Man skal ikke dø med en murerske i hånden!

Kommentar: Der tegner sig efterhånden et trist billede med Lars Løkke som statsminister. Hver gang han er statsminister, skal dem, der har de hårdeste job på arbejdsmarkedet, arbejde længere for, at de rigeste kan spare penge i skat.
Da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl tilbage i 2011 skar voldsomt i efterlønnen, gik der et hændelsesforløb forud, som minder meget om det, der er ved at udspille sig for os nu. I Finansministeriet havde de lagt ansigterne i alvorlige folder og skuet faretruende ud i den økonomiske horisont. Riget fattedes penge, kunne de kloge regnedrenge se i krystalkuglerne.

Så begyndte de første små stenkast i efterlønssøen at komme. Fra erhvervslivet og fra de små borgerlige partier. Det er efterlønnen, der er skyld i de økonomiske problemer. Og som ringe i vandet spredtes tanken: For at redde land og økonomi må vi droppe den rabiate idé, at de mennesker, der har knoklet allerlængst tid på vores arbejdsmarked, kan trække sig tilbage lidt tidligere, så de også kan nå at have kræfter til at lege med børnebørnene.

Og ganske hurtigt – nærmest som var det hele aftalt på forhånd – blev de borgerlige hærførere Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl enige om, at efterlønnen måtte skæres voldsomt. Og det blev den så.

Historien gentager sig
Historien har det med at gentage sig, og nu er de borgerlige ude efter den sidste rest af efterlønnen. De borgerlige mangler igen penge, fordi de vil have, at der skal spares på skatten både i toppen, i bunden og for virksomhederne. Samtidig har den ”straksopbremsning” for flygtninge, Venstre lovede i valgkampen vist sig at være langt fra at være så simpelt, som de stillede vælgerne i udsigt. Det er meget vanskeligt at styre flygtningestrømmene fra Christiansborg. Så nu mangler der finansiering til den borgerlige skattefest.

Her peger pilen endnu engang på de mennesker, der har været allerlængst tid på vores arbejdsmarked og igennem årene har sparet op til at gå på efterløn, så de fik den samme mulighed, som de rigeste altid har haft: At trække sig tilbage, mens man stadig er rask og rørig, så man kan få en værdig alderdom.

Det er ganske enkelt uværdigt, at der nu igen skal sås tvivl om tilbagetrækningen for tusinder af hårdtarbejdende danskere. Det er uværdigt, at man kan få sig selv til at foreslå, at det er dem, der i forvejen er plaget af dagpengeforringelser, større og større arbejdstempo og i forvejen er allerlængst tid på vores arbejdsmarked, der skal bide i det sure æble.

Men ak ja! Det borgerlige efterlønseventyr ender sikkert endnu engang som en tragedie for det arbejdende folk. Nu vil arbejdsgiverne have sløjfet den sidste sti mod et værdigt otium for folk med slidsomt arbejde. Og de får vel deres vilje!

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook