Magtfuld bogchefs nye roman er godt skrevet, men kommer ikke helt i mål

Forfatter og forlagschef på forlaget Gyldendal, Simon Pasternak, har skrevet en roman, der tager udgangspunkt i Holocaust. 

Han er noget nær en af samtidens mest magtfulde bogmennesker, og alene af den grund kan jeg mærke, at jeg slet ikke bryder mig om at skulle have en mening om hans skriverier, altså at skulle bedømme dem. 

Men så alligevel: Det er jo sådan set mit job, og det kræver samtidig også, at jeg tør at være ærlig. 

For jeg er ærlig talt ikke enig med resten af den brede anmelderstand, der synes at være overrasket over, at Simon Pasternak evner at skrive om bestialitet og afstumpethed. 

Så for dem giver det mening, at han skriver en roman, der foregår i en koncentrationslejr. Og fred være med det.

Det kan jo, umiddelbart, godt være nødvendigt, hvis forfatteren har noget særligt på hjerte, der netop handler om denne uhyre forbrydelse, der endnu sidder som et væskende sår i vort kød, som markeringer af skyld og skam, men også som undren over, hvor systematisk og råt et folkemord kan eksekveres. 

Selv udtaler Simon Pasternak, at Holocaust som "case" er interessant, fordi vi i dag synes at være vendt tilbage til en krisebevidsthed, forårsaget af fornyede bestialiteter og en alarmerende mangel på humanitet. 

'Hemmelighedsbærer'

Men nu til selve romanen, der har titlen ‘Hemmelighedsbærer’, og som handler om en jødisk, ungarsk læge og forsker, der bliver taget af tyskerne og sendt i koncentrationslejr sammen med sin adoptivsøn. 

Hurtigt bliver det klart for læseren, at denne mand har arbejdet med nogle forfejlede forsøg på nogle svin, der har vakt stor interesse hos en tysk læge, der tidligere var hans elev. 

Det er af denne grund, at doktor Schumann, som han hedder, får lov til at overleve i lejren, og det er med udgangspunkt i forsøg på mennesker, at hans forskning tages op igen, med ham som sekundant, der måske er i stand til at finde frem til en af det menneskeliges psyko-fysiologiske hemmeligheder, der i fremtiden kan redde liv. 

Læs også:To bøger om Nazitysklands bestialitet og holocaust er rystende pligtlæsning

Nu står vi overfor en af menneskehedens største moralske dilemmaer: Må du slå den enkelte ihjel for at redde de mange? 

Må du slå de mange ihjel for at redde den enkelte? Spørgsmålet er universelt, og derfor også et dilemma, der optræder i verdensreligionerne. Selvfølgelig. 

Men det optræder selvsagt også i kunsten og kulturen, for eksempel i den populære TV-serie, ’The last of Us’, sæson 2, hvor en af seriens helte massemyrder en hel stab af læger på et hospital, fordi de vil ofre den enkelte (hans erstatningsdatter), for derved at kunne redde hele menneskeheden.

Den gale Mengele

Men Simon Pasternak vælger altså at behandle denne grundfortælling med koncentrationslejren som ramme, og med den tyske læge, Josef Mengele (tror jeg nok), som figur, der eksperimenterede på mennesker, opererede dem, og udsatte dem for alle mulige former for gru, med den begrundelse, at han ville redde tyske soldater. 

Josef Mengele var tydeligvis gal, og mange af hans ideer er siden blevet gransket, netop fordi de grundlæggende var meningsløse, og derfor stiller hans gravalvorlige forsøg i et endnu mere rablende galt lys.

Vi følger altså denne jødisk-ungarske læges liv i koncentrationslejren, hvor han sammen med den excentriske tyske læge tvinges til at foretage forsøg på andre jøder med store skader - og i sidste ende med døden til følge.

Vi får derfor serveret en lavine af meget eksplicitte beskrivelser af overgreb

Vi ved jo alle godt at selve rammen, koncentrationslejren og folkedrabet, kun havde et sigte: Udryddelsen af en hel race, og denne forudsætning selvsagt gør litteratur om Holocaust til noget ganske særligt. 

Det er grundet denne afstumpede og modbydeligt systematiske udryddelsesmaskine, at vidnesbyrd, skrevet af dem, der overlevede, er så intens og sætter sig i ens bevidsthed som noget uudsletteligt. 

Og her er min anke mod Simon Pasternaks set up. Der er, som sådan, slet intet forkert i at skrive fiktion, der handler om koncentrationslejre og Holocaust, og Simon Pasternak er langtfra den eneste, der har gjort forsøget. 

En lavine af blod og vold

Men det særlige ved Simon Pasternaks måde er hans intense forsøg på at mime de rigtige forbrydelser, som om, at han kan fremskrive det sådan, som overleverne har beskrevet det. 

Vi får derfor serveret en lavine af meget eksplicitte beskrivelser af overgreb, af voldsomme indgreb i mennesker, blod og vold, sekvenser af vanvid, men også pornografi.

Læs også:Nådesløs bog om Holocaust: Hvis man overlevede, var man med til at udrydde de andre

Alt sammen i en stor pærevælling og klart med den hensigt, at det skal virke grænseoverskridende på læseren. 

Problemet er bare, at jeg slet ikke kan mærke det. At det slet ikke minder om de beskrivelser, som overleverne af koncentrationslejrene har udødeliggjort gennem deres rystende skrifter. 

Det er simpelthen som om, at der mangler et eller andet, et kit, der får det til at fremstå realistisk. 

Pasternak tager tematikken alvorligt

Og jeg tror også, at jeg ved, hvad der er på spil. Hvad der er foregået, mens Simon Pasternak har skrevet på bogen. 

For der er slet ingen tvivl om, at han tager tematikken alvorligt, og at det bestemt ikke er satire. 

Og alligevel minder det om ”nazisploitation”, en term, som man anvender om en bestemt type litteratur og spillefilm, der bruger nazismens forbrydelser, men som fiktion til at undersøge for eksempel sadomasochisme eller forskellige typer af voldsforherligelse. 

Læs også:Besættelsens aggressive bønder flirtede med nazismen

Simon Pasternak synes ikke selv at være bevidst om, at når han for eksempel skriver om erotik og bizar pornografi, så bruger han stiltræk og metoder, der netop minder om det, som den italienske filminstruktør, Liliana Cavani, benyttede i sin nazisploitation-film, ’The Night Porter’ fra 1974. 

Eller måske ved Simon Pasternak det godt, men anerkender, at det som litterær metode rent faktisk kan fungere?

Begår en form for hybris

Romanen er faktisk skrevet glimrende, og som læser blev jeg indfanget og havde virkelig lyst til at vende siderne og komme længere ind i den. 

Men jeg havde også modvilje, og det undrede mig faktisk, at det ikke var det anstødelige, der gav mig aversioner, men derimod en fornemmelse af, at disse rene, nærmest fysiske beskrivelser, manglede noget mere subtilt, noget, der netop er til stede i de fleste bøger, skrevet af overlevere. 

Jeg havde det lidt som om, at Simon Pasternak begik en sær og anderledes form for hybris. 

Det er dette ekstra lag, der giver romanen kolorit og en særlig tyngde og dybde

Romanens andet hovedspor, som også fylder en hel del, er den jødiske identitet, der samtidig står i kontrast til datidens antisemitisme, samt mange jøders forsøg på frivillig sekularisme. 

Det er også grundideer og en evigt tilbagevendende konflikt, og her fungerer Simon Pasternaks roman faktisk helt igennem glimrende. 

Det er dette ekstra lag, der giver romanen kolorit og en særlig tyngde og dybde, og som de eksplicitte eksperimenter på mennesker, der udpensles med medicinske og nærmest ekstremt præcise beskrivelser, som sikkert skal give en fornemmelse af kulde, slet ikke når i nærheden af. 

Men det er samtidig netop disse elementer i romanen, tror jeg, der på en forbløffende måde har ført til den særlige art hybris, som jeg ikke sådan helt kan definere. 

Glimtvis blændende skrevet

Tilbage sidder jeg med en underlig fornemmelse i kroppen. Simon Pasternak skriver glimrende, ind imellem blændende og næsten kalkulerende virkningsfuldt. 

Man suges nærmest halvt bevidst ind i slet belyste, sjælelige rum, som Simon Pasternak kun lader os skimte lige nok til, at vi bliver nysgerrige og vil se og vide mere. 

Jeg anstødes ikke moralsk, blot fordi der optræder bizarre, erotiske scener i fortællingen

Men samtidig forstår jeg ikke rammefortællingen, og hvorfor lige netop Holocaust skal bruges til dette eksperiment, som tydeligvis ligger forfatteren på sinde. 

Jeg forstår, kort sagt, ikke hvorfor Holocaust og koncentrationslejre, hvor gale læger forbrød sig imod menneskeheden, skal fungere som en ramme, der skal belyse om vi nu egentlig har gjort os dybe nok tanker om, hvad det vil sige at ofre mennesker, for at andre kan overleve. 

Mening i galskaben

Det virker som en måde, hvorpå man kan snige en form for mening ind i den galskab, der førte til folkemordet. Og netop her stejler jeg. 

Uden at afsløre for meget, så er det som om, at Simon Pasternak forsøger at finde en skjult mening i dette morderiske rum, og her står jeg altså af. 

Jeg ved ikke, om jeg reelt kan opfordre mine læsere til at gå udenom denne roman

Jeg anstødes ikke moralsk, blot fordi der optræder bizarre, erotiske scener i fortællingen. Jeg bliver heller ikke indigneret, fordi bogen indeholder ekstremt eksplicitte scener, hvor blodet flyder. Det er jeg som læser mere end vant til. 

Nej, det er ideen, at der i denne galskab måske findes en hemmelig mening, der kan forklare det hele fra en anden synsvinkel, der frastøder mig. 

Måske hvis man elsker krimier?

Jeg ved ikke, om jeg reelt kan opfordre mine læsere til at gå udenom denne roman, eller om de skal læse den for selv at danne sig en mening. 

Overordnet set, synes jeg ikke, at den ret kvantitativt omfattende roman helt er lykkedes, men alligevel er den godt skrevet. 

Selvom den indeholder svært tilgængeligt tankestof, som vækker undren, så minder den underligt nok mest af alt om en lettilgængelig krimi. Så måske en læser, der elsker krimier, ville elske denne bog?

Andre anmeldere synes at mene, at romanen overskrider en masse grænser, og at den svælger i noget, der for os læsere er svær at indoptage. 

Sådan havde jeg det, som sagt, ikke. Derfor må jeg melde pas, og blot lade det stå åbent for læserne, om det virkelig forholder sig sådan eller ej. 

Simon Pasternak: ’Hemmelighedsbærer’. Roman. 446 sider. Forlaget Gyldendal, 2025.