"Man kan altid få noget at lave, selvom det ikke ligefrem er ens drømmejob"

Paulo fra Italien er egentlig journalist. Men de seneste syv år har han arbejdet i restaurationsbranchenbranche, der er præget af mange ansatte, som er udenlandske statsborgere.
Denne artikel er en del af Netavisens Pios multimedie serie; "Arbejdernes Europa", som er udarbejdet med støtte fra Europa-Nævnet.

”Jeg følte, at jeg sad lidt fast i mit liv”, fortæller Paulo om hvorfor, han i sin tid flyttede til Danmark.

Han var 32 år gammel og arbejdede som journalist i sit hjemland Italien. På papiret så det lovende ud. Men han kedede sig. Han ville ud og opleve verden.

”Jeg besluttede at livet er for kort til at leve hele sit liv ét eneste sted”, siger han.

Selvom journalistikken egentlig er Paulos fag, så var det ikke et job, der gav ham mulighed for at rejse:

”Journalistik fungerer bedst på ens eget modersmål”, forklarer han på engelsk.

I stedet blev det kokkefaget, han slog sig på. Han kunne godt lide at lave mad og havde venner i branchen i Rom. Han arbejdede nogle måneder hos dem og lærte ’the basics’, og så vendte han snuden mod Danmark.

”Jeg valgte Danmark, fordi det på samme tid var meget anderledes end Italien og ikke så langt væk. Jeg havde trods alt ikke modet til at rejse om på den anden side af jorden”, siger han og griner.

Her kan du høre Paulo fortælle om, hvorfor han netop valgte at tage til Danmark: 

placeholder

Og så havde det selvfølgelig en oplagt fordel at blive i EU: Den frie bevægelighed.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er et grundlæggende princip i EU. Det er fastsat i artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og er blevet udviklet gennem den afledte EU-lovgivning og Domstolens retspraksis.

Paulo ankom til København i februar måned. Det var frostvejr, og kulden var lige ved at tage modet fra ham.

Det betyder endvidere, at man som EU-borger har ret til at arbejde uden at skulle søge arbejdstilladelse. Man må bo i Danmark, mens man arbejder - og blive bagefter. Desuden har man ret til at blive behandlet på lige fod med landets egne borgere med hensyn til adgang til arbejde, arbejdsvilkår og alle andre sociale ydelser og skattefordele.

Den frie bevægelighed for arbejdstagere gælder generelt også for de lande, som indgår i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde: Island, Liechtenstein og Norge.

Altid job at få

Den frie bevægelighed betød, at Paulo kunne rejse til Danmark og søge arbejde, i stedet for at søge det hjemmefra. Som EU-borger havde han ret til at opholde sig i landet i tre måneder, før han skulle kunne bevise, at han var i arbejde.

Paulo ankom til København i februar måned. Det var frostvejr, og kulden var lige ved at tage modet fra ham.

”Jeg fik et chok over den danske vinter, men så tænkte jeg, at hvis jeg kan overleve vinteren her, så kan jeg overleve det hele”, siger han.

Hurtigt fik Paulo job i en pastabar i Torvehallerne. Han husker den første tid som let, ikke mindst fordi han arbejdede med andre italienere.

”Det var ret let at komme hertil og finde et job. Man kan altid få noget at lave, selvom det ikke ligefrem er ens drømmejob”, siger han.

En af de ting Paulo fremhæver som særligt positivt ved at arbejde i Danmark er balancen mellem arbejde og fritid.

”I Italien skal man ofre alt for sit arbejde, men i Danmark kan du arbejde og samtidig have et liv – selv hvis du arbejder i restaurationsbranchen. For mig er en arbejdsuge på 40 timer en drøm”, forklarer han.  

Reglerne skal overholdes

På tværs af EU er der en del regler, som arbejdsgivere skal overholde: Ens ansatte skal have mindst fire ugers betalt ferie om året; de ansatte skal have en daglig hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer og en ugentlige hvileperiode på mindst 24 sammenhængende timer hver 7. dag.

Og så må de ikke arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit.

Og Paulo er ikke den eneste udlænding, der er glad for det danske arbejdsmarked. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er der 141.000 fuldtidsbeskæftigede fra Norden og andre EU- lande i Danmark.

Polen, Sverige og Tyskland – samt Rumænien udgør de største grupper af udenlandske medarbejdere i Danmark. På 8. pladsen finder man italienerne: Der er cirka 5000 af Paulos landsmænd herhjemme.

placeholder

Mangel på hænder

Hotel- og restaurationsbranchen er populær blandt udenlandske arbejdere. Faktisk er det den ottende mest populære branche, og den beskæftiger ifølge Jobindex cirka 8000 arbejdere fra EU og Norden.

Alligevel efterlyser brancheorganisationen Horesta stadig mere udenlandsk arbejdskraft. Ikke mindst efter pandemien.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser samtidig, at danske virksomheder bruger i meget lille grad muligheden for at rekruttere arbejdskraft fra andre EU-lande. Danske virksomheder slår langt færre stillinger op i den fælleseuropæiske jobdatabase, EURES, end nabolandene.

Mens danske virksomheder i øjeblikket har slået cirka 2.900 stillinger op, har både norske, svenske, finske, tyske og hollandske virksomheder slået langt flere stillinger op per 1.000 personer i de enkelte landes arbejdsstyrker.

placeholder

Hvis man spørger Paulo, burde italienerne i hvert fald være lette at lokke. »Italienere taler altid dårligt om deres eget land. Da jeg fortalte venner og familie, at jeg ville rejse, sagde alle, at det skulle jeg bare gør eller at de ville ønske, at de havde gjort det, da de var yngre«, fortæller han.

Sproget og kulturen

Selvom det var let at få arbejde, så oplevede Paulo andre udfordringer, da han flyttede til København. Han nævner boligmarkedet som en barriere; de første otte måneder boede han ti forskellige steder. Og så kneb det med integrationen - og med at lære sproget.

Det første skyldes blandt andet kulturforskelle, forklarer han: Det er svært at møde danskerne.

"Når du kommer fra Italien, så er du vant til at gå ud hver aften – og gerne sent om aftenen. Og så kommer du til Danmark, midt om vinteren, hvor alle er hjemme hos sig selv kl syv om aftenen og ser film i pyjamas", siger han.

"i dag har jeg dog lært at elske det også", tilføjer han grinende.

"Det er svært at møde danskerne."

Det med sproget er vanskeligere. Danskerne er så gode til engelsk, at han ikke behøvede at lære dansk for at kunne begå sig. Og det var svært at lære – og at få tid til at gå på sprogskole med skæve arbejdstider og evigt skiftende vagtskemaer.

"Folk siger, at man skal gå fem år i skole for at tale som en tolvårig. Og du skal afsted mindst to gange om ugen i to-tre timer. Det hænger simpelthen ikke sammen", forklarer han.

Egen butik

Heldigvis for Paulo havde han et stort italiensk netværk i byen, så han manglede ikke venner.

En fyr, han kendte hjemme fra Rom, arbejdede også som kok, og de begyndte snart at tale om at åbne deres eget sted. Både for at blive herrer i eget hus – og med et naivt håb om at få mere fritid – og fordi de syntes København manglede et simpelt, romersk osteria.

Her fortæller Paulo om, hvordan det er at arbejde og leve i København: 

placeholder

Da de to venner så mødte en italiensk sommelier, var fundamentet lagt – og inden længe var de i gang med at starte deres egen restaurant.

Det gik ret smertefrit, fortæller Paulo, der oplevede at den største udfordring var at få lov at åbne en virksomhedskonto, mens de andre administrative ting gled som i god olivenolie.

"Jeg kommer fra Italien, så jeg har sort bælte i bureaukrati. I Danmark er alt så nemt, og alt kan klares online. Der er rigtigt mange immigranter, der bliver i Danmark. Det skyldes næppe vejret, så mon ikke det netop skyldes, at de her ting virker", spørger han.

Her fem år efter lever restauranten stadig i bedste velgående.

Paulo trækker på det, når han bliver spurgt, hvor længe han har tænkt sig at blive i Danmark.

”Jeg har aldrig været i et job så længe, som jeg har haft den her restaurant. Så jeg føler, at der snart skal ske noget. Og jeg er ikke klar til at vende hjem endnu. Men jeg begynder at øjne nogle andre muligheder”, siger han.

En tidshorisont vil han dog ikke sætte på: ”Måske et år, måske fem år endnu”.

Karen Dich er journalist, forfatter, radiovært, moderator og dramatiker.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tænk hvis horderne af evighedsvelfærdsturister fra mellemøsten og Afrika, der mange gange har boet i Danmark med boliganvisning, kontanthjælp og boligstøtte i 40 år, uden at lære et eneste ord dansk, ikke engang "goddag" kan de sige, de havde den samme tilgang til vores arbejdsmarked. Det er nok ikke tilfældigt, at de udvalgte Danmark som deres asyldestination og rejste gennem en perlerække af sikre lande for at nå frem hertil. Selv deres førtidspension skal tolkes til arabisk for danske skattekroner.

Annonce