstanken.

Absolut lighed blev overladt til kommunisterne
I præmisserne for Højesterets dom over ham - lydende på fem års ’Forbedringshus’ i Vridsløse, hvad der var ved at koste ham livet og medvirkede til hans tidlige død -  hedder det blandt andet, at han ville gennemføre ”en socialdemokratisk samfundsorden”.

Med udtrykket ligeberettigelse burde Pio kunne have opnået at holde sig fri af enhver mistanke om den tendens til absolutisme, der som nævnt kan ligge i udtrykket lighed. Men det lykkedes ikke.

I historikeren Gerhardt Eriksens bog Jyllands-Posten. Sider af avisens historie’ (1990) – avisen blev grundlagt samme år som Socialdemokratiet - kan man blandt andet læse, at bladet i en leder i 1874 tolkede hans ønske om ligestilling mellem mennesker som en lighedstanke, der skulle gennemføres i ”sin yderste konsekvens”, hvad der ville øve ”fuldstændig vold på friheden.”

Det sidste er rigtigt - af præcis samme grund afstod Pio som beskrevet - og herefter alle efterfølgere som Socialdemokratiske ledere - fra at absolutere lighedstanken. Det overlod man til kommunisterne.

Louis Pio var ikke revolutionær
Louis Pio er en af de yderst få socialdemokrater, som har opnået en vis positiv omtale fra den revolutionære venstrefløj.  Men – han var ikke revolutionær, han var reformist og demokratisk sindet socialist.

I nr. 2 af Socialistiske Blade - den næstførste publikation, han fremtrådte med i juni 1871, nr. 1. sendte han ud måneden før - fremhæver Pio således, at ”en udvidet deltagelse i statsstyrelsen er det sværd, hvormed arbejderen kan og skal befri sig af sine bånd ”.

Arbejderne skulle altså ikke ifølge Pio revolutionært overtage statsmagten. De skulle ad demokratisk vej søge at blive stærke nok til at øve indflydelse på dens styrelse. I november 1871 skriver han i Socialisten: ”Danske arbejdere - vogt med jeres liv .. . den almindelige valgret og lær så selv og jeres efterkommere at bruge den. I skal da … med lov og ret og uden vold sætte jeres berettigede fordringer igennem”.

Det turde være tydeligt for enhver at det er en demokratisk, socialdemokratisk reformist, som her henvender sig til sine partifæller. Men det har det som antydet hverken gjort for den revolutionære venstrefløj eller for mange borgerlige.

Præster mistænkeliggjorde socialdemokrater
Pios to nærmeste hjælpere - fætteren, boghandleren Harald Brix og den sønderjyske skolelærer Poul Geleff, der under megen forfølgelse påtog sig den tunge opgave på at udbrede de socialdemokratiske tanker i provinsen - blev som Pio selv mistænkeliggjort intenst fra borgerlig side, især af mange præster.

Har disse Herrens repræsentanter på jord mon frygtet, at socialdemokraterne kunne stille det, der senere skulle komme til at bære betegnelsen velfærdssamfundet, op som et dennesidigt alternativ til de hinsidige boliger, hvor man ifølge sjælehyrderne ville få det skønnere, desto større kvaler man havde lidt i det dennesidige?

For Sjællands biskop, professor H. L.  Martensen, stod det eksempelvis ligeså lidt som for Jyllands-Posten i 1874 klart at Pio ikke ønskede at gøre alle borgere lige eller ens. I hans Christelige Ethik (1871 – 74) undtog han således ikke Socialdemokratiets grundlægger fra sin påstand om, at socialismen ville ”tilintetgøre al individualitet ” til fordel for ”det forfærdelige tyranni”.

Vi vil gøre individet uafhængigt af tilfældigheder, af ringe evner og af nød og usselhed

Han fik dette svar af Pio:  ”Når biskoppen påstår, at vi ønsker ’lighed i ejendom og nydelse, i kundskab og dannelse’, så er det kun rigtigt med den forandring, at vi ønsker lighed i adgangen til disse ting; men i denne rigtige form har hr. biskoppen måske ikke kunnet bruge sætningen?  …  Vi vil gøre individet uafhængigt af tilfældigheder, af ringe evner og af nød og usselhed. … ”

Pio fortsatte sin kommentar til Martensen på denne måde: ”Kristendommen var af sin stifter bestemt til at være en fredens, mildhedens og broderlighedens lære, der skulle udjævne kløfterne mellem rige og fattige, høje og lave. Den er blevet en tvedragtens religion, der udsår fanatisme og ufordragelighed.

(Præsterne) holder dyrt betalte, rosende ligprædikner (og) blomstrende, højtsvævende foredrag, der kun dur til at skaffe hysteriske damer krampetilfælde.  For den fattige har præsterne ingen anden trøst, end at han må finde sig i sin skæbne, adlyde sine plageånder og i øvrigt håbe på belønninger i det andet liv, som de knapt selv tror på”.

Hvis præsterne ikke har ”eet bifaldende ord at støtte vore bestræbelser for at opnå en tålelig tilværelse (også for de dårligt stillede) her på jorden, så lad dem prædike i de gyldne sale - de fattige skal de ikke længere holde for nar”. Men det har mange præster som bekendt gjort siden – i hvert fald de fattige i ånden.

Borgerlige til angreb på lighedstanken
Endnu i 2005 udsendte to af Jyllands-Postens medarbejdere Flemming Rose - de berømmede Muhammed-tegningers forsvarer - og Niels Lillelund - avisens vinanmelder og søndagskommentator – bogen Velfærd tur-retur (Gyldendal), blandt andet om hvordan ”den socialdemokratiske samfundsvision” bygger på tanken om ”absolut (!) social lighed” - nøjagtigt som den avis, de er ansat på, gjorde det 131 år tidligere.

I øvrigt handler bogen om ”socialdemokratismens sammenbrud” - en underlig fornøjelse på et tidspunkt, hvor denne -isme omsider har opnået støtte også i et vist omfang til højre for den politiske midte både i Danmark og i andre lande.

Den Konservative finansminister Palle Simonsen (1984-89) - der som så mange andre Konservative ikke var så konservativ, at det gjorde noget - udsendte i 1986 bogen Den danske model. I den postulerer han blandt andet, at ”Socialdemokratiet bygger så dogmatisk på lighedstanken”, at partiet ikke blot mener, ”at alle mennesker er ens”, men at de også ”skal gøres ens”. Det er ikke bare forkert, men også en besynderlig påstand. Hvorfor dog gøre folk til noget, som de ifølge Palle Simonsen allerede skulle være?

Liberalistisk frihed handler om udbytning

Hvad angår den frihedstanken, som især de såkaldt liberale gør sig til af at forsvare – skønt det, den liberale frihed drejer sig om, er frisind eller storsind, mens frihed for de fleste borgerlige drejer sig om at udkonkurrere, ja udbytte andre: ”De frie kræfters spil” - et spil, hvor den enkelte er ”sin egen lykkes smed”, det vil sige den liberalistiske, ikke den liberale frihed.

Frihed for de fleste borgerlige drejer sig om at udkonkurrere, ja udbytte andre: ”De frie kræfters spil”

Endnu så sent som den 20. februar 1996 udtalte Venstreformand Uffe Ellemann til Berlingske Tidende at ”målet for et ægte velfærdssamfund må være, at enhver er sin egen lykkes smed”, skønt målet jo er det stik modsatte – nemlig at hjælpe den, der ikke har været i stand til at smede sin egen lykke.

Det politisk brugbare, det vil sige det relativerede frihedsbegreb, drejer sig om friheden til at udvikle evner, til at ytre sig med videre, eller friheden fra undertrykkelse - tanker, som langt fra har været dominerende hos de borgerlige.

 

Henning Tjørnehøj er forfatter og debattør. Han har tidligere arbejdet som blandt andet konsulent i Fagbevægelsens Forskningsråd under LO.

Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets kronik-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Morgan Krüger: Uddannelsespolitiken skal ud af overfløjens hænder
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag

Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.


Kommentarer fra Facebook