Lykketoft vil skære ned på samråd og maratondebatter: "Gigantiske tidsrøvere"

Tidligere formand for Folketinget vil mindske den del af politikernes arbejde, som kun bruges til polemik og selvpromovering.
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Mogens Lykketoft, tidl. formand for Socialdemokratiet, tidl. finans- og udenrigsminister
Diskussionen om Christiansborg-politikernes arbejdsvilkår er igen kommet på dagsordenen, efter at Venstres forsvars- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen i sidste uge meddelte, at han taget på sygeorlov i ubestemt tid.

Og nu blander tidligere formand for Folketinget, Mogens Lykketoft, sig i debatten om politikernes arbejdsvilkår.

Det sker i et debatindlæg hos Altinget.

Hans bud er en “politisk aftalt nedtrapning” af den del af folketingsarbejdet, der alene foregår for at politikerne kan positionere sig i medierne, men som alligevel ikke bidrager til løsning af ét eneste problem.

Røver deres arbejdstid

Og her peger han på Folketingets åbne samråd og Folketingets maratondebatter, som oplagte steder at starte.

Han kalder de åbne samråd en ekstrem tidsrøver – ikke mindst i ministrenes arbejdsdag.

"De bruges bevidst eller ubevidst på en måde, der røver deres arbejdstid og forhindrer dem i at fundere. Samråd, der er lukket for medierne kan derimod bidrage til frugtbar tankeudveksling mellem regeringen og Folketinget, og på en god dag kan de forbedre lovgivningen," mener Lykketoft.

Maratondebatterne - altså åbnings- og afslutningsdebatten - får borgerne heller ikke meget ud af, andet end stigende politikerlede:

"De er mest en tryktest af den polemik, der skal nedgøre modstanderne, og de fleste folketingsmedlemmer tror fejlagtigt, at det øger deres anseelse og stemmetal.”

Men det er de færreste borgere, der følger debatterne til ende, og det er nok kun et mindretal af de få, der efterlades med indtryk, der øger politikerstandens anseelse."

Folkestyrets eklatante fiasko

Mogens Lykketoft er ikke den første tidligere politiker, der kritiserer de åbne samråd.

De baner vejen for diktaturet, lød det fra tidligere justitsminister Søren Pind i 2017.

De burde være "demokratiets totale triumf", men er endt som det modsatte – "folkestyrets eklatante fiasko og den værste opfindelse i dets historie, sagde den mangeårige Venstre-politiker til Berlingske.

"I virkeligheden baner det vejen for diktaturet. Fordi det udstiller og latterliggør og forhåner og er uægte. Det er i sig selv og i sin helhed en løgn".

Flere hjælpere giver flere møder

Mogens Lykketoft vender sig i sit indlæg også mod tanken om, at mere sekretariatsbistand til politikerne kan afhjælpe problemet.

Flere medarbejdere betyder bare flere møder, mener han og desuden skal "ministre, partiledere og politiske ordførere helst ... være selvhjulpne og situationsbevidste og ikke bare plapre løs af, hvad taleskrivere og spindoktorer kan finde på til dem."

77-årige Mogens Lykketoft blev minister første gang i 1981 og var senere både finans- og udenrigsminister.

Han var formand for Folketinget fra 2011 til 2015 og samme år blev han formand for FN's generalforsamling.

Fra 2002 til 2005 var han formand for Socialdemokratiet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Efterhånden ligner det en børnehave derovre på borgen med en masse tidsspilde. Har nærmest fornemmelsen af som Lykketoft skriver selvpromovering når man forlanger samråd ved alle lejligheder som straf og hvad fører de til!

Klokken 16.00 er det fyraften. Men mindre noget uopsætteligt opstår. Men det kan et vagthold så tage sig af. Har aldrig forstået nødvendigheden af at forhandle hele natten indtil nogen begynder at falde om. Politikerne har ikke kun sat deres eget arbejdsmiljø i brand de seneste 20 år. De har sat hele samfundet i brand med deres reform og forandringsiver. Og værst af det hele. Politikerne har sat befolkningsgrupper op mod hinanden og ødelagt freden i det danske samfund. For mange danskere oppe i årene findes intet af deres verden mere. Alt skal hele tiden rykkes op med roden og nyt udplantes ugennemtænkt i hast.

Annonce