Madame Nielsen skriver om tidsånd og krænkelseskultur

Engang var Madame Nielsen forfatteren Claus Beck-Nielsen. Men i 2000 sker der noget drastisk, da han dukker op på Københavns Hovedbanegård og efterfølgende opholder sig på diverse herberger, selvom han har en familie og kommer fra en såkaldt ‘normal’ struktur. 

Udslettelsen af ‘Jeg’et’ og den radikale tilgang til det at være kunstner, på godt og på ondt, har lige siden kastet en lang række radikale eksperimenter af sig, der alle har det til fælles, at kunstneren sætter sig selv i centrum på en sådan måde, at der helt tydeligt er noget på spil. 

Selvudslettelsen har sendt kunstneren ind i dansk retsvæsen, i en sag der handlede om identitetstyveri, som for øvrigt blev vundet af kunstneren selv. Det var en principiel sag, der handlede om kunstnerens ret til fiktion. 

Flere kontroverser

Kunstneren har også befundet sig i nogle af verdens mest krigeriske konfliktpunkter, med den intention, at man måske kan disrupte selve hadet i krigens epicentre.

Madame Nielsen har fået et juridisk kønsskifte, og indkaldes til screening, men har dog ikke fået foretaget et kirurgisk kønsskifte. Hun har også optrådt i ‘blackface’ i en dansk teaterforestilling, hvilket selvsagt skabte debat, men altid har det nok gjort ondt og haft tragiske konsekvenser, uden at hun som sådan er blevet udslettet. 

Det har nærmest været mirakuløst, at hun ikke har været udsat for en total ekskludering. 

Nu har hun skrevet en autofiktiv roman, der handler om en skandaløs hændelse, der førte til en fyring på et teater i München, fordi hun i en række frustrerede tilfælde havde heilet. 

Læs også:'Sort hund' skildrer et norsk øsamfund på en fin, men lidt jævn måde

Romanen, der bærer titlen ‘Tidsåndernes hus. Et mareridt.’, handler om denne konflikt, der i pressen blev omtalt som et uheldigt tilfælde, hvor kunstneren Madame Nielsen, der stod for selve opførelsen af teaterstykket, og som samtidig havde hovedrollen, trak sig på grund af helbredsmæssige grunde. 

Romanen bygger altså på en faktuel hændelse, men Madame Nielsen forsøger at udslette dele af selvsamme, for at gøre historien mere almen. Det er dog ikke vanskeligt at finde den del af sandheden bag fiktionen. 

Et "uheldigt tilfælde" på et tysk teater

Historien handler om, hvordan Madame Nielsen under tilblivelsen af stykket oplever en række frustrerende hændelser, der altså blandt andet har ført til, at hun har heilet over for to af teatrets medarbejdere. 

Reaktionen, der selvsagt er grænseoverskridende, beskrives i romanen som automatreaktioner, der forårsages af tyskernes alt for autoritære tilgang til arbejde, til autoriteter og til krænkelser. 

Hændelsen, hvor denne reaktion forekommer, bliver gransket grundigt i romanen, og Madame Nielsen formår at tegne et billede af selve tidsånden, der er præget af krænkelsesreaktioner, samtidig med, at man i Tyskland endnu har bevaret en rest af landets autoritetsopbyggelighed, hvor man bare parerer ordrer, uden at stille spørgsmål.

Det er præcis det, der frustrerer danskeren Madame Nielsen, der kulturelt er vokset op med en mere fleksibel forbindelse mellem medarbejdere og chefer. 

Igen har Madame Nielsen altså begået et performativt kunstværk, der har haft alvorlige konsekvenser

Men det at heile i Tyskland er faktuelt forbudt og kan føre til retslig straf. Samtidig har tyskerne en selvforståelse, der bygger på, at de har gjort op med nazismens spøgelse, og i kulturen ønsker man at opfordrer alle til at gøre op med tidligere ekskluderinger af minoriteter. Netop derfor er Madame Nielsen blevet hyret til at opføre sit teaterstykke, der blandt andet indbefatter, at hun optræder med en fem meter lang penisattrap. 

I romanen lykkes det for Madame Nielsen at forklare, at selve hændelsesforløbet er strukturelt, og ikke en singulær konflikt, der blot handler om det enkeltstående teater. 

Hun påpeger, at da krisen bryder ud i lys lue, og alle på teatret vender sig mod hende, der ruller mekanismen bag uhindret, og det "safe space", som teatret har opbygget, ekskluderer faktisk Madame Nielsen selv fra at forsvare sig, og hun må derfor ofres. Der er ingen mulighed for dialog og afklaring. 

Læs også:Livtag med kærlighedens uforklarlige labyrinter

Romanen er vigtig, og den tager faktisk fat i selve tidsånden, i selve krænkelseskulturen, især fordi teatrets ledelse sidestiller Madame Nielsens heilen, som hun for øvrigt undskylder for, med Metoo-bevægelsen. Derfor betragtes hændelserne altså som regulær vold. 

Igen har Madame Nielsen altså begået et performativt kunstværk, der har haft alvorlige konsekvenser for selvsamme, men som samtidig har skabt noget, der sætter alvorlige problematikker under debat. 

Og det hele minder umiskendeligt om et kafkaesk mareridt, hvor ingen tænker sig om, hvor konsekvenserne er utilsigtede, hvor individerne er udviskede, så regler, love og principper står alene tilbage. 

Kultur eller krænkelseskultur?

Madame Nielsen sætter fingeren på tidsåndens mest ømme punkt, og det er især interessant, fordi sådan en interaktion savnes, fordi selvsamme kulturkamp ofte er præget af politik. 

I romanen taler Madame Nielsen om, hvordan hun tidligere i sit liv har haft venner der har ment, at mennesker, der kan stemme på DF, eller blot kan mene, at dette parti har holdninger, der kan give mening, helt og aldeles skal ekskluderes. 

Det er en holdning, der endnu præger en stor del af den progressive venstrefløj, og her stiller Madame Nielsen sig kritisk til modværge, hvilket er interessant, simpelthen fordi det ikke er muligt at placere selvsamme på den politiske højrefløj. Og det er netop, hvad den betændte kulturkamp har behov for. 

Det handler nemlig om meget mere end blot tom performance. Det handler om tidsånden

Vi ser lignende tendenser andre steder i det kulturelle landskab. Den konservative debattør og forfatter, Christian Egander Skov, forsøger på samme måde at restaurere denne politiske position, simpelthen ved at lytte og tænke selv. 

Det har ført til, at man hos ham kan finde indrømmelser, der ikke ellers forekommer i den borgerlige ideologiske lejr, og som faktisk alligevel giver mening. Han er en stemme, som mange lytter til. 

Det samme bør man gøre med Madame Nielsen: lytte og forsøge at forstå. Det handler nemlig om meget mere end blot tom performance. Det handler om tidsånden, og Madame Nielsen gør det rigtig godt. 

Læs også:'Smør' bør læses og sanses

Madame Nielsens roman er tidligere blevet udgivet på tysk, og der har også været reaktioner. Det synes næsten mere relevant, at debatten om denne konflikt foregår der, end her. 

Men alligevel bør vi andre også læse med, især fordi konflikten også handler om dybe forskelle mellem dansk og tysk selvforståelse, der eksisterer, men som også udlignes af tidsåndens krænkelseskultur. 

Madame Nielsen: 'Tidsåndernes hus. Et mareridt'. 94 sider. A Mock Book, 2026.