Nyrup-regeringens 25 års jubilæum: Torsdag 25. januar 1993 trådte Poul Nyrup Rasmussen frem på Amalienborg med sin nye regering. Ud over Socialdemokratiet bestod den også af Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Kort tid forinden har den borgerlige Schlüter-regering måttet gå af som følge af Tamilsagen, og dermed er næsten elleve års borgerligt styre brudt.

Da regeringen kommer til, har den et altoverskyggende mål: At få knækket den høje arbejdsløshed, der har passeret 330.000 personer, eller over 12 procent af arbejdsstyrken. Som finansminister stod Mogens Lykketoft for at designe den politik, der skulle knække arbejdsløshedskurven og få bragt opsvinget tilbage. Og når han i dag, præcis 25 år efter ser tilbage, lægger han ikke skjul på, at han er tilfreds med de resultater, som regeringen opnåede i de knap ni år, den var ved magten:

”Vi får antallet af danskere i beskæftigelse løftet med over 200.000 personer. Det er langt mere, end hvad man kunne forvente alene som følge af konjunkturerne omkring Danmark. Samtidig lykkedes det at føre en økonomisk politik, der ikke selvstændigt bidrog til at skabe større ulighed, og hvor vi lagde op til vækst i det offentlige forbrug på samme takst som det private forbrug, cirka to procent om året. Og så viste vi, at man godt kan skabe vækst uden at sænke skatterne,” fortæller han til Netavisen Pio.

Borgerlig modstand mod aktiv finanspolitik
Dengang tilbage i 1993 var det ellers noget af en kamp at komme igennem med forslag om at sætte ind over for den høje arbejdsløshed. Det var også i høj grad en ideologisk kampplads om, hvorvidt staten i det hele taget burde gribe ind og forsøge at stimulere økonomien gennem en aktiv finanspolitik, fortæller Mogens Lykketoft: ”Vi afløste en regering, der sagde, at det hele nok skulle rette sig, og at man ikke ville føre en konjunkturpolitik af keynesiansk karakter. Det sagde vi klart, at vi ville.”

Vi afløste en regering, der sagde, at det hele nok skulle rette sig, og at man ikke ville føre en konjunkturpolitik af keynesiansk karakter. Det sagde vi klart, at vi ville

Det var dog ikke kun den borgerlige opposition, som var skeptiske over for den nye regerings planer. I Finansministeriet lød beskeden, at godt nok var arbejdsløsheden på 12 procent. Men de 9 procent var det, Finansministeriet kalder ’strukturel ledighed’, det vil sige arbejdsløshed, som ikke kan bekæmpes ved blot at øge efterspørgslen, fordi de ledige ikke har de forudsætninger, der skal til, for at komme i arbejde.

”Så sagde jeg, at så har vi to opgaver, og vi skal gøre de to ting samtidig: Vi skal for det første stimulere efterspørgslen, så flere kommer i arbejde. Og vi skal for det andet investere massivt i opkvalificering og skabe bedre arbejdsmarkedsstrukturer, så den strukturelle ledighed falder”.

Investeringer satte gang i økonomien
Som finansminister stod Lykketoft bag den såkaldte ’kickstart’ af dansk økonomi, hvor man satte gang i efterspørgslen ved at fremrykke offentlige investeringer. Samtidig gav man danskerne flere penge mellem hænderne, som de kunne forbruge. Dels ved en skatteomlægning, der på kort sigt pumpede flere penge ud i økonomien, end der blev opkrævet. Og dels ved at give danskerne mulighed for at foretage en omlægning af højtforrentede lån, der var optaget i 1980’erne, til lån med en langt lavere rente.

”Jeg mener, at vi fandt en utrolig effektiv kombination af redskaber til at stimulere økonomien. Samtidig lagde vi en midlertidighed ind, så den stimulerende effekt forsvandt i takt med, at konjunkturerne forbedrede sig og der var risiko for flaskehalse på arbejdsmarkedet”, forklarer Lykketoft.

Samtidig peger Lykketoft på, at regeringen faktisk trak folk midlertidigt ud af arbejdsstyrken: ”Vi begrænsede arbejdsudbuddet midlertidigt ved at indføre en række orlovsordninger, blandt andet uddannelsesorlov og forældreorlov. Vi ville så hurtigt som muligt få skabt plads på arbejdsmarkedet til dem, der havde gået ledige i lang tid. Og give dem, der havde et arbejde, mulighed for at opkvalificere sig. I takt med, at konjunkturerne blev forbedret og arbejdsløsheden faldt, begrænsede vi så adgangen til orlovsordningerne”, fortæller han.

Kilde: Danmarks Statistik, fuldtidsledige (netto)

Moderniserede flexicurity-modellen
Sideløbende med at regeringen stimulerede efterspørgslen, gennemførte den også en række arbejdsmarkedsreformer, der netop havde til formål at knække den såkaldte strukturelle ledighed. Målet var at sikre ikke bare et større arbejdsudbud, men også et arbejdsudbud med de rette kvalifikationer.

Mange skulle over i en ny type af job, og det var derfor nødvendigt at investere i efteruddannelse og opkvalificering.

Derfor måtte den danske flexicurity-model moderniseres, så den ikke kun bestod af et fleksibelt arbejdsmarked (flexibility) og relativ høj indkomstsikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed (security), men også det tredje ben, nemlig den aktive arbejdsmarkedspolitik:

”Vi moderniserede flexicurity-modellen ved at opprioritere den aktive arbejdsmarkedspolitik. For den arbejdsløshed, vi stod over for, handlede ikke bare om, at der var nedgang i konjunkturerne. Den handlede om, at mange skulle over i en ny type af job, og det var derfor nødvendigt at investere i efteruddannelse og opkvalificering.”

Arbejdsløsheden falder med 200.000 personer
Fra 1993 til 2001 falder arbejdsløsheden fra omkring 330.000 til 130.000 – altså et fald på 200.000 personer. Dermed kommer arbejdsløsheden også langt under de 9 procent, som Finansministeriet i 1993 havde fastlagt som grænse for den strukturelle ledighed.

Vi havde ikke kun fokus på at øge arbejdsudbuddet, men også på at arbejdsudbuddet havde de rigtige kvalifikationer

Det store fald i arbejdsløsheden var samtidig bemærkelsesværdigt, fordi også de andre økonomiske nøgletal såsom inflation, betalingsbalance og den offentlige saldo udvikler sig gunstigt på samme tid – noget som statsminister som Jens Otto Krag, Anker Jørgensen og Poul Schlüter havde kæmpet med i årtier:

”Vi var vel den første regering i efterkrigstiden, som det lykkedes at få forbedret flere balancer på én gang. Vi har bedre jobbalance, bedre betalingsbalance og bedre balance på statsfinanserne. Betalingsbalance blev hjulpet af, at olien steg kraftigt i alle de år, og så er det jo egentlig ikke så mærkeligt, at det giver bedre balance på statsfinanserne, når folk kommer i arbejde og betaler skat, frem for at være på overførselsindkomst”.

Fogh hældte brænde på bålet
Faktisk begynder det at gå så godt i Danmark, at regeringen i 1998 må gribe ind med den såkaldte ’pinsepakke’ og lægge en dæmper på opsvinget, der ellers kunne have ført til en overophedet økonomi:

”Pinsepakken strammede op over for en ny ejendomsboble, og samtidig forhindrede den flaskehalse på arbejdsmarkedet. Den form for indgreb er sjældent populære. Og pinsepakken var den sidste gang, at en regering har prøvet at forebygge en eksplosion i boligpriserne.”

Mogens Lykketoft ser 90’ernes økonomiske politik som en skarp modsætning til den økonomiske politik som Anders Fogh Rasmussen førte op gennem nullerne. Anders Fogh fastfrøs blandt andet ejendomsværdiskatten og sænkede skatterne på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden i forvejen var lav:

”Anders Fogh førte konjunkturmedløbspolitik, som fik økonomien og boligmarkedet til at eksplodere, sådan at da finanskrisen ramte Danmark, så ramte den med meget større kraft, end i vores nabolande”.

En anden lektie fra 90’erne, som Lykketoft savner i de senere års politik, er i forhold til spørgsmålet om at øge arbejdsudbuddet. ”Vi havde ikke kun fokus på at øge arbejdsudbuddet, men også på at arbejdsudbuddet havde de rigtige kvalifikationer, som blev efterspurgt på arbejdsmarked. Det kunne man godt tænke lidt over i forhold til de reformer, der er gennemført sidenhen”.