”Politik handler om spind, altså at regne ud, hvordan man som politiker får næste regeringsperiode. Men så vær dog fucking anstændige og fat, at I ikke er der for ministerløn, men at I er der for os. Det er som om, alle har glemt, hvad politik egentlig handler om.”

Lyder det fra Nikoline, sanger og ophavskvinde til blandt andet ”Flertallet er dumme” og ”Tæsk til alle” i en lyn-diagnose af demokratiets tilstand. Nikoline er på kort tid blevet en af de toneangivende unge musikere og debattører i Danmark. Hun er oprørt over politikernes løgnagtighed, demokratiets dvale og borgernes apati og råber det højt fra scenekanter landet rundt.

”Musikken er min måde at blive hørt på. Mange akademikere skriver kronikker om noget af det samme, men jeg synes, der er noget ineffektivt og tørt ved at sende kronikker frem og tilbage. Musikken og kunsten kan noget helt andet – for den finder måder at trænge igennem vores fortrængninger på. Den gør alt det ubehagelige, som politikerne ikke tør sige, uimodståeligt.”

Foto: Olga Thor

Lige nu er den samfundskritiske sangerinde og producer bundet til en hospitalsseng på en isoleret afdeling på Bispebjerg Hospital på grund af en bakterieinfektion fra en ferierejse i Kroatien.
Netavisen Pio møder således en falden soldat, der har ligget indespærret i tre dage med drop i hånden, men som er klarere i mælet end de fleste.

Fra klassisk konservatorium til container i Odense
Nikoline er uddannet klassisk guitarist og har efter sigende også en grad i fysik. Hun droppede den klassiske musik efter at have deltaget i en konkurrence i Serbien: ”Det gav pludselig ikke mening mere. Der sad en konkurrencevinder fra Rusland og lirede 300 noder af i sekundet og jeg mærkede ingenting. Jeg kiggede mig omkring og her sad kun konkurrencedeltagere og deres pårørende. Det er da ikke det, der er meningen med musik.”

Hun skiftede spor. Købte et lydkort og lejede en container i Odense, hvor hun cyklede ud med en madras og et mikrofonstativ og barrikaderede sig der en hel sommer. ”Jeg nørdede igennem. Hvis der manglede bas, måtte jeg finde ud af at lave det.”

Herefter begyndte hun at spille med bandet Swoosh: ”Jeg lavede musikken og havde nogle drenge med, som jeg dirigerede. Men jeg blev opfattet som solist og det skabte nok nogle stridigheder. Jeg har nogle meget klare ideer til, hvordan jeg vil have trommer og bas, så bliver de andre musikere jo nærmest mine værktøjer.

Altså du var bossy?
”Det er klart, jeg har været bossy, men jeg er jo bossen, så det skal jeg ligesom være.”

Middelklassen ser op, men sparker nedad
Nikoline forklarer, at alle hendes tekster er politiske, men aldrig partipolitiske. I nummeret ”Tæsk til alle” frasiger hun sig al politisk solidaritet, fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten, og udlover øretæver til alle:

"Folket er blevet et idioti / Dovner foran Vild Med Dans og fake reality / Røvrendt af CEPOS og Dansk Industri / Fra DF til Ø misbrug af demokrati."

Da vi fik skabt middelklassen karakteriserede den sig ved at identificere sig opad og at sparke nedad. Det burde være omvendt.

Hvad provokerer dig mest i samfundet?
”Det provokerer mig mest, at der altid er nogle få, som rager det hele til sig. Og så at flertallet altid sparker nedad og ikke opad. Da vi fik skabt middelklassen karakteriserede den sig ved at identificere sig opad og at sparke nedad. Det burde være omvendt.”

Nogle ville blive meget provokerede af, at du kalder flertallet for dumme. Er det selvforskyldt, eller er det systemet, der fordummer?
”Nu siger jeg jo, at flertallet synes, at flertallet er dumme. Det er alle mod alle ud over afgrunden. Det er problemet i sig selv, at flertallet synes, at flertallet er dumme. Det er blevet alle mod alle. Det er underligt, for de fleste af os har meget tilfælles.”

Kan man gøre noget ved det?
”Hvis man tvang politikere til at stoppe med at spinde og lyve ville det ikke være så svært at komme frem til et pengesystem, der gavner flertallet fremfor mindretallet, som vi har lige nu.”

Mennesket vælger det letteste
Helt grundlæggende irriterer det Nikoline, at politikere aldrig spiller med åbne kort – der er altid spin, vinkling eller strategi mellem linjerne:

”Hvis man virkelig kaldte en spade en spade og forklarede åbent, at man ville gennemføre neoliberal politik eller indføre hardcore New Public Management, så ville det aldrig få flertallets opbakning. Derfor kalder man det bare noget andet. Man siger, at det skyldes noget med udlændinge og så får man politisk opbakning. Resultatet er, at vi hele tiden forringer flertallets vilkår.”

Jeg tror, det bunder i noget kemisk med, at mennesket søger laveste energiniveau, og derfor vælger vi det letteste.”

Det provokerer Nikoline, at ”flertallet af mennesker er så dumme, at de stemmer på de her mennesker, at de ikke siger fra eller kan gennemskue, hvad der sker.”

Hun vurderer, at det skyldes, at man skal tryne folk ufattelig meget, før de siger fra.

”Man har jo lavet biologiske tests af mennesker, der viser, at de hellere vil tilpasse sig det ubehagelige, end de vil gøre en indsats, for at få det lavet om. Jeg tror, det bunder i noget kemisk med, at mennesket søger laveste energiniveau, og derfor vælger vi det letteste.”

Jeg har ikke girlpower, jeg har unipower
Nikoline lavede i 2015 numrene NOCMMC (No One Can Make Me Come) og Ketchup. Det første et nummer om kvinders manglende orgasmer og den anden en slags hymne til menstruationssex (”dip your sausage in my ketchup..”). Begge numre er blevet hørt af nogle som komplekse kønspolitiske numre og af andre bare som sjov dansemusik, forklarer Nikoline, og understreger, at der også er en masse, der reagerer meget negativt på hendes musik: ”Det ser jeg som noget positivt. Det er jo fordi, det rykker ved noget i folk.”

”Jeg spillede Ketchup på Skanderborg Festival og der stod drenge og piger og dansede helt vildt til det nummer, det var så fedt. Jeg havde tidligere været til møde med et pladeselskab, som forklarede mig, at den slags aldrig ville kunne gå, fordi alle mine fans jo er unge piger, der har lyst til at se en pige, der sparker røv. Men 70 procent af mine fans er mænd, jeg har ikke girlpower, jeg har unipower, mit køn har ikke en skid med det at gøre.”

Af samme grund er Nikoline ikke på et pladeselskab i dag, da det på et tidspunkt gik op for hende, at ”pladeselskaber er pisseligeglade med musikken, de vil bare tjene penge, nååå.”

Kunne være smukt, hvis musikken mundede ud i en stor demo
Hvad ville du gerne se ske i samfundet?
”Det kunne være smukt, hvis min ep release mundede ud i en stor demo og en demokratisk reform. Jeg ville gerne se et demokrati, der afspejlede samfundet i stedet for at se alle de djøf’er. Der er så mange ting, man kunne gøre. Nu er kvoter meget inde, måske skulle man have kvoter i folketinget, så man også havde rengøringspersonale repræsenteret i folketinget eller kronisk syge, læger, politibetjente og nogen der har været arbejdsløse det meste af deres liv. Og så synes jeg, at man skulle give politikerne mindsteløn, indtil de havde gjort sig fortjent til andet. Hvis jeg gik på valg til det, tror jeg helt sikkert, jeg ville blive valgt ind. Hvem har ikke lyst til at straffe politikerne for, at de hele tiden belønner sig selv med lønforhøjelser, mens andre bliver skåret i løn? ”

Vi siger, at vi har det bedre end andre, at vi er forkælede. Gu' er vi da ej. Vi har det største skattetryk i verden, og så tillader vi folk at smide flere milliarder kroner væk.

Kunne du finde på at gå ind i politik?
Ja, men min mor advarede mig imod det. Hun mente, at det var det mest snavsede. Problemet er også, at selv de, der vil det bedste bliver flået af ulvene derinde.

Men går det egentlig ikke meget godt i Danmark, i forhold til mange andre steder?
”Vi går altid og snakker om, at vi har et fantastisk system. Vi taler altid om alle vores privilegier og al vores velfærd. Vi siger, at vi har det bedre end andre, at vi er forkælede. Gu' er vi da ej. Vi har det største skattetryk i verden, og så tillader vi folk at smide flere milliarder kroner væk. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det er noget, man har gjort for at folk til sidst skal blive klar til at droppe skatten. For hvad skal vi egentlig med skatten, når vi alligevel bare kaster med pengene. Så får man skabt en folkestemning af, at skat er noget skidt, men vi plejede bare at få noget virkelig godt for vores skat.”

”Det er for eksempel virkelig rart at kunne ligge her på en hospitalsstue og ikke bekymre sig om, hvad det koster og bare kunne blive liggende til i morgen,” siger Nikoline, som kan opleves næste gang på lørdag den 2. september på en poesifestival på LiteraturHaus i København.

 

Denne artikel er den femte i Netavisen Pios fredagsserie, der igennem en række interviews med kulturelle aktører undersøger, hvad vi kan bruge kultur & dannelse til i dag.