Lykketoft til nye ministre: Ha’ en plan - ellers udfylder embedsværket vakuumet

En minister skal komme ind med en klar politik kurs - ellers løber embedsapparatet med deres egen dagsorden. Sådan lyder advarslen fra S-nestor
Over halvdelen af de nye socialdemokratiske ministre, som Mette Frederiksen (S) har præsenteret torsdag, har aldrig bestridt den magtfulde ministerpost før.

Ud af de 20 ministre i den socialdemokratiske mindretalsregering, kan de 11 passende bære et skilt med teksten “ny i job”.

Det gælder om at komme ind med en klar målsætning og få embedsværket til at dreje antennerne i den rigtige retning

Men hvad skal man gøre for at holde embedsapparatet i skak, hvordan undgår man de værste faldgruber, og bliver der overhovedet tid til sommerferie i år?

Netavisen Pio har spurgt den meget erfarne socialdemokrat Mogens Lykketoft, om hvilke råd han, som tidligere skatte-, udenrigs- og finansminister, har til nye ministre.  

Få embedsværket til at dreje antennerne 

Hvad er dit bedste råd til de nye, som aldrig har været ministre før?

“Jeg tror faktisk ikke, at de har brug for særlig mange råd. De har jo erfaring som ordførere og kender deres områder rigtig godt. Men det er klart, at det gælder om at komme ind med en klar målsætning og få embedsværket til at dreje antennerne i den rigtige retning. Og det vil embedsværket også godt, hvis de får klar besked,” siger Mogens Lykketoft.  

Det der i virkeligheden var sværest, var at få pejlet sig ind på, hvordan jeg kunne få maksimeret min mulighed for at få min politik igennem

Hvad husker du som det sværeste, da du selv blev minister første gang i 1981?

“Det der i virkeligheden var sværest, var at få pejlet sig ind på, hvordan jeg kunne få maksimeret min mulighed for at få min politik igennem i forhold til alle de forskellige interesser i Folketinget. Man skal selvfølgelig have styr på sit embedsapparat og vide, hvad det kan bruges til. Men det næste er at få omsat det til politiske resultater. Og her skal man stift en masse personlige relationer til ordførerne fra de andre partier.” 
 

Embedsværk vil udfylde vakuum 

Hvilke faldgruber er der i jobbet, som de nye ministre med fordel kan holde øje med? 

“Der er masser af faldgruber, men det gælder om at holde en kurs og holde fast i de centrale målsætninger, som ens regering har. Man skal have det rigtige samarbejde med ens embedsmænd, de politiske ordførere, sin ens egen gruppe - og i mange ministerier også et samarbejde med de interesseorganisationer, som er på ens området. Det er en uendelig lang samtale, som man går i gang med, når man bliver minister.”

Embedsværket altid have deres egne planer at udfylde vakuummet med

Der har været talt meget om magtfordelingen mellem embedsmænd og politikerne. Hvordan står man imod embedsapparatet og holder fast i sin egen politik? 

“Vi har et enormt loyalt, fleksibelt og klogt embedsværk - hvis ministre ved, hvad de vil. Men hvis man som minister ikke ved, hvad man vil, så vil embedsværket altid have deres egne planer at udfylde vakuummet med.”

Du får et enormt kompetent, slagkraftigt embedsapparat stillet til rådighed

En uendelig lang samtale 

Hvad overraskede dig mest ved minister-jobbet, dengang du startede? 

“Det som var det mest fascinerende var den enorme kapacitet, man får, når man kommer ind som minister. Du får et enormt kompetent, slagkraftigt embedsapparat stillet til rådighed, og hvis du kan få det tunet rigtigt ind og få forklaret dem, præcis hvad du vil have, så får du mangedoblet din mulighed for at få din politik igennem.”  

Så tror jeg ikke, at jeg ville få nogen sommerferie.

Aflys sommerferien  

Hvis du nu var en ung socialdemokrat, som netop havde fået en ministerpost i dag for første gang, hvordan ville du så bruge din sommerferie? 

“Så tror jeg ikke, at jeg ville få nogen sommerferie. De vil få meget travlt, for de skal jo være klar med et udkast til en finanslov allerede i august.”

Så hvis der er nogen, der har booket to uger i Thailand, så synes du, at de skal ringe og afbestille?

“Ja, den tror jeg ikke, at de får brug for,” lyder det spøgefuldt fra Mogens Lykketoft.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce