Lykkepartiet er lykkeriddernes hede drøm

Lykkepartiet er partiet for folk, der gerne vil være politikere, men samtidig vil slippe for alt bøvlet med politik.
Foto: Pressefoto: Alternativet
Lykkepartiets stifter og bestyrelsesformand René Gade.
Endnu et dansk politisk parti så i sidste uge dagens lys.

Partiet hedder Lykkepartiet. I spidsen for den lille gæve flok står tidligere folketingsmedlem René Gade.

At kalde det et politisk parti i traditionel forstand er måske lige at strække den, for partiet har ingen ideologi, ingen medlemmer eller en partiorganisation. Partiet skal udelukkende være for de valgte medlemmer og en bestyrelse. Ikke noget af det besværlige medlemsdemokrati som martrede René Gades tidligere parti, Alternativet.

Det eneste, der forener partiet er en “demokratisk 20-punktsplan” som partistifteren har nedfældet, som man som kandidat skal forpligte sig til at arbejde for.

Det hele bliver bedre, hvis bare man arbejder sammen allesammen.

Lykkepartiet er født ud af tanken om at beslutninger på Christiansborg bliver bedre, hvis bare alle arbejder sammen. De gamle partier bruger for meget tid på at kæmpe mod hinanden og for lidt tid på at lytte. Det hele bliver bedre, hvis bare man arbejder sammen allesammen.

"Lykkepartiet vil sikre, at vores demokrati og folketing fungerer som et landshold. Som gammel kommunikationsmand har jeg registreret, at partierne knoklede mod hinanden for at få deres dagsordener igennem. Det udviklede sig til sådan en bandekrig mellem partierne, og det kan umuligt være den sundeste måde for Danmark, at politikerne arbejder sammen på," siger partistifteren om projektet til TV2 Østjylland.

Alternativet - bare uden bevægelsen

Undertegnede har selvfølgelig ikke verdens bedste track record, når det handler om at forudsige nye partiers potentiale, som da jeg forudså at Alternativet aldrig ville blive den helt store succes, men Lykkepartiet virker som et endnu mere flyvsk projekt. Og det er svært at se hvilke vælgere, det skulle interessere.

Sammenligner man det nye parti med Alternativet, er der en række afgørende forskelle: Alternativet havde både en overordnet politisk vision, der handlede om en bedre verden, en meget konkret politisk dagsorden at samles om - klimakrisen. Endelig havde Alternativet muligheden for at fiske i et vælgerhav på venstrefløjen, der var i opbrud efter at Thorning-Corydon-aksen havde smadret SF og Socialdemokratiet.

Uffe Elbæk havde som folketingsmedlem en platform og en mulighed for at ansætte nogle mennesker til at føre hans ideer ud i livet.

Man kan sige mange ting om Uffe Elbæks evner som politiker, mens som inspirator og igangsætter af projekter er han noget særligt. Uffe Elbæk er typen, der kan få folk til at smide alt hvad de har i hænderne for at følge ham.

Men René Gade har hverken en platform eller den samme karisma som Uffe Elbæk. Det er derfor svært at se, at projekt Lykkepartiet skulle blive en succes.

Politik uden forpligtelser

Rene Gade har nogle spredte tanker om et bedre fungerende Christiansborg ved hjælp ekspert-databaser, teambuilding-øvelser og mere åbenhed.

Mange af Lykkepartiets mere mainstream forslag, som en revision af offentlighedsloven, lobbyregister og mere åbenhed om partistøtte er hentet direkte fra Alternativets bagkatalog.

De mere vidtgående forslag: Som f.eks. ønsket om en ikke-partipolitisk statsminister, Folketingets valg af ministre, fireårige faste valgperioder eller et forbud mod at skrive artikler ved brug af anonyme kilder er nok mere partistifterens drøm.

Og i øvrigt kræver meget af det en grundlovsændring.

Politikere skal give svaret

Lykkepartiet er den uideologiske projektmagers våde drøm. Et parti, hvor man kan mene lige hvad man har lyst til, uden at skulle forpligte sig til et fællesskab. Der er ingen bestyrelse eller vælgerforening at stå til regnskab for.

Eller som Lykkepartiet selv skriver:

“Vi har ikke opskriften på de politiske løsninger – heller ikke på lykken – men svarene finder vi, når vi tør spørge og blive klogere. Vores holdninger er ikke bedre end andres.”

Hvis man ikke har lyst til at melde klart ud, hvad man overordnet mener om skatter, de offentlige ydelsers størrelse, udlændingepolitikken eller normeringer i daginstitutioner, men blot vil sørge for at alle politikere, der rent faktisk mener noget, snakker ordentligt sammen, så har man ikke noget at gøre i et parlament.

Han gider bare ikke alt bøvlet med at være politiker.

Jeg tror ikke, at den politikerlede som René Gade vil tage et opgør med, løses ved at dem, der vil være politikere, slår ud med armene og på forhånd nægter bare at forsøge at give et svar på, hvordan vi som samfund får mest mulig lykke, eller afviser at politik er en kamp om ressourcer, hvor man indimellem skal prioritere om pengene skal bruges på pædagoger eller panserkøretøjer.

På mig virker det som om Rene Gade gerne vil være politiker, han gider bare ikke alt bøvlet med at være politiker. Jeg har dog en forhåbning om, at vælgerne sørger for at han slipper for tjansen.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce