Mange unge fyres når de fylder 18

Ny undersøgelse viser at en tredjedel af unge i job mister jobbet, når de fylder 18 år - HK kræver lovindgreb
En ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at en ud af tre unge mister deres job i perioden fra de er 17 år og 11 måneder til de bliver 18 år og 1 måned.

Samme undersøgelse viser, at den gennemsnitlige timeløn i 2015 steg fra cirka 90 kroner til 135 kroner, når en ansat bliver 18 år – og altså skifter status fra ungarbejder til medarbejder.

Fagforbundet HK Danmark kræver lovindgreb:

”Det bør forbydes at fyre folk på baggrund af alder. Tidligere havde man direktørkontrakter, hvor det stod, at de skulle stoppe, når de blev 60 eller 65, men det er afskaffet, fordi det var aldersdiskriminerende, selvom direktører bestemt heller ikke bliver billigere med årene. Det samme burde gælde for alle aldersklasser," siger Kim Simonsen, formand for HK Danmark, til Ugebrevet A4.

Især supermarkeder

HK mener, at aftalerne og lovgivningen er ude af trit med tiden og udnyttes af arbejdsgiverne til at lukrere på billig arbejdskraft. Ifølge HK er det især supermarkeder, der fyrer unge, når de fylder 18 år:

HK mener, at aftalerne og lovgivningen er ude af trit med tiden og udnyttes af arbejdsgiverne til at lukrere på billig arbejdskraft

”Hidtil har arbejdsgivernes forklaring været, at det var for dyrt for dem at beholde de unge, når de blev 18. Men for vores medlemmers vedkommende er det ikke arbejdsgivere, der mangler penge: Det er virksomheder som Coop og Salling Group (tidligere Dansk Supermarked, red.), der fremviser gode overskud,” siger Kim Simonsen.

Den nye undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed dokumenterer også, at det er svært for mange af de fyrede at finde et nyt job. Kun halvt så mange af dem, der mistede deres arbejde, da de blev 18, har fundet et nyt som 19-årige - i forhold til deres jævnaldrende, som ikke blev fyret, da de fyldte 18, skriver Ugebrevet A4.

Der er ikke tidligere lavet lige så omfattende undersøgelser af området, men HK Handel undersøgte mønsteret hos deres unge medlemmer tilbage i 2012. Dén undersøgelse viste, at hver femte af de unge blev fyret, da de blev 18 år.

Lovlige fyringer

Fyringerne af de næsten-18-årige er fuldt lovlige. I 2013 tabte HK således en sag i Højesteret om en 17-årig, der blev fyret af Irma.

Fyringerne af de næsten-18-årige er fuldt lovlige

Venstre og Dansk Folkeparti ønsker at bevare de nuværende regler, mens Socialdemokratiet opfordrer HK til at gå i dialog med arbejdsgiverne om sagen:

”Jeg synes, at HK skal tale med arbejdsgiverne om, hvordan det kan hænge sammen på en bedre måde. Måske er der for stor forskel på lønnen for personer under og over 18. Jeg synes også, at de skal prøve det ved retten igen, inden vi begynder at tale om lovændringer,” siger stedfortrædende beskæftigelsesordfører Lennart Damsbo-Andersen til Ugebrevet A4.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce