Annonce

Manden bag indsamling til LøkkeFonden: Noget for noget, selvfølgelig

Skibsmægler Ture Korsager melder sig nu på banen: Det er mig, der har stået for at samle penge ind til LøkkeFonden blandt kvotekongerne
Manden, der står bag indsamling af støttebidrag blandt kvotekongerne til LøkkeFonden, melder sig nu for første gang på banen og indrømmer lige ud, at kvotekongerne selvfølgelig regner med at få noget igen for deres støttebidrag.

"Det er mig, der har stået for indsamlingen til LøkkeFonden blandt dem, man nu kalder kvotekonger i 2017 og 2018," afslører Ture Korsager, direktør i skibsmæglerfirmaet Atlantic Shipping, i en uopfordret henvendelse til Netavisen Pio.

Jeg synes, det er dejligt, at Løkke og frue gider bruge kostbare timer af deres sparsomme fritid på at snakke med folk i Thyborøn

Korsager fik ideen til indsamlingen blandt kvotekongerne i 2017 i forbindelse med, at stor-fiskeren John-Anker Hametner bad ham støtte indsamlingen til LøkkeFonden i forbindelse med den årlige Nytårskur i Thyborøn i 2017. En indsamling, som hidtil havde været koncentreret om virksomhederne på Thyborøn Havn.

God sag for dansk fiskeri
"Jeg kastede mig ud i indsamlingen for LøkkeFonden blandt mine kunder, herunder kvotekongerne, fordi jeg synes, det var en god sag for dansk fiskeri. Jeg synes, det er dejligt, at Løkke og frue gider bruge kostbare timer af deres sparsomme  fritid på at snakke med folk i Thyborøn. Og dem, du kalder kvotekonger og andre, tænker vel: Hvis Løkke kommer her over og hører lidt om fisk og fiskernes situation, så vil vi også gerne hjælpe nogen unge knægte, der er kommet på kanten. Og nogen af knægtene kunne måske ligefrem havne på en kutter en dag."

Så du er enig med formanden for Thyborøn Havn Fiskeriforening, Kurt Thomsen, der til DR's 'Debatten' i torsdags udtalte, at uden indsamlingen til LøkkeFonden, så havde fiskerne i Thyborøn aldrig fået et møde med statsministeren om problemer med tobis-kvoten?

Uden penge ingen Løkke i Thyborøn
"Altså, uden penge på bordet var Løkke aldrig kommet til Thyborøn. Og når nu statsministeren kommer til Thyborøn, så taler man da selvfølgelig også lidt om fisk med ham, når man nu er til ”torskegilde”. Det er da indlysende, selvfølgelig gør man det. Noget for noget. Sådan er livet jo," siger Korsager til Netavisen Pio.

Noget for noget. Sådan er livet jo

Ture Korsager har i kraft af sin skibsmægler-virksomhed en bred berøringsflade med alle dem, der køber og sælger større fiskefartøjer, heriblandt også de kvotekonger, der er organiseret i Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO).

Korsager understreger, at hans initiativ til at samle penge ind til LøkkeFonden blandt kvotekongerne er personligt - og ikke foretaget på vegne af DPPO. Det var også ifølge Korsager ham, der fik Skagerak Holding til at yde et bidrag til LøkkeFonden i 2017, som Netavisen Pio beskrev i sidste uge.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet