”Man har næsten brug for et bad for at vaske oplevelsen af sig”

Østkyst Hustlers' 'Titusinde Timer' spænder fra oprigtige, men banale, indsigter om det at blive ældre, til cringe drengerøvsrap fra midaldrende mænd.
Foto: Mermaid Records
Østkyst Hustlers holder stædigt fast i ungdommen på 'Titusind timer'

Da Østkyst Hustlers i midt-90’erne gjorde dansk rap til folkeeje var det med DJ Peyk (Nikolaj Peyk) ved mixerpulten og Jazzy H (Morten Trier) samt Bozzy Bo (Bo Rasmussen) ved mikrofonerne.

I 2003 føjede de Anders Matthesen til opskriften, da de forsøgte et comeback med den halvkedelige ’Get a Life Selv’.

Sidste år prøvede de så igen med ’Titusind Timer’ – ude var Matthesen, og tilbage var de poppede jazzbeats.

Men kan de deprimerende 20’ere overhovedet holde til den legesyge, kiksede, drengerøvsagtige og ikke mindst morsomme fejring af kejtede staveplade-rim, vi kender Østkyst Hustlers for?

Mainstream modkultur

Da bandet oprindeligt slog igennem i ’95/’96 fik de succes med et paradoksalt blandingsprodukt af mainstream modkultur.

Et perfekt eksempel på dén dobbelthed finder man på et af deres største hits, ’Bla bla bla’, hvor de med fuld anti-konformitet kritiserer det dengang universelt populære talkshow-koncept, mens de samtidig hylder et af Danmarks største nationalklenodier, Janteloven:

”Der var en spasser der ha’d masser teorier om hvordan

Det var så svært at være endt som kendt i Jantelovens land

Og det er meget sjovt for Jantelov betyder åbenbart

Man er en nar, hvis ik’ man bar’

Forguder dem der spiller smart”

Det var med andre ord et oprør mod smarte trends og modediller, der tiltalte ordinære sensibiliteter. I ét ord: masseappel.

Middelmådigt, kluntet og umodent

Var Østkyst Hustlers teknisk middelmådigt? Ja. Var det kluntet? Ja. Var det umodent? Ja, for fanden.

Men det var også virkelig sjovt og kreativt, hvad man især så på pladen ’Verdens Længste Rap’ – en slags forspil til de senere lydspil fra Gramsespektrum og Andens ’Hva’ snakker du om’, som blev monsterhits hos den danske ungdom i slut-90’erne.

Den dag i dag kan ’Verdens længste rap’ uden problemer holde 12-årige limet fast til et lydanlæg i de fulde 80 minutters løbetid.

Teknik og kunstnerisk kvalitet har med andre ord aldrig været Østkyst Hustlers' stærke side – men det har til gengæld humor, masseappel og en simpel, men voldsomt effektiv, lydside.

Fans af langt mere raffinerede Malk de Koijn har derfor altid set lidt ned på de bøvede ’hustlere’, men kommer dermed også til at overse pointen: At det, der gør en Østkyst-plade succesfuld er a) de skæve idéer b) at den er vildt sjov.

Ikke at der er tale om et væsentligt bidrag til rap-musikkens bagkatalog fra et kunstnerisk perspektiv.

Titusind Dårlige Rim

Desværre opfylder rapgruppens nyeste skud på stammen, Titusind Timer, hverken kriterie a) eller b).

Selv når den forsøger at være morsom som på ’Louise’ eller 90’er-let som på ’Det rager mig en bønne’ bliver det for introspektivt og snævert til at ramme noget af den generaliserede tidsånd, som ’Hun får for lidt’ tappede ind i.

Det er ikke subtilt eller idérigt nok til, at vi kan tåle, hvor smalt det er, sådan som vi kunne med ’Ik’S’Meget’.

Da pladen tilmed er mindre stram rent teknisk end ’Fuld af løgn’ og ’Så hold dog kæft’ er der mildt sagt ikke meget at komme efter.

Faktisk kan din oplevelse hurtigt blive direkte gusten, når den aldrende trio føler sig lidt for unge og lidt for friske til, hvad deres alder kan bære.

Man har næsten brug for et bad for at vaske oplevelsen af sig, når man er færdig med at høre den 53-årige Morten Trier dyrke hed elskov med micen på 'Hey Tøsepige':

"Hvis det er så'n med sex, hvis det ska' være perfekt

Så ska' det nok ikk' gøres af en 20-årig knægt

Så bør man overvej' en overlegen, megamandig, oversej

Markeret, patineret, funky sølvræv som mig

Så la' mig varme dig op, og få gryden i kog

La' mig trække trøjen af dig, trække førertrøjen på

Og la' mig stryg' ned ad din hals, som en kunstner på sit lærred

Og nappe rundt om dit øre, høre hvor'n du trækker vejret"

Y-i-k-e-s.

Skal man alligevel grave lidt for at finde noget af værdi på 10.000 timer, så er det ironisk nok når de fallerede stave-rappere bliver selvbevidste om deres alder, og hvor normale deres liv endte med at være, på trods af alle aspirationerne om at stikke ud.

Indhentet af alderen

Her finder en art oprigtighed vej ind i teksterne, som måske ikke er kunst eller endog kvalitet, men som har noget rørende over sig.

Tag f.eks. ’En chance til’:

"Jeg er ikke klar til en, der bare kommer ind fra en kant

Og interessante mennesker kræver, at man selv er interessant"

eller:

"Jeg prøver at vise mig fra min bedste side, mit bedste niveau

Men de sider jeg har tilbage er bare ikke særligt go'e"

Enkelte glimt af ægthed

Måske er det fordi, at det er her Peyk, Bossy og Jazzy faktisk har lidt tilbage på hjerte - noget, de faktisk går op i, som indeholder en lille smule smerte og dermed noget ægte.

I modsætning til de steder på pladen, hvor voksne mennesker med mere end et halvt århundrede på bagen forsøger at holde fast i et image som skæve anti-adults.

Der er med andre ord mere at komme efter i kvalerne på 'Undskyld Skat' end i drengerøven på 'Nul Fucks' og 'Føniks'. Der er ægte parforholds-forfald, raseri og defaitisme når Rasmussen kører vers 4 af i 'Undskyld Skat':

"Jeg ka' se dig sid' i mørket, du har mistet troen

Lyset flakker mens du tjekker min mobiltelefon

Og jeg ka' se du har grædt, men jeg' så hamrende træt

Snakken går i rundhyl, træt af at sige undskyld, træt af bare aldrig ha' ret"

Det samme gælder for de få politiske svirpere på 'København', der nærmest fungerer som et opgør med den uskyldige Københavner-idealisme fra gruppens fortid:

"Jeg mødte en gammel dude fra mit gamle hood

Han sported' håndtusser, hættetrøje, thug-suit

Han snakked' om sorte, tror det gjord', det blev noget akavet noget

Småracist - han blev pissed, da jeg called ham på'et

Han sagde: "Jeg mærker, du tror, du bruger stærkere ord

Men du hænger ikke længer' der, hvor perkerne bor

Det' ikke dig, der står om natten på en tankstation

Med fire drenge, der vil ta' din ny' mobiltelefon

De' ti år yngre end dig, de' fucking dumme som snot

Hovedet shavet, hår i toppen, taberkalot

Hvis du har lyst til at tro, dit Østerbro-frisind er fedt

Så gør du det, men jeg' for længst løbet tør for det shit"

 

Slam!

En plade fuld af den slags selverkendelse, fuld af 20’ernes tømmermænd efter 90’ernes jubeloptimisme, ville sgu’ kunne noget.

Desværre er det mest i glimt, som her på 'København', at vi får leveret disse dementier til den stålsatte oprørsoptimisme på tidligere numre som 'Bla bla bla' og 'Penge ind på torsdag'.

Mest ude i kedelige banaliteter

På resten af pladen er vi mest ude i kedelige banaliteter eller decideret akavede forsøg på at genoplive 90’er-drengerøven.

Den ærgerlige men oprigtige sandhed er, at 'Titusind Timer' som så mange andre forsøg på at revitalisere 90’er-ikonografi og nostalgi lander fladt på maven.

Tættest på den oprindelige humor kommer vi på ’Femogtyve år senere’, men det er netop en sang, der er mere mirage eller afskrivning af det, der virkede i 90’erne, end det er originalt kvalitetsindhold.

Tryk skip

Der er derfor alt mulig grund til at lade pladen forblive uhørt – men hvis du er en gammel Østkyst Hustlers-dyrker, der kommer til at høre det uanset, så brug krudtet på de numre, hvor trioen er selvdestruktive og kritiske over for gamle sandheder.

Tryk 'skip' eller lad hjernen vandre på alle numre, der indikerer, at du er på vej ind i 4 minutter med forsøg på flabet drengerøv fra mennesker der for længst er blevet for gamle til det.

Og spring ’Hey Tøsepige’ helt over.

Der er slet og ret ikke noget i denne verden der kan begrunde aflytningen af to midaldrende mænd, der sender vamle, lyriske score-replikker til unge piger.

 

Østkyst Hustlers. Titusind Timer. Er udkommet på Mermaid Records.


 

Casper Gronemann er politisk konsulent på Christiansborg.


placeholder

Kommentarer

Jeg kan såmænd sagtens huske dem. Jeg har ellers altid været mest til metal og meget lidt til rap og hiphop, men de var da i det mindste underholdende og ikke selvhøjtidelige og utålelige som så mange af de andre i den genre.

Annonce