Frankrigs nyudklækkede præsident, Emmanuel Macron, har præsenteret sig selv som manden på midten, med et revolutionært politisk program, der hverken ligger til højre eller venstre. Og endda som en udefrakommende systemkritiker.

Han bryster sig af at repræsentere det franske folk og lede en bevægelse, ”hvor alle er velkomne – uden undtagelse.”

Han har beskrevet sine politiske visioner i en bog med titlen ”Revolution”. Men betyder det, at han reelt vil gøre op med de særdeles hierarkiske og elitære traditioner i fransk politik?

Flere faktorer peger på det modsatte, som flere medier og den franske venstrefløj også understreger. For selvom der er sociale tiltag i hans program, så er hans politik først og fremmest skabt af og for dem, der befinder sig øverst i samfundspyramiden – arbejdsgiverne, højtuddannede og de bedst lønnede.

Her følger fire argumenter:

1. Hans baggrund
Emmanuel Macron har, på trods af sine kun 39 år, et yderst imponerende CV. Han er uddannet fra den franske eliteskole ENA (École Nationale d’Administration), som har udklækket en stor del af den franske magtelite – herunder en række tidligere præsidenter – François Hollande, Jacques Chirac og Valéry Giscard d'Estaing.

Efter endt uddannelse startede hans karriere som embedsmand for de franske finansmyndigheder, som han forlod til fordel for et job i investeringsbanken Rotschild, hvor han over en periode på fire år skabte sin egen private formue. Siden blev han rådgiver for daværende præsident François Hollande og senere økonomiminister i dennes regering.

Som den danske magtforsker, Christoph Houmann Ellersgaard, skriver i en kommentar i Politiken:

“Alle stederne knyttede Macron bånd til en magtfuld overordnet og blev inviteret med i dennes netværk af tænketanke, kommissioner og lignende. På den måde er Emmanuel Macron formet af den særlige logik, der hersker i de øverste lag af den franske elite.”

2. Hans følgere
Det franske medie Mediapart har undersøgt de nye parlamentarikere fra Macrons bevægelse La République en marche! (LRM) opstillet i Paris, hvor partierne ofte opstiller flere af deres topkandidater. For selvom en lang række af LRM-kandidaterne kun har begrænset politisk erfaring og i den forstand repræsenterer et nybrud, viser der sig dog et interessant sociologisk mønster.

Ud af i alt 18 sæder i valgkredsen Paris, sidder LREM nu på hele 13. De 13 er karakteriserede ved, med en gennemsnitsalder på 40 år, at være relativt unge,  have lange videregående uddannelser, typisk fra elitære uddannelsesinstitutioner (for eksempelx l’ENA), de fleste har en karriere i erhvervslivet bag sig og flere har opstartet en eller flere virksomheder.

Her ses 8 af de i alt 13 nyvalgte LRM-parlamentarikere i Paris.

Kun to ud af de 13 kandidater er fra familier med relativt få midler – de har dog begge været ’mønsterbrydere’ og har været forbi det anerkendte universitet SciencesPo inden de startede deres karriere.

Det sociologiske mønster gentages på nationalt plan. Avisen Le Monde konkluderer i en statistisk analyse, at Macron ikke har formået at skabe en bevægelse, der er repræsentativ i forhold til befolkningssammensætningen.

Ud af parlamentsvalgets 577 opstillede kandidater fra LRM havde over halvdelen en lang videregående universitetsuddannelse, kun 2 havde arbejderbaggrund, hvorimod 71 arbejdede som rådgivende konsulenter i det private erhvervsliv og minimum 151 af kandidaterne har deres egen virksomhed.

3: Hans vælgere
Undersøgelser af, hvilke vælgere, der stemte Macron til præsidentvalgets første runde viser, at vælgerne med de længste uddannelser, den højeste indkomst og med den mest optimistiske tro på fremtiden har stemt Macron. Det er naturligt nok også blandt hans vælgere, at flest erklærer, at de uproblematisk kan finansiere deres månedlige udgifter.

Herunder ses en oversigt over vælgergruppernes indtægter per måned. Blandt Macrons vælgere tjener størstedelen mere end 3000 euro – cirka 22.500 kroner efter skat per måned, hvor størstedelen af de, der stemte på Marine Le Pen eller Jean Luc Mélenchon tjener under 1250 euro efter skat per måned – cirka 9375 danske kroner.

 

Kilde: Ipsos

4. Hans politik
Et af de kraftigste indgreb Macron vil foretage i starten af sin regeringsperiode er en reform af arbejdsmarkedsloven. Det franske arbejdsmarked er særdeles reguleret og karakteriseret af omfattende beskyttelse af arbejdstagerens rettigheder. Det vil Macron liberalisere, da han mener, at det nuværende system er for dyrt og besværligt for arbejdsgiverne.

Han vil derfor, med inspiration i den 'skandinaviske model,' gøre det lettere og billigere at fyre ansatte, og introducere flere projektansættelser. Mange kendere af det franske arbejdsmarked og politiske system vil nikke genkendende til behovet for at gøre op med et system, hvori det kan være nærmest umuligt at udskifte arbejdskraften i franske virksomheder. Men spørgsmålet er, om han også vil indføre samme sociale sikkerhedsnet, som vi har i Skandinavien.

Reformen er endnu ikke offentliggjort i sin helhed, men har allerede vakt kritik i den franske fagbevægelse og på venstrefløjen.

Brug for et 'tillidschok'
En ting er selve lovens indhold, en anden er den proces, hvormed loven vil blive gennemført. Loven vil blive gennemført via såkaldte bestemmelser (ordonnances), som betyder, at de træder øjeblikkeligt i kraft uden at have været diskuteret i det franske parlament.

Først formentlig et år efter lovens midlertidige ikrafttræden vil parlamentet skulle stemme om lovens endelige vedtagelse. Det er ikke en uhørt metode i fransk politik, under Sarkozy blev den anvendt flittigt. Men det er dog en metode som typisk anvendes i forbindelse med meget tekniske love - som ikke nyder samme offentlige interesse som arbejdsmarkedslovgivningen.

Et af de demokratiske problemer hermed er blandt andet, at parlamentet ikke vil kunne diskutere loven eller stille ændringsforslag, før den træder i kraft.

Macron forklarede selv den 9. april, hvorfor det er nødvendigt at gå omgå den normale lovgivningsproces:

”Vi har brug for et tillidschok. En reel acceleration. (…) Vi har behov for at få denne reform gennemført, for at de første resultater vil kunne mærkes hurtigt.”

Loven forventes at blive præsenteret i sin helhed den 27. juni og træde i kraft umiddelbart efter sommerferien.

Macron er folkets fravalg af Marine Le Pen
Fremtiden vil vise, hvordan, og til hvis bedste, Macron vil revolutionere det franske samfund.

Macron vandt en demokratisk sejr over Marine Le Pen, som ellers selvsikkert fremførte sig som 'folkets præsident.' Men hans succes blandt det franske folk overskygges noget af det faktum, at en fjerdedel af de franske vælgere slet ikke stemte til præsidentvalget - og en meningsmåling foretaget lige før præsidentvalget viste, at selv blandt hans vælgere ville kun 36 procent stemme på ham på grund af tiltro til hans person eller program.

De øvrige stemte på ham i mangel af bedre - og for ikke at få Marine Le Pen som præsident.