Annonce

Lovforslag om seksuel chikane og der sidder en lille djævel inde i Martin Lidegaard

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Folketinget har torsdag vedtaget et lovforslag om seksuel chikane.

De Radikales leder, Martin Lidegaard afslører, at der sidder en lille djævel inde i ham.

Justitsministeren har fremsat lovforslag om kommunale tryghedsvagter, mens indenrigsministeren vil indkalde til forhandlinger om en eventuel stramning af partistøttereglerne, som kritiseres for at være alt for nemme at omgå.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Lovforslag om seksuel chikane er vedtaget i Folketinget

Et bredt flertal i Folketinget har torsdag vedtaget lovforslag om seksuel chikane. Lovforslaget udmønter trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser.

Den forhenværende regering og arbejdsmarkedets parter indgik i marts 2022 en trepartsaftale om seksuel chikane. Formålet med aftalen og lovforslaget er at styrke indsatsen mod seksuel chikane og fremme en sund kultur på landets arbejdspladser.

Lovforslaget har til formål at understøtte den nødvendige kulturændring på den enkelte arbejdsplads. Reglerne skal eksempelvis tydeliggøres, så både arbejdsgivere og medarbejdere kender deres ansvar og pligter, ligesom det også får større konsekvenser, hvis arbejdspladsen ikke lever op til sine forpligtigelser.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger:

“I dag sætter vi et punktum for et meget vigtigt lovarbejde. Der er ingen personer, der skal have grænseoverskridende oplevelser på deres arbejdsplads. Det håber jeg, at dette lovforslag kan være med til at ændre.”

“Jeg vil gerne på regeringens vegne rette en stor tak til arbejdsmarkedets parter for det kæmpe arbejde de har lagt i de trepartsforhandlinger, som førte til den aftale om initiativer til at modgå seksuel chikane, som vi nu er ved at udmønte.” 

“Jeg er glad for, at vi med dette lovforslag sikrer et bedre regelgrundlag i sager om seksuel chikane, som kan bidrage til den kulturændring, der er nødvendig for at komme seksuel chikane til livs. Det er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning.”

 

Lidegaard: Der sidder en lille djævel i mig

I interview med Weekendavisen bliver De Radikales leder, Martin Lidegaard, spurgt om, om han inderst inde håber, at skandalesagerne om Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen, fører til, at Folketinget får en ny løsgænger, og regeringens flertal dermed vil komme til at hænge i en tynd tråd.

Lidegaards svar lyder:

“Der findes en lille djævel inde i mig, som håber, at Radikale Venstre igen får chancen for at have de afgørende mandater, fordi jeg selvfølgelig håber at komme i den position, at vi kan påvirke denne eller den næste regering for alvor.”

Læs mere her.

 

Justitsministeren fremsætter lovforslag om kommunale tryghedsvagter

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fremsatte onsdag lovforslag, der fra den 1. juli 2023 giver kommunerne mulighed for som led i en forsøgsordning at anvende tryghedsvagter.

Med lovforslaget åbnes der for, at kommunerne som led i en treårig forsøgsordning kan ansætte tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden.

”Jeg er glad for, at tryghedsvagterne nu er kommet et stort skridt nærmere. Jeg er overbevist om, at uniformerede tryghedsvagter, som kan hjælpe politiet med at holde ro og orden, vil hjælpe med at øge trygheden lokalt. Det handler i bund og grund om, at vi skal have flere ansvarlige voksne i det offentlige rum.”

“Tryghedsvagterne kan f.eks. hjælpe med at sikre trygheden i områder, hvor der sker mange indbrud. De kan også henstille til en gruppe unge, at de skal skrue ned for festen, hvis den tager overhånd og forstyrrer områdets beboere.”

“Jeg håber, at forsøgsordningen vil blive taget godt imod af landets kommuner, som nu får et nyt værktøj i deres arbejde med at skabe tryghed for borgerne.”

Med lovforslaget er der lagt op til, at der som noget nyt kan udøves vagtvirksomhed med henblik på at opretholde ro og orden, hvilket ellers som det klare udgangspunkt er en politimæssig opgave.

Tryghedsvagterne skal ikke erstatte politiets arbejde eller patruljering, ligesom tryghedsvagterne ikke bliver tildelt politimæssige beføjelser.

Tryghedsvagter kan være godkendte kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen. Der lægges op til, at tryghedsvagterne skal gennemgå en supplerende uddannelse, inden ansættelsen træder i kraft.

Tryghedsvagterne vil kunne sættes ind i områder, hvor borgerne oplever særlig utryghed, f.eks. i områder med mange udendørs fester og forsamlinger. De vil også kunne sættes ind på stationsområder eller i boligområder, hvor der er særlig risiko for indbrud.

Tryghedsvagterne kan bidrage til at sikre tryghed i kraft af deres tilstedeværelse i gadebilledet og ved at agere ekstra ”øjne og ører” for politiet. Desuden kan de henstille til personer at stoppe forstyrrende adfærd og ved hjælp af kameraer dokumentere forstyrrelser af den offentlige orden eller øvrige strafbare forhold med henblik på overdragelse til politiet.

Den foreslåede forsøgsordning vil løbe i tre år fra den 1. juli 2023 til den 1. juli 2026. Alle kommuner vil uden særlig tilladelse eller lignende kunne vælge at gøre brug af forsøgsordningen i denne periode.

 

Skraldemænd fortsætter strejker for fjerde dag i træk

Siden mandag har skraldemænd i hovedstaden strejket, og det betyder, at der i tre dage ikke er blevet hentet affald i København, Dragør og Tårnby.

Torsdag morgen er skraldemændene blevet enige om at fortsætte arbejdsnedlæggelsen.

Skraldemændene protesterer mod forhandlingerne med Amager Ressource Center, der på Københavns Kommunes vegne er ved at hjemtage affaldsindsamlingen fra private aktører.

“Status er, at vi stadig strejker. Vi har haft et morgenmøde, hvor vi har besluttet at gå hjem igen, siger en af de strejkende, Michael Johansen, til TV 2 Kosmopol torsdag morgen.

Onsdag eftermiddag pålagde Arbejdsretten de strejkende skraldemænd at genoptage arbejdet.

Det ventes, at Arbejdsretten på et nyt møde torsdag pålægger skraldemændene en bod - med mindre at skraldemændene ikke forinden har genoptaget arbejdet.

Læs mere her.

 

Indenrigsminister indkalder til forhandlinger om partistøtte regler

Tirsdag oplyste indenrigsminister Sophie Løhde (V), at hun vil indkalde til forhandlinger om partistøttereglerne:

“Jeg har ikke en dato med i baglommen i dag, så med fare for at jeg lover for meget, så vil vi sørge for at få indkaldt snarest muligt,” meddelte hun fra Folketingets talerstol.

Partistøttereglerne har til formål at sikre en vis åbenhed og gennemsigtighed om, hvem der støtter partierne økonomisk. Men reglerne er hullede, og derfor ønsker blandt andet Enhedslisten at reglerne strammes.

Partiet glæder sig over, at der nu ser ud til at ske noget:

“Det nytter at blive ved og ved og ved med at kræve åbenhed om de politiske pengestrømme. Vi ser frem til forhandlingerne,” skriver partiets demokratiordfører, Pelle Dragsted, således på Twitter.

Blandt de stramninger, som måske kommer ud af forhandlingerne, er, at der sættes en stopper for den såkaldte Britt Bager-finte.

Netavisen Pio afslørede i 2019, at det daværende medlem af Venstres folketingsgruppe, Britt Bager, havde modtaget 100.000 kroner fra samme bidragyder. Men uden at offentligheden fik oplyst navnet på giveren.

Reglerne siger ellers, at offentligheden skal have indsigt i, hvem der yder bidrag til partier og politikere på over 22.800 kroner (I 2019 var beløbsgrænsen omkring 20.000 kroner). Men Britt Bagers sponsor havde delt beløbet op i fem portioner af 20.000 kroner. Britt Bager mente, at hun på den måde holdt sig inden for loven.

Det mente Venstre i Region Midt- og Vestjylland derimod ikke. De informerede Region Midtjylland om sagen, og regionen meldte sagen til politiet.

Aktindsigt afslørede, at Midt- og Vestjyllands Politi overså politianmeldelsen. Derfor blev sagen først efterforsket flere år senere. Nemlig efter at Enhedslisten på ny meldte sagen til politiet. Denne gang Østjyllands Politi, der dog ikke mente at sagen kunne føre til, at Britt Bager ville blive dømt for overtrædelse af partistøttereglerne.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Radikale skal ikke have afgørende mandater igen, de er for ustabile, Sofie Carsten Nielsen viste at de radikale er plim når det gælder, ødelægger mere end de gavner, må jeg bede om SF i stedet

“Der findes en lille djævel inde i mig, som håber, at Radikale Venstre igen får chancen for at have de afgørende mandater, fordi jeg selvfølgelig håber at komme i den position, at vi kan påvirke denne eller den næste regering for alvor.”

Brrrrrrrhhhh, puuuuuhh, sådan noget spøger man bare ikke med!

Er på vej i seng - gad vide om jeg nu får mareridt i nat
.

Tryghedsvagter?
Nej, mere politi!

Annonce