Krigen i Gaza har givet mange voldsomt, følelsesladede reaktioner – også sammenlignet med alle de andre tragiske konflikter, der omgiver os i Irak, Syrien og Ukraine. Mediebilledet er meget mere broget og engagementet er langt større, når Israel er en del af konflikten.

Jeg har for eksempel aldrig før haft så kraftig respons på en Facebook-opdatering som da jeg midt i juli måned skrev, at jeg har opgivet at argumentere med dem, der mener, at man er imod Israel, fordi man kræver et øjeblikkeligt stop for bombningen af den blokerede og overbefolkede interneringslejr, som Gaza er. Og at jeg fandt det stødende, når man anklagede Hamas for at bruge civile som menneskeligt skjold, når man ved, at der ingen steder er for de civile at gemme sig. Desuden vedhæftede jeg den tapre, ensomme 91-årige israelske fredsaktivist, Uri Avnerys, seneste ugekommentar.

Der kom 4.100 likes og 850 delinger, så mit budskab nåede ud til 130.000 mennesker! Der kom også et par hundrede kommentarer, de fleste var enige og anerkendende – og et stort mindretal så mit budskab som urimeligt anti-israelsk!

Jeg tror, at det meget godt afspejler opinionen. De fleste af os er vokset op med sympati for staten Israel, der blev født ved beslutning i FN som reaktion på Holocaust.

De fleste af os synes uanset rækkefølgen i grusomhederne også, at det er totalt uacceptabelt og selvødelæggende, når Gazas palæstinensiske kampgrupper skyder deres idiotiske raketvrimmel af mod israelske stor- og landsbyer.

Men de fleste af os synes også, at det er grusomt at opleve en af verdens bedst udrustede militærapparater smadre et par tusinde – fortrinsvis civile – liv og invalidere mange tusind andre; ødelægge tusinde af hjem i en forvejen ruineret fattiggård; bombe skoler, hospitaler, moskeer, de få fungerende virksomheder og fyre granater af mod børn på stranden og flygtninge i FN-bygninger.

Og de fleste af os synes uanset rækkefølgen i grusomhederne også, at det er totalt uacceptabelt og selvødelæggende, når Gazas palæstinensiske kampgrupper skyder deres idiotiske raketvrimmel af mod israelske stor- og landsbyer. Vel vidende, at de stort set alle fanges af det israelske raketskjold og derfor heldigvis ikke slår civile israelere ihjel. Men det nedkalder alene en tusind gange så dødelige reaktion fra Israel.

Israel har både her i landet og verden over sin store skare af venner, der forsvarer alt, hvad staten gør, som retten til selvforsvar. Og USA fortsætter og fremskynder våbenleverancerne, selv om Obama og Kerry - næsten uhørligt - mumler en opfordring til at stoppe den voldsomme beskydning med de store civile tab.

Jeg får enkelte breve – nogle endda anonyme – fra danskere af jødisk herkomst, der roser min kritik af krigen, men en ældre dame tilføjede, at hun jo ikke selv som jøde åbent kan kritisere staten Israel.

Det minder om en grundtone hos mange af Israels venner som chokerede mig allerede, da jeg som udenrigsminister mødte Danmarks gode ven, den liberale kongresmand fra Californien, Tom Lantos, der også var en markant fortaler for menneskerettigheder, og som selv med nød og næppe undslap Holocaust i Ungarn i 1944.

Vi havde en god udveksling af viden og synspunkter om konflikten mellem israelere og palæstinensere, indtil jeg på et tidspunkt kritiserede, hvad jeg også dengang fandt var overdreven, israelsk, militær reaktion mod palæstinenserne. Lantos’ reaktion var: ”Du kan ikke tale om overdrevne reaktioner til et menneske, der har oplevet Holocaust.” 

Dér stoppede muligheden for dialog.

For jeg synes godt , at man kan tale om overdrevne reaktioner, dengang og nu: Israel har ret til at få stoppet raketterne og forhindre tunneller, der gør det muligt for en ellers totalt underlegen modstander at lave commando-raids ind i Israels civile liv.

Men Israel burde acceptere, at der er andre metoder end sønderbombning af Gaza tredje gang på seks år.

Og frem for alt burde den verden, der støtter Israels ret til at leve i fred og sikkerhed, insistere på en løsning af den grundlæggende uretfærdighed, der fastlåser besættelsen og koloniseringen af det palæstinensiske land på Vestbredden og den totale indespærring af beboerne i verdens største interneringslejr i Gaza, hvor der ikke levnes nogen som helst chance for at leve et anstændigt liv og blive selvforsørgende.

For så længe en så dyb uret fastholdes, så fostres kun had og kamp. Når man ikke giver de moderate, der vil freden, et eneste gram af indrømmelser, men insisterer på at fastholde besættelse og blokade af et helt folk , så kan man aldrig med nok så mange granater og missiler og nok så megen overvældende militær overmagt udrydde Hamas.

Derfor er vi nogen, der både gribes af voldsomme følelser ved at se de civile tab og enorme ødelæggelser, og helt savner forståelse af, hvordan Israel nogensinde vil finde fred med sine naboer ved den kurs, der så systematisk kombinerer manglende politiske og humanitære indrømmelser med gentagne militære kampagner mod fattiggården på størrelse med Langeland, hvor der lever 1,8 millioner fattige mennesker.  Halvdelen under 18 år.

Og det betyder ikke, at vi ikke af hele vort hjerte også gerne ville bidrage til Israels sikkerhed, fred og fortsatte eksistens.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er tidligere socialdemokratisk finansminister, udenrigsminister og i dag formand for Folketinget.