Louis Pios postkasse er snart fortid

PostNord dropper brevene

Louis Pios postkasse er snart fortid

Senest ved udgangen af året er de sidste knaldrøde danske postkasser pillet ned - Socialdemokratiets stifter opfandt den ikoniske postkasse

Den røde, ikoniske danske postkasse - snart er den fortid
Billedtekst
Den røde, ikoniske danske postkasse - snart er den fortid
Foto: PostNord/Henrik Petit

Den ikoniske danske, knaldrøde postkasse er snart fortid.

PostNord meddelte torsdag, at virksomheden ved udgangen af året stopper med at omdele breve. PostNord vil fremover koncentrere sig om at levere én kerneydelse: Omdeling af pakker.

Med beslutningen stopper også 400 års posthistorie. Derfor har beslutningen været ekstra svær:

Vi har været danskernes postvæsen i 400 år, og derfor er det er en svær beslutning

“Vi har været danskernes postvæsen i 400 år, og derfor er det er en svær beslutning at binde sløjfe på den del af vores historie. Danskerne er blevet mere og mere digitale og det betyder, at der er meget få breve tilbage i dag, og den nedgang fortsætter så markant, at brevmarkedet ikke længere er rentabelt,” siger administrerende direktør for PostNord Danmark, Kim Pedersen.

Som følge af beslutningen fyrer PostNord i løbet af året 1.500 medarbejdere. Det meddelte PostNord torsdag.

Opfundet af Louis Pio

I løbet af andet halvår 2025 begynder PostNord at nedtage de 1.500 postkasser, der i dag er placeret rundt omkring i landet. Postkasserne forventes fuldt nedtaget senest ved udgangen af året.

Hvad mange måske ikke er klar over er, at det var Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio, der opfandt den knaldrøde postkasse, mens han arbejdede som funktionær i postvæsenet.

De første røde postkasser blev opsat i 1860.

Niels Jespersen, der er historiker og chefredaktør på Netavisen Pio, oplyser, at postkassernes røde farve er inspireret af Oldenborgerne, vores forhenværende fyrstehus. Han mener, at de røde postkasser er blevet et symbol på noget større:

symboliserer tryghed og en tid, hvor staten varetog borgernes sikkerhed

“Postvæsenet er for mange danskere et skattet symbol på den velfærdsstat, vi har, som har løst mange opgaver til manges tilfredshed. Postvæsenet - og de røde postkasser - symboliserer tryghed og en tid, hvor staten varetog borgernes sikkerhed.”

Louis Pio var desuden bladudgiver og udgav dagbladet Socialisten. Louis Pio lægger også navn til Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Fredag den 07.03.2025 - 12:41

Skulle man få postale abstinenser, så sørger lokale kræfter vist hvert år for at arrangere en vandring på Postridarens Väg over Hallandsåsen fra Östra Karup til Margretetorp (med bus den anden vej). På Postridarens Väg skete i 1757 et bevæbnet røveri på den beredne post fra Oslo til København. Se evt. denne ældre artikel: https://www.svt.se/nyheter/lokalt/helsingborg/har-aterskapas-ett-260-ar-gammalt-brutalt-postran

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.