Annonce

Mange meningsmålinger om kommunalvalget

Kommunalvalget er i sandhed et lokalt valg og meningsmålingerne giver derfor ikke noget entydigt billede. Vi har samlet de seneste.
Der er godt tre uger til kommunalvalget og valgkampen er for alvor gået i gang, hvilket også betyder meningsmålinger. Vi har samlet til bunke og helt overordnet viser målingerne ikke noget entydigt billede af hvilke partier der går frem og hvem der hænger lidt i bremsen, med den undtagelse, at det ser ud som om at de konservative mange steder ligger lidt under valgresultatet fra sidst, mens Enhedslisten står til fremgang.

Socialdemokratiet ligger de fleste steder omkring valgresultatet, men med hjælp fra partierne omkring sig, ser det ud som om at de godt kan vinde et par borgmesterposter.

Dem der går frem vil sikkert mene, at det skyldes deres egne fortræffeligheder, mens dem der går tilbage vil minde om, at den eneste måling der virkelig tæller, er den på valgdagen.

Genvalg til Folkemødets moder
Vi starter rundturen på Bornholm, hvor borgmester Winnie Grosbøll, ifølge en meningsmåling fra Jysk Analyse/TV2 Bornholm, står til genvalg. Dansk Folkeparti står til stor fremgang og en fordobling af resultatet fra sidst, blandt andet på bekostning af Venstre, der står til at miste en fjerdedel af stemmerne, og Konservative, der formentlig ryger helt ud.

Enhedslisten står også til en lille fremgang, mens Alternativet med 4,4 procent formentlig kommer ind på rådhuset i Rønne.


Politisk opbrud i Randers
I Randers viser en meningsmåling som Infact har foretaget for Radio ABC/Din Avis, at borgmester Claus Omann Jensen (V) kan være på vej ud. Og det ret eftertrykkeligt. Venstre går fra 32 til 18 procent og står til at miste 14 procentpoint og næsten halvdelen af partiets 11 mandater. De fem mandater går blandt andet til Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og en ny lokalliste Fusion Randers, der hælder mod højre side af det politiske spektrum.

Hvis meningsmålingen holder, så vil der være 12 partier og lister i byrådet i Randers, hvilket umiddelbart lyder som en eller anden rekord uden for København.

Socialdemokratiet med spidskandidat Torben Hansen står til at gå et enkelt mandat frem fra 10 til 11.

 

 

Helt tæt i Hillerød
Nordsjællandske Hillerød kan meget vel få en ny borgmester. En meningsmåling giver et lille rødt flertal på 14-13 mandater, hvilket vil betyde et comeback til tidligere borgmester Kirsten Jensen.

Socialdemokratiet står til samme resultat som sidst, mens de konservative, med borgmester Dorte Meldgaard i spidsen, ser ud til at tabe, det samme gør Dansk Folkeparti. Fælleslisten, der sidste gang fik to mandater, er blevet opløst, men i stedet opstiller Enhedslisten og Alternativet og de står til at få et mandat hver.

Der er til gengæld stor fremgang til Venstre. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Grafik fra sn.dk.

Også tæt i Helsingør
Også i den anden store nordsjællandske by er det helt tæt. I Helsingør viser en meningsmåling som Voxmeter har lavet for Helsingør Dagblad, at blå blok står til 13 mandater, mens rød blok står til 12.

I Helsingør står Socialdemokratiet til en pæn fremgang på 5 procentpoint, og rød blok til at overtage borgmesterposten fra konservative Benedikte Kiær, der står til at tabe 7 procentpoint. Hvis rød blok kan trække et mandat mere over midten, så bliver socialdemokraten Henrik Møller mest sandsynligt byens næste borgmester og den første socialdemokrat, siden Knud Axelsen blev væltet af pinden i 1993.

Grafik fra Helsingør Dagblad

 

Fremgang til borgmesteren i Sønderborg
Hvis den generelle tendens for Socialdemokratiet er ”lige omkring valgresultatet”, så ser det noget anderledes ud for den socialdemokratiske borgmester i Sønderborg, Erik Lauritzen. En meningsmåling Jysk Analyse/JydskeVestjysten fra starten af oktober spår Socialdemokratiet en fremgang på omkring 8 procentpoint, hovedsageligt på bekostning af de to lokale lister, Fælleslisten og Slesvigsk Parti, som er et parti for det tyske mindretal.

 

Grafik fra JydskeVestkysten

Venstre vinder frem i Haderslev
Mens Socialdemokratiet står til fremgang i Sønderborg, så er tendensen den modsatte i nabokommunen Haderslev. Her står Venstre til en fremgang på 4 procentpoint, mens Socialdemokratiet står til en tilbagegang på 3,5 procentpoint. Der er solidt borgerligt flertal. Mest interessant, så Enhedslisten til næsten en fordobling af resultatet fra sidst.

 

Grafik fra JydskeVestkysten

 

Slesvigsk Parti taber i Tønder
I Danmarks ”kærlighedshovedstad” står Venstre til at vinde to mandater på bekostning af Slesvigsk Parti, der sidste gang fik tre. Enhedslisten står til at gå frem fra et til to mandater, på bekostning af SF. Socialdemokratiet står til at tabe et enkelt af deres syv mandater, som så i stedet går til de radikale.

Hvis Venstre får de 16 mandater, så har de absolut flertal og så er genvalget af borgmester Henrik Frandsen, der tog over efter afdøde Laurids Rudebæk i 2016, sikkert.

 

Grafik fra JydskeVestkysten

 

 

Absolut Venstre-flertal vakler i Varde
Varde på den jyske vestkyst gav sidste gang Venstres partiets næstbedste resultat på landsplan, 55,2 procent af stemmerne, og absolut flertal. Det absolutte flertal ser ud til at ryge, hvilket skyldes at der denne gang stiller en lokalliste op, som står til at få 6 procent. De konservative står til at miste den ene af deres to pladser.

Borgmester Erik Buhl (V) bliver dog formentlig genvalgt alligevel.

 

Grafik fra JydskeVestkysten

 

Bittesmå udsving i Kolding og Vejen
I Kolding Kommune står borgmester Jørn Petersen (V) til genvalg og det mest signifikante ved målingen er, at der stort set ikke er ændret noget siden valget.

 

Grafik fra JydskeVestkysten

 

Det samme er tilfældet i Vejen Kommune, hvor Venstre står til en lille tilbagegang på 4 procentpoint, men der er fortsat massivt borgerligt flertal. Som noget nyt ser det dog ud som om at Enhedslisten kommer ind.

 

Grafik fra JydskeVestkysten

 

 

Solidt borgerligt flertal i Viborg
Domkirkebyen har i øjeblikket en konservativ borgmester, Torsten Nielsen, og det er ikke sikkert, at han får en ny periode. Men Viborg forbliver formentlig på borgerlige hænder, de borgerlige partier står i en måling fra Jysk Analyse til at tage 20 ud af byrådet 31 pladser, heraf 13 til Venstre som stiller med den tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek som spidskandidat.

Socialdemokratiet står til at tabe et enkelt mandat, så de ender på otte, mens SF står til 2 (+1) og de radikale står til at få en enkelt plads i byrådet. Enhedslisten står til gengæld til at miste deres.

Læs målingen her.

 

 

Tak til Emil Nielsen, som har samlet de fleste.

Foto: Colourbox.dk

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce