Lykken er socialt demokrati

Essay: Socialdemokratiets mission bør være, at skabe varige sociale og demokratiske fremskridt i ganske almindelige menneskers hverdag.
Man siger, at der findes to afgørende politiske dynamikker. Håb og frygt. Obama vandt det amerikanske præsidentvalg i 2008 ved at indgyde amerikanerne og resten af verden håb om en bedre fremtid. Terrorister sætter i disse år den politiske dagsorden og nærer den højreradikale populisme med frygt for liv og livsform.

Uanset hvilken dynamik, der har bedst fat i befolkningerne, er det socialdemokratiske svar det samme: Vi vil skabe varige sociale og demokratiske fremskridt i ganske almindelige menneskers hverdag.

Når den socialdemokratiske kongres skal vedtage nyt principprogram, så håber jeg, at det i sin substans vil give håb om sociale fremskridt. Særligt for middelklassen og for dem, der står udenfor arbejdsmarkedet og ønsker at blive en del af middelklassen. Ikke for at dyrke det middelmådige, men fordi en tilværelse i den økonomiske og sociale del af middelklassen er et ordentligt liv for langt de fleste mennesker.

Det er mit håb, at programmet vil styrke troen på og arbejdet for, at flere mennesker oplever at være en del af et demokratisk fællesskab.

Det er desuden mit håb, at programmet vil styrke troen på og arbejdet for, at flere mennesker oplever at være en del af et demokratisk fællesskab, hvad enten det er med naboerne i boligområdet, som makker i bridgeklubben eller aktiv i Venligboerne. Oplevelsen af have indflydelse på sit eget liv (demokrati) og have stærke relationer (fællesskab) er ganske enkelt det, der skaber størst lykke og livskvalitet.

Opgør med egoismen
Socialdemokraterne skal være et værdibåret parti for dem, der tænker på andre end sig selv. Vi skal ikke reducere os til et interesseparti for arbejdere, offentlige ansatte, studerende eller folk på overførselsindkomst. Vi må heller ikke lade os narre af dyre konsulenter betalt af de mest velstille til at overbevise os om, at ulighed er i alles interesse. Når vi fører politik, der gavner særlige interesser, sker det for at fremme generelle værdier om frihed, lighed og fællesskab. Sådan må det altid være.

Helt afgørende i den forbindelse er at sikre, at alle mennesker får del i samfundets værdiskabelse. Vi bør tilstræbe større lighed mellem mennesker i stedet for grådighed for de få. De seneste årtier har vi set en global elite, der ublu rager til sig. Tendensen gælder også i Danmark, hvor den rigeste 1 % af befolkningen nu råder over en fjerdel af al formue, mens der bliver flere fattige.

Det presser den socialdemokratiske samfundsmodel, fordi den er baseret på, at et princip om, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Hvis borgerne oplever, at eliten flytter formuer i skattely og ikke bidrager til samfundet, så eroderer fællesskabet og vores sammenhængskraft. Hvorfor skal en faglært smed betale topskat, hvis dem, der tjener mere, ikke gør?

Det skal kunne betale sig at arbejde i stedet for at spekulere i friværdi, skatteunddragelse eller sindrige selskabskonstruktioner.

Venstre førte valgkamp på, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Vi socialdemokrater bør gøre parolen til vores, og kan hente inspiration hos den franske økonom Thomas Piketty, der slår til lyd for, at vi flytter fokus fra at skabe værdier via spekulation til at skabe værdier ved hårdt arbejde. Det skal kunne betale sig at arbejde i stedet for at spekulere i friværdi, skatteunddragelse eller sindrige selskabskonstruktioner. Flyt skat fra arbejde til spekulation, friværdi og arv. Anerkend værdien af hårdt arbejde bredt forstået. Både det hårde arbejde, der udføres under uddannelse, i arbejdslivet, i hjemmet og i civilsamfundet.

Flere skal blive en del af middelklassen
Hvad så med dem i den erhvervsdygtige alder, der er udenfor arbejdsmarkedet? Vi må insistere på, at det for langt de fleste bør være en midlertidig position. Der er naturligvis mennesker, der er syge på en måde, at de aldrig kommer til at kunne passe et arbejde på grund af nedslidning eller skavanker, og for hvem vi har en særlig opgave i at sikre, at de også er en del af fællesskabet, men for folk på kontanthjælp og dagpenge, er opgaven at skaffe arbejdspladser frem for at forgylde gruppen økonomisk.

Vi tror på det gode i mennesket og skal appellere til Kongen frem for Stodderen.

Helt centralt i vores tænkning må være, at mennesker har maksimal indflydelse på eget liv. I fin forlængelse af SR-regeringen – og skarp opposition til nuværende regering – bør vi derfor investere i mennesker i form af uddannelse og en rehabiliterende tilgang til tilværelsen. Hver enkelt borger skal kunne forfølge sine drømme om det gode liv, og det kræver viden, relationer og nogle gange en hjælpende hånd.

Vi tror på det gode i mennesket og skal appellere til Kongen frem for Stodderen, som H.C. Hansen formulerede det. Vi tror på et Danmark, hvor alle kan, vil og bør bidrage til fællesskabet, og kampen for denne tænkning – de helt grundlæggende humanistiske værdier som demokrati, ligeværd, frihed for hvert eneste menneske – må vi gøre til vores værdier. Vi må ikke lade nationalistiske strømninger alene om at definere danskheden, men i stedet kæmpe en værdikamp for en danskhed på vores værdigrundlag. I vores version af danskheden står folk sammen om at løse problemer i stedet for at forfølge den klassiske funktionærstrategi, der er at træde på de nederste for selv at løfte sig.

Styrkelse af civile fællesskaber
Socialdemokraterne har historisk haft et had/kærlighedsforhold til civilsamfund. På den ene side har vi siden Steincke bekæmpet hattedameri og den skyldfølelse, der følger af at bede om almisser. I stedet har vi skabt et velfærdssamfund baseret på rettigheder. På den anden side har arbejderbevægelsen i sig selv været en meget væsentlig del af civilsamfundet og sikret bedre livsvilkår for millioner af mennesker gennem historien. Uden at kunne dokumentere det, er jeg også ganske sikker på, at socialdemokrater har været i overtal, når frivillige i Foreningsdanmark har bidraget med alt fra fodboldtræning af miniputter, over spejderlejr for ulveunger til indsamling af affald i grøftekanten.

Vores alternativ til et nationalistisk fællesskab er civile fællesskaber. Civilsamfundet er i stand til at skabe tilhørsforhold og styrke menneskelige relationer. Socialdemokraterne bør stille sig i spidsen for at styrke civilsamfundet og borgernes involvering. Både i egen hverdag, i naboens og i udviklingen af velfærdssamfundet. Vores helte er mennesker i de folkelige fællesskaber, foreninger og ildsjæle. Skurken, der bør bekæmpes politisk, er en stærk mig-selv-nok-kultur.

Gennem bedre livsvilkår, øget indflydelse på eget liv og opretholdelse af ro og orden, bekæmper vi den frygt, der er grobund for nationalistiske højrekræfter.

Vi kan se kulturkampen afspejlet i vores statslige styringsparadigme. Særligt i nullerne har staten skubbet på en udvikling, hvor institutioner og mennesker konkurrerer i stedet for at samarbejde. Vi skal gøre op med New Public Management, hvor konkurrence er det eneste saliggørende i form af udlicitering, markedsgørelse, kommercialisering af offentlige selskaber, karakter-ræs mellem elever osv. Vi skal i stedet styrke samarbejde, borgerdreven innovation og tillid. Særligt i udviklingen af velfærdsstaten. I den forbindelse bør vi styrke alliancen med borgerne – også selv hvis det sker på bekostning af medarbejderne og fagbevægelsen.

Gennem bedre livsvilkår, øget indflydelse på eget liv og opretholdelse af ro og orden, bekæmper vi den frygt, der er grobund for nationalistiske højrekræfter. Vi skaber samtidig håb om en bedre fremtid. Lad dette være principperne for fremtidens sociale demokrati.

Johannes Lundsfryd er selvstændig rådgiver og forfatter til debatbøgerne ”Opgør med egoismen” og senest ”Tid til ny kulturkamp”. Han er gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Middelfart Kommune.


Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Du kan læse mere om konkurrencen her.

Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Bent Hansen: Frihed, lighed, deltagelse
Charlotte Holtermann: Et princip om en værdig død
Charlotte S.H. Jensen: … for at fri vor bundne ånd
Daniel Buur Christensen: Det er dejligt at være socialdemokrat
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Erik Herss: Målet er frihed
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Inger-Lise Nedergaard Carstensen og Vivian Nedergaard T. Brodthagen: Visioner og virkelighed
Jeppe Lindstrøm Christiansen: Vores Socialdemokrati
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Kurt Kirkedal Jensen: Det skulle have været så godt
Morgan Krüger: Uddannelsespolitikken skal ud af overfløjens hænder
Nicolai Kjærgaard Sørensen: S skal ud af sin comfort zone
Ole Lund Petersen: Det står vi for
Per Kristensen: Med dannelsen som drivkraft
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Sille Haarh-Asmul: Vores børn er vores fælles fremtid
Søren V. Knudsen: Fremtiden tilhører socialdemokratismen
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag

Johannes Lundsfryd (S) er borgmester i Middelfart Kommune.


Kommentarer fra Facebook