Der ingen tvivl om, at valgresultatet i Frankrig er en glædelig nyhed, der tænder et forsigtigt lys i mørket. Men i den euforiske sejrsrus skal vi begejstrede passe alvorligt på med at glæde os for tidligt.  For vi må erkende, at selvom Macron på papiret vandt en overbevisende sejr, så var det på et spinkelt grundlag. Der er ingen ny kurs, der er ingen turnaround og der er ingen vigtige opskrift, som andre lande kan kopiere.

I aften har Frankrig valgt fremtiden fremfor fortiden. Håbet fremfor frygten. Samarbejdet fremfor isolation. Macron fremfor Le Pen. Merci!
— Morten Østergaard (@oestergaard) May 7, 2017

Congratulations @EmmanuelMacron on your historic victory tonight - France has chosen hope over fear. #Presidentielle2017

— Helle Thorning S (@HelleThorning_S) May 7, 2017

Emmanuel Macron vandt ikke valget, fordi han tilbød en ny retning for Frankrig, ikke fordi han besidder nøglen til at skabe reel forandring og han har ikke leveret et overbevisende politisk program, som har kunnet begejstret og opildnet det franske folk.

Macron vandt, fordi han har promoveret sig selv som en outsider, fordi de klassiske franske magtpartier faldt sammen, fordi han med sin græsrods-agtige-bevægelse ’En Marche!’ placerede sig som et politisk alternativ og frem for alt fordi franskmændene, ikke ønskede at sætte højre-populisten Marine Le Pen i spidsen for deres højt elskede republik.

Den skrøbelige sejr
Hvis man kigger Macron efter i sømmene, så skal vi lede længe efter svar på hvordan man generelt kan besejre de populistiske partier, hvordan man får en shaky økonomi tilbage på sporet og hvordan man effektiviserer en hårdt presset offentlig sektor.

Frankrigs nye præsident får store udfordringer med overhovedet at lede sit land. Der er ikke meget konkret at komme efter, selvom mange gerne vil sammenligne ham med både den canadiske premierminister Justine Trudeau og den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy. Godt nok var de også unge mænd, men her hører sammenligningerne også op.

Macrons styrke var at fremstå som et ubeskrevet blad, men det bliver også hans svaghed.

Macrons styrke var at fremstå som et ubeskrevet blad, men det bliver også hans svaghed.

Når hverdagen og virkeligheden igen kicker ind, så skal det luftige politiske program omsættes til konkrete politiske udspil, der skal udpeges en ny regering og skal laves politik i øjenhøjde. At komme 'udefra' bliver en enorm udfordring, når Macron begynde at bevæge sig ned i det politiske maskinrum i Frankrig.

Når man derfor kigger lidt hverdagsagtigt på det, så tegner der sig et mere dystert billede af de unge præsidents fremtid. Den store franske avis Le Figaro skrev således: ”Kigger man lidt nærmere, kan perspektiverne for den nye præsident blive langt mere komplicerede”.

På samme måde beskrev avisen La Croix resultatet som: ”En stor og skrøbelig sejr”.

Macron - de store forvandlingers mand
Særligt den konkrete politik hos Macron er ubeskrevet og udfordrende. Det politiske generalieblad lader utroligt mange spørgsmål stå ubesvaret hen.

Det vides, at han er meget pro-EU (støtter fælles eurozone-budget og eurozone-finans-minister), men at han vil gøre det på en anden måde; han vil lette skatterne for virksomhederne, men øge dem for de rigeste indkomster; han vil bekæmpe arbejdsløshedsstatistikken, men rydde op i arbejdstagerrettighederne. Han er lykkes med at placere sig rigtigt, han har sagt de rigtige ting og formåede at være til stede på det rigtige tidspunkt.

At Macron slog Le Pen er en sejr, der aldrig kan tages fra ham. Det var vigtigt og uvurderligt. På den korte bane sikrer det EU, skaber stabilitet i fransk økonomi og øger muligheden for at kunne reformere en offentlig sektor i store vanskeligheder. Men spørgsmålene hober sig op: Hvem skal Macron have med i regering og lede landet sammen med? Hvad bliver hans økonomiske politik? Og hvordan skal han skabe de resultater, der kan overbevise franskmændene om, at han er et det alternativ han lovede.

Kun konkrete resultater kan forhindre at de populistiske kræfter vil stå endnu stærkere i 2022.

Kun konkrete og mærkbare resultater kan forhindre at de populistiske kræfter til højre og venstre vil stå endnu stærkere i 2022.

Spørgsmålet som kun Macrons politiske resultater i Frankrig vil vise, er om vi undgik pest, men i stedet fik kolera? Jeg vil som optimist håbe på det bedste, men som realistisk forberede mig på det værste.

 Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.