Henter indhold

11. juni 2018

Annonce:
Opinion
Mål for sygefravær er ingen mirakelkur
Et nationalt mål for sygefravær er ikke den mirakelkur, vi venter på. Christiansborg kan ikke beslutte at sygefraværet i det offentlige skal ned.
11. juni 2018

Sygefraværet er noget, vi hele tiden arbejder for på arbejdspladserne, og så fejrer vi det, når det lykkes.

Teknokratisk ide
Det er en fuldstændig håbløs, teknokratisk ide, at innovationsministeriet skulle kunne sætte nationale mål for sygefraværet i kommuner og regioner. Resultatet vil i værste fald blive flere skemaer og mere bureaukrati.  Man kan kun fantasere om, hvad straffen mon vil blive, hvis en kommune ikke når målet?

Det er en fuldstændig håbløs, teknokratisk ide, at innovationsministeriet skulle kunne sætte nationale mål for sygefraværet i kommuner og regioner.

Sophie Løhde forslog i sidste uge, at en national målsætning for sygefraværet i det offentlige skulle være en del af i økonomiaftalerne med KL og regionerne. Selvom forslaget blev blankt afvist af både formændene for henholdsvis KL og Danske regioner, er ideen ikke begravet. Den kan meget vel komme med i Regeringens varslede sammenhængsreform efter sommerferien.

Som offentligt ansat sidder man med en grim smag i munden, når sådan et forslag kommer fra en minister, der netop har er stort ansvar for velfærdsinstitutionernes rammer. For kender man bare en smule til årsagerne til et højt sygefravær på landets hospitals afdelinger eller i hjemmesygeplejen, ved man, at arbejdspres præger manges hverdag. Arbejdspres der skyldes mange års øgede produktivitetskrav, besparelser og forandringer.

Dårlig trivsel giver sygefravær
Fra forskningen og sygeplejerskerne selv ved vi, at der er en klar sammenhæng mellem omfanget af sygemeldinger og dårlig trivsel og mangel på kvalitet på jobbet.  Der er en sammenhæng mellem arbejdsmiljø og fravær. Det er derfor ikke for sjov, at flere fagforeninger har påpeget, at kravene til arbejdet er stigende, og at de ansatte ikke kan følge med. Det kan måltal og regneark ikke løse.

Det er derfor ikke for sjov, at flere fagforeninger har påpeget, at kravene til arbejdet er stigende, og at de ansatte ikke kan følge med

Det værste ved forslaget er den manglende forståelse af, hvad der gør en arbejdsplads god. En væsentlig faktor for netop at nedbringe sygefraværet er et godt arbejdsmiljø med en nærværende og forstående ledelse, der har tillid til de ansatte. Og det er lige præcis det modsatte, det her forslag lugter af. Manglende tillid til at de offentlige arbejdsgivere ikke allerede har fuld skrue på sygefraværsindsatserne. Og manglende tillid til, om folk nu virkelig er syge, når de melder sig syge.

Udbred de gode erfaringer
Løhde og co. bør i stedet koncentrere sig om at skabe bedre rammer for de offentlige arbejdspladser. Udbrede de gode erfaringer der gør, at nogle lykkes med at vende et højt sygefravær. Ministeren nævner selv Københavns kommune som et sted der har vendt udviklingen. Hvis ministeren gik lidt mere ind i den case, ville hun vide, at det blandt andet er et resultat af politiske prioriterede indsatser. For eksempel træning i arbejdstiden for at forebygge fysiske problemer i ældreplejen. Tilbud om forløb til stressramte og stressklinikker. Målrettet arbejde med at skabe robuste arbejdspladser i stedet for et snævert fokus på robuste individer. Systematisk arbejde med tillidsbaseret ledelse og meget mere.

Kom i gang Løhde!

Så kom i gang Løhde. Vi har brug for gode rammer og redskaber – ikke bureaukratiske målsætninger udregnet af regnedrenge, der ikke kom mål med at spare frokostpausen væk.

Signe Hagel Andersen er næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København.

Dagens Pioklumme er et fast indlæg på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Designed by SKARP & GACELA 2018 PIOPIO