Annonce

Macrons opgør med historisk lov får blandet modtagelse

Den franske præsident præsenterede torsdag sin berygtede arbejdsmarkedsreform, fagforeningerne har taget bedre imod end forventet
Emmanuel Macron offentliggjorde torsdag et udkast til den arbejdsmarkedsreform, som skal revolutionere den 3040 sider lange arbejdsmarkedslov fra 1910.

Macrons reform blev voldsomt kritiseret inden den blev udfærdiget og fagforeningerne varslede strejke allerede tilbage i juni. Reformen er blevet forhandlet hemmeligt over sommeren, og har ifølge meningsmålinger fået præsidentens popularitet til at falde.

Men fagforeningerne har taget nogenlunde godt imod reformforslaget – som er mindre radikalt end ventet – og kun én ud af de fem største fagforeninger fastholder den varslede strejke.

Regeringen kan stadig foretage ændringer i forslaget, inden det skal godkendes af den franske forfatningsdomstol sidst i september.

Reformen vil ikke ændre vores sociale model
”Alt er ikke perfekt, langtfra” mener Jean-Claude Mailly, generalsekretær i en af de fem største fagforeninger, Force Ouvrière, som roser regeringen for at have lyttet til fagforeningens bekymringer.

”Lovudkastet er ikke ødelæggende for arbejdsmarkedsloven og vores sociale model bliver ikke grundlæggende ændret.”

”Lovudkastet er ikke ødelæggende for arbejdsmarkedsloven og vores sociale model bliver ikke grundlæggende ændret.” Han rejser samtidig tvivl om, hvorvidt reformen vil have en reel indflydelse på arbejdsløsheden i Frankrig. Han forklarer, at fagforeningen nu vil nærlæse teksten og komme med deres dom, når den endelige version er klar.

Laurent Berger, generalsekretær i Confédération Française Démocratique du Travail (CFTD), udtaler derimod til Le Monde, at reformen ikke er god nok. Han har indtryk af, at man har taget et minimumshensyn til fagforeningerne, og at deres reelle handlekraft svækkes. Han mener, at reformen vil få negative konsekvenser for lønmodtagerne. Han opfordrer dog ikke til strejke.

CGT: Reformen er alt, hvad vi frygtede
Generalsekretæren for Conféderation générale du travail (CGT), Philippe Martinez, som i forhold til medlemstal er den næststørste fagforening i Frankrig, mener imidlertid, at lovforslaget indeholder netop alt det, man havde frygtet. Med reformen vil man erstatte de klassiske forhandlinger for hele erhvervsektorer med lokale overenskomstaftaler på de enkelte virksomheder. Det frygter han vil skabe løn-dumping og mindre sikkerhed i forhold til arbejdstagernes rettigheder – for eksempel ret til barsel og overtidsbetaling.

Han opfordrer derfor alle til at gå på gaden tirsdag den 12. september i protest mod reformen.

Loven vil formentlig træde i kraft allerede i slutningen af september, da den gennemføres via en såkaldt bestemmelse (ordonnance). Det betyder, at det franske parlament ikke får mulighed for at diskutere eller revidere dens indhold, og beslutningsprocessen er således meget kort. Parlamentet har dog mulighed for at afvise loven efter dens ikrafttræden.


Flere artikler om emnet

Annonce