Er vi ved at forfalde til rene bananrepublikanske tilstande, hvor MeToo koldblodigt tager livet af retsstatens principper? Det spørgsmål optager i disse dage journalister og debattører. Samt ikke mindst forhenværende overborgmester Frank Jensen.

Men spørgsmålet er jo ikke, om sagerne har lidt eller ingen gang i en retssal. Om der mangler juridiske beviser, eller visse sager er forældet og så videre og så videre. Det er jo ikke det, det handler om.

Det er næsten som om, man forsøger at skabe en tvivl om, hvorvidt Morten Østergaard og Frank Jensen rent faktisk har gjort noget forkert.

For det har de, det siger de selv. Det handler om tilliden til dem.

Step 1: Lad være med at indrømme din skyld

For hvis disse mænd er uskyldige og ikke har krænket nogen, så er step 1.: Lad være med at sige på nationalt TV, at du har gjort det! Jeg er ikke advokat eller noget, men jeg er rimelig sikker på, det skader ens sag virkelig meget, at man over for hele Danmark går til bekendelse.

Okay, så lad os tage Morten Østergaard fra De Radikale. Han mistede jo "jobbet", fordi han løj overfor dem, der skulle vælge ham til det "job". Jeg er også rimelig sikker på, at dét, at lyve i det format overfor enhver arbejdsgiver, vil resultere i en prompte fyring.

Begge dele er et kæmpe tillidsbrud

 

 

Frank Jensen: Igen handler det om tillid. Han nævner selv på tv, at han har krænket mange og meget gennem tiden. Herefter nævner han en konkret sag, som så tvinger den konkrete kvinde til at komme ud af anonymitet. Begge dele er et kæmpe tillidsbrud.

Suspekt afstemningsproces

I et forsøg på at cementere tilliden afholder Frank Jensen lige en "Er jeg stadig cool?"-afstemning blandt sine venner (med en afstemningsproces der for enhver demokrat ville virke mildest talt suspekt) og alle hans venner er jo selvfølgelig sådan "Jep, du er stadig cool". Surprise, surprise.

Men modsat Morten Østergaard, så vælger Frank Jensen jo helt selv at gå. Det er dælme svært at køre en sag i retten på, at én har mistet sit job, fordi han har krænket nogen. Når han selv har sagt op.

Specielt Frank Jensen har jo været i en position, hvor han i lang tid har haft mulighed for at lave en ordentlig proces i forhold til det her. Han var næstformand i Socialdemokratiet, og nogle af sagerne er flere år gamle. Men det er 110 procent hans eget ansvar som magtperson, at disse sager ikke får lov at ligge og ulme.

Hvorfor kommer kvinderne først frem nu?

“Men hvorfor kommer disse sager først frem nu? Hvorfor siger de unge kvinder ikke fra, når det sker?"

Det spørgsmål stiller mange lige nu.

Jo, ser I. Når man som ung kvinde - med politiske ambitioner - bliver udsat for sådan noget, så bliver man jo naturligvis bange for, at man sætter sine politiske ambitioner over styr ved at fortælle åbent om sine oplevelser. Forståeligt nok.

Chefen har været et klokkeklart røvhul.

 

Som fagforeningsmand oplever jeg tit sager, hvor chefen har været et klokkeklart røvhul. Men alligevel skal der ikke gøres noget ved det, fordi medlemmet er bange for sit job og så videre. Det er helt naturligt, at man bliver bange for sin egen position, når man skal at sige, at dét, dem - i magtpositionerne over en – gør, er forkert.

Jeg tror, at alle os på gulvet mange gange har lært, at lort nu engang ruller ned ad bakke.

Det tager tid at samle mod

For slet ikke at tale om de reaktioner, disse kvinder ville have mødt for bare 5-10 år siden. Den dag i dag flyver kommentarerne om ”krænkelsesparate trunter” og ”opmærksomhedskrævende kællinger” stadig. Hvordan var de ikke blevet mødt før MeToo?

Det tager tid at samle sig mod. Samle sig et netværk, der kan stå bag én, for ingen ville kunne stå alene med det, og det er først nu, de føler, de ikke længere gør det. Det kræver noget robusthed at stå frem med sådan noget her. Robusthed som kun få eller ingen har alene.

Men lur mig om det endnu ikke er sidste gang, nogle af disse ting behøver at blive sagt. Men sådan er det jo med den her proces, den tager tid, men hold da op hvor er den nødvendig.