Mangel på præster, NB-afhopper ny ligestillingsordfører og kulturminister redder flag ved Kronborg

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Her op til weekenden er der flere ting på programmet. Til at starte med er der mangel på præster til landets kirker, og for at stoppe den udvikling opfordrer Præsteforeningen nu til politisk handling.

Mikkel Bjørn forlod som bekendt Nye Borgerlige i denne uge til fordel for Dansk Folkeparti. I dag blev der så uddelt ordførerskaber, og han fået mindst et, som nok skal føre til debat.

I sundbyen Helsingør har der i omtrent 400 år været flaget dagligt med Dannebrog ved Kronborg Slot. Men den tradition stoppede ved årsskiftet som følge af besparelser. Det ændrede sig dog hurtigt da først kulturministeren gik ind i sagen.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

For mange kirker og for få præster

Folkekirken mangler præster og det ser kun ud til at blive værre i fremtiden.

Sådan lyder det fra Præsteforeningen i en pressemeddelelse.

”Præstemanglen er en realitet og den brændende platform er allerede sunket i havet. Mange steder kommer der ingen eller kun få ansøgere til præstestillinger, og der bliver uddannet for få teologiske kandidater”, siger Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge.

Præsteforeningen opfordrer blandt andet til, at der bliver afsat 20 millioner kroner årligt uden for kirkens nuværende bevillinger til en pulje til rekruttering og fastholdelse af præster.

Derudover ønsker foreningen også, at optaget til de teologiske uddannelser bliver øget og styrket.

 

Mikkel Bjørn er ny ordfører for ligestilling  

Udsigten til Lars Boje Mathiesen som formand for Nye Borgerlige blev i denne uge for meget for den nyvalgte Mikkel Bjørn.

Han forlod partiet og meldte sig ind i Dansk Folkeparti, som tog imod ham med åbne arme.

Nu har han fået tildelt ordførerskaber.

Det skriver DR.

Den 27-årige politiker, som tidligere har lagt sig ud med blandt andet feminister, skal nu være partiets ligestilingsordfører.

Derudover skal han være ordfører for kultur, medie, kirke, nordisk samarbejde og indfødsret

 

Kulturminister redder Dannebrog på Kronborg          

Det gav anledning til en del postyr i Helsingør, da Slot- og Kulturstyrelsen besluttede at afskaffe flagningen med Dannebrog ved byens store vartegn, Kronborg Slot.

Den daglige flagning, hvis tradition går helt tilbage til 1600-tallet, var blevet strøget ved årsskiftet som en del af en spareøvelse.

Men da den nyudnævnte kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne blev bekendt med sagen torsdag eftermiddag blev der handlet resolut. Han skrev om sagen på Twitter.

placeholder

Det skriver Helsingør Dagblad.

Under en time efter havde han henvendt sig til Slots- og Kulturstyrelsen og fået omgjort beslutningen. Fredag morgen blev Dannebrog derfor igen hejst ved Kronborg.

Jakob Engel-Schmidt er valgt ind i Nordsjællands Storkreds.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Dejligt flaget vajer igen. Tak Jakob E. S.

Det er glædeligt at der nu er 2 partier som støtter mænds ligestilling. Det får en til overveje at stemme på et borgerlig parti i Folketinget. Oplevelsen med at vores tidligere kulturminister forsvaret at mænd kunne diskriminere grundet tidligere tiders ulighed, var en øjenåbner at SD har en neo-feministiske ideologi. Se Serviceloven pgf.109 fra 2021 "kun kvinder har ret til støtte".

Annonce