Henter indhold

30. juni 2017
“Man kan ikke være supermand hver dag”
Pres og præstationer driver unge studerende væk fra følelsen af, at det er okay bare at være sig selv.

 

Netavisen Pio har talt med to unge, som begge har kæmpet med tanker om ikke at præstere, leve op til egne og andres forventninger, og en følelse af at skulle skabe sig en skræddersyet identitet udadtil.

For Theodor Gjerding var det er et miljø, hvor tårnhøje materialistiske og konkurrencedrevne forventninger til sig selv og hinanden førte til, at han i 2.g gik psykisk ned med flaget. Katrine Kristensen holdt et højt tempo, engagerede sig i alle slags aktiviteter, og fik bygget en identitet og selvforståelse op omkring hendes engagementer. Indtil det blev for meget, og hun måtte trække stikket.

En præstationskultur
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 1 ud af 5 af de 11-15-årige viser tegn på et dårligt psykisk helbred. De er kede af det, har svært ved at sove om natten, og føler sig pressede. 15 procent af børn har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år.

Organisationer som SIND Ungdom, Dansk Psykolog Forening og Psykiatrifonden har længe advaret om, at der er en voldsom udvikling i antallet af unge med psykiske udfordringer.

Til Information udtaler Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden “»Du skal se rigtig ud, være dygtig, der er en stor optagethed af sundhed, og du skal have mange venner. Det er svært at få lov til at være en skæv nørd i skolen, fordi du hele tiden bliver vurderet på, hvordan du er, og hvad du kan. Det betyder, at vi hele tiden udsætter børn og unge for evaluering – ikke bare i skolen, men også af deres person, og det er enormt opslidende for de unge.”

Konkurrencemiljø
Theodor Gjerding er 24 år, og har siden 2006 haft diagnosen ADHD. Det er blevet behandlet med ritalin og en tilknyttet psykiater, som han jævnligt har set. Indtil for nylig, hvor han afsluttede sit sidste forløb. Men han har også været indlagt på den akutte psykiatriske modtagelse.

Han fortæller om det miljø i Sønderborg og København, hvor han er vokset op, at der var en underliggende konkurrence om alt. Man skulle være den bedste, eller have penge nok, de bedste karakterer og kunne vise de dyreste fodboldstøvler frem til fodboldtræning. Og derfor tilpasser man sig, hvis man gerne vil være en del af fællesskabet. Og man er derfor også selv med til at føre det videre.

“Når man har opbygget en facade, og ens omgangskreds kan lide en, som den man fremstår som, så er det svært lige pludselig at skulle bryde ud af den forestilling.”

Konsekvenserne
“Min mor er pensioneret, og min far er gymnasielærer. Så vi har ikke været de mest velhavende,” fortæller Theodor. “Men det har aldrig afholdt mig fra at bruge penge, som jeg egentlig ikke havde. Man havde selvfølgelig penge til at købe den flaske i byen til sine venner. Selvom man satte sig i gæld bagefter.”

I 2.g ramte han muren, og gik ned med stress. “Det var min samfundsfagslærer, der opdagede, at der var sket noget med mig i 2.g. Så han indkaldte os til et møde – mig, min mor og min daværende psykiater.”

Theodor var røget ned i en psykisk nedtur. Han havde voldsomme raseriudbrud i skolen, og hans karakterer tog et dyk.

Han siger selv, at det var en reaktion på at leve i et miljø, der pressede ham. “Jeg endte i nogle situationer, hvor jeg ikke havde det særlig godt med mig selv, fordi det, jeg viste frem, ikke var sandheden.”

Fyldt skema
Katrine Kristensens historie starter og slutter med hendes egne valg. Hun valgte selv at involvere sig til op over begge ører. Men hendes valg satte forventningerne så højt, at hun ikke følte, at hun kunne tilbagerulle dem.

Da hun startede på gymnasiet, blev hun hurtigt involveret i elevråd, Ungdoms-FN, frivilligt arbejde og ungdomspolitik ved siden af.

“Jeg kan huske, at jeg i en længere periode havde gået og tænkt over, om jeg skulle give afkald på én af mine tillidsposter i en aktivitet i skolen, som ville komme til at stå på det næste år. Simpelthen fordi jeg ikke kunne overskue det. Men der var en anden som også besad en tillidspost, som havde gået med de samme tanker – og som var hurtigere til at melde ud end mig. Jeg var bange for at skuffe nogen, ødelægge noget og valgte at fortsætte.”

Og tempoet, som Katrine satte for sig selv, er hun i dag overvældet over. Hun reflekterer over, at det er nogle tanker og forventninger, som i høj grad har fæste i den enkelte.

“Man kan jo ikke være supermand hver dag. Hvis du ved du har gjort dit bedste, så er det også godt nok. At det er okay at sige fra. At det ikke var en konkurrence om hvem der havde det hårdest, hvem der scorede de bedste karakterer eller hvem der formåede at fylde sit skema mest op – stræbe efter at være en del af eliten.”

Skammen ved at trække stikket
I dag er hun droppet ud af universitetet. Det skete efter et halvt år og en spirende følelse af, at livet buldrede derudaf, uden at hun havde kontrol over det.

“Jeg havde ikke lyst til at bruge mit liv på et lyntog, der ikke foretager flere stop end folkeskole, gymnasium, universitet og arbejdsplads.”

Men at hun har taget beslutningen, er stadig noget, der kan føles skamfuldt, og som skubber ved hendes opfattelse af sig selv.

“Det er et halvt år siden nu, men det er stadig pinligt for mig at fortælle, når nogen spørger. Jeg kan huske at jeg var på vej hjem fra arbejde en aften i januar. Det var lige da jeg havde færdiggjort mine eksaminer på universitetet og var droppet ud. Jeg skulle med offentlig transport, og støder ind i en gammel lærer, som udbryder ”hvad laver du stadig her – der er så meget potentiale i dig!”,” fortæller hun.

“Jeg er ude på dybt vand, kan jeg mærke. For jeg er ikke vant til ikke at vide, hvad jeg så skal. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med et kvalificeret svar. Men sandheden er, at jeg er blevet træt af at leve i morgen, eller fem år ud i fremtiden, når jeg også lever nu.”

Opgør med de oppustede forventninger
Ifølge både Theodor Gjerding og Katrine Kristensen, har det handlet om et opgør med forestillingen om, hvem de burde være.

Katrine fortæller “jeg har ladet min identitet bygge sig op omkring det, og være styret af, om mine evner til at præstere og tilfredsstille andre har været gode nok. Jeg har gerne villet leve efter normen.”

Theodor savnede en oplevelse af, at det var okay at sige fra, når presset blev for højt. “At man er lidt mere åben omkring nogle ting. Jeg har aldrig snakket om, hvordan jeg har det psykisk. Og jeg har på samme måde aldrig spurgt mine bedste venner om, hvordan de har det.”

Og de unges identitetsspørgsmål vinder genlyd hos organisationerne, som håber at der kan blive sat mere fokus på udfordringerne.

“Vi skal have gjort op med forestillingen om, at der kun er en skabelon, som børn og unge kan passe ind i. Lad dem dog slå nogle skæverter, og nedsæt så forventningspresset til børn og unge,” udtaler Anne Lindhardt til Information.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO