På det seneste er der med god grund kommet fokus på konsekvenserne af Finansministeriets regneregler. Kritikken handler om, at disse regler har bundet de senere års regeringer, uanset om de var røde eller blå, til at føre stort set den samme politik.

Enhedslisten kom forleden med en rapport, som gik i de nørdede dybder i afdækning af problemstillingen. Og som noget hidtil helt uhørt fik de medløb og ros fra Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i Netavisen Pios spalter. Og selv den økonomiske overvismand har sagt, at der måske er noget, der bør ses på.
Finansministeriet har fået vetoret

Men kan det virkelig passe, at den er helt gal?  Det korte svar er ja. Det lidt længere kommer her:

Formelt set er det stadig Folketinget, der har den lovgivende magt. Men den reelle magt er gennem de senere år mere og mere overgået til nogle formler i Finansministeriets excelark og regnemodeller. Sagen er nemlig, at Finansministeriet har fået vetoret over, hvilken politik, det er muligt at gennemføre her til lands. Og hvordan har det så kunnet lade sig gøre?

Det de selv - og i øvrigt også den siddende regering - godt kan lide, det er meget billigt. Og det de ikke kan lide, det er uforholdsmæssigt dyrt.

Det skyldes simpelthen, at de bestemmer, hvad ting koster. Og det de selv - og i øvrigt også den siddende regering - godt kan lide, det er meget billigt. Og det de ikke kan lide, det er uforholdsmæssigt dyrt.

Skattelettelser, især i toppen, er meget billige. For de finansierer nærmest sig selv på grund af dynamiske effekter og større virkelyst hos dem, der får flere penge mellem hænderne.

Derimod er dagpenge og kontanthjælp til arbejdsløse meget dyrt. Det koster meget mere, end det koster, siger de. Fordi de ledige bliver dovne af at få flere penge til rådighed. Og tilsvarende mere flittige af at blive sat ned i ydelse.

Men også dem, der har arbejde, bliver dovne af bedre sociale ydelser. For så bliver det ifølge regnemodellerne mere attraktivt at sige sit job op.
Mener ekstra kontanthjælp vil før til kollektivt dovenskab

Øget arbejdsudbud betyder ikke, som de fleste (inklusiv mange politikere) tror, at der skabes større udbud af job.

Nej, det betyder, at der bliver flere, der gerne vil have et arbejde. Teorien er, at hvis man gør det økonomisk ringere for de ledige, og hvis man udsætter dem for en masse ydmygende aktiveringsforanstaltninger. så skal de nok tage sig sammen og finde et arbejde.

Og hvis dem, der har arbejde, bliver mere bange for at blive arbejdsløse. ja så kræver de mindre i løn. Og vupti, så stiger beskæftigelsen.

Et af de mere groteske eksempler på disse regneregler var, da man i 2014 ville give en kortvarig kontanthjælpsydelse til de mange, der dengang røg ud af dagpengeretten.

Jeg grinte først af det, da jeg troede, det var fra satiresiden Rokokkoposten. Men nej den var god nok. Det mener de i CEPOS

Udgiften til selve ydelsen beregnede man til i alt cirka 10 millioner kroner. Men oveni krævede Finansministeriet, at der skulle finansieres en negativ arbejdsudbudseffekt på over 600 millioner kroner, fordi alene udsigten til en kort periode ekstra på kontanthjælpsniveau ville afføde en udbredt kollektiv dovenskab, som ville betyde flere arbejdsløse.

Nærmest tragikomisk var regeringens ideologiske regnevenner i CEPOS også på banen forleden. Det mener, at det er bekymrende, at arbejdsløse kan læse bøger og gå gratis på nettet på bibliotekerne. For når de hygger sig med det, er der jo risiko for, at de ikke er aktive nok i deres jobsøgning. Og så falder arbejdsudbuddet.

Jeg grinte først af det, da jeg troede, det var fra satiresiden Rokokkoposten. Men nej den var god nok. Det mener de i CEPOS.
Undergraver fundamentet for vores velfærd

Prisen for denne politik, hvor der er bevilget store skattelettelser, og givet løfter om endnu mere er, at der ikke bliver råd til en ordentlig velfærd.

For velfærd koster det, det koster, siger Finansministeriet. Der er ingen dynamiske effekter af bedre sundhed, ordentlig omsorg, gode børnehaver og gode uddannelser. Det er bare en udgift.

Og de penge, der er givet ud til skattelettelser til de velstillede kan jo ikke bruges til velfærd. Det er en væsentlig trussel mod vores velfærdssamfund, at finansieringsgrundlaget på den måde systematisk undermineres.

Og nu vil de gudhjælpemig sænke arveafgiften til de allerrigeste familievirksomheder i dette land. Danfoss, Lego, Jysk Sengetøjslager med videre.

Hvis disse vanvittige regneregler havde været gældende siden Staunings tid, havde vi ikke haft velfærdssamfundet

Hvis disse vanvittige regneregler havde været gældende siden Staunings tid, havde vi ikke haft velfærdssamfundet, men et "klar dig selv"-samfund, som i USA. Med udbredt fattigdom, en skrumpende middelklasse og få ekstremt rige.

Og hvis vi ikke snart får en regering, der kan og vil sætte regnedrengene til vægs, så risikerer vi, at Liberal Alliances ”American Dream” går i opfyldelse. Og at velfærd bliver noget, vi læser om i historiebøgerne.

Om mindre end et år, skal vi have folketingsvalg. Og vi må håbe, at Mette Frederiksen bliver statsminister.

Jeg er sikker på, at hun er fuldt fokuseret på at vende skuden og tage magten fra Finansministeriets regnemaskine og give den tilbage til politikerne.

 

Verner Sand Kirk er folketingskandidat for Socialdemokratiet i Københavns Storkreds.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.