Her er naturligvis spor af mord-fjernsyn fra ’Twin Peaks’ til ’Mindhunter’; man kan vel også nævne hjemlig nordic noir som eksempelvis ’Forbrydelsen’.
Men det er lige så meget skildringen af personer og miljø, der gør, at jeg gerne tog en ekstra sæson med Kate Winslets ramponerede politikvinde – også uden et mordmysterie til at drive handlingen frem.
Personerne og manuskript er så gode, at man har lyst til at blive hængende, også når morderen forhåbentligt er kommet i håndjern i seriefinalen (denne anmeldelse er skrevet på baggrund af de første 6 afsnit, red.)
Seriens plot er, at en smuk teenagepige bliver fundet myrdet i provinsbyen Easttown. Andre unge kvinder er forsvundet. En livstræt politibetjent skal løse mysterierne og samtidig konfrontere sin egen fortid.
Hun skal modvilligt finde sig i at blive parret med en yngre makker, der har CV’et på plads, men dårlig erfaring med at begå sig i lokalmiljøet.
Det lyder ikke synderligt originalt, vel? Ikke desto mindre er ’Mare of Easttown’ TV af den slags, der pludselig får mandag aftener, hvor nye afsnit bliver frigivet, til at blive et af ugens højdepunkter.
Opmuntrende er ’Mare of Easttown’ bestemt ikke.
Det er et portræt af et lokalsamfund og en gruppe mennesker, der lige akkurat holder hverdagen sammen på trods af alkoholisme, selvmord, opioidkrise og generel amerikansk nedtur.
Men det er også en skildring af en familie, der møder voldsom modgang, udviser stor fejlagtighed og alligevel fremstår elskværdig trods issues på hele skalaen fra det dysfunktionelle til det tragiske. ’Mare of Easttown’ er ufortyndet krimi, men også et alt for kort kighul ind til en familie, man ønsker at blive hængende hos. Alting til trods.
Og alting er ikke så lidt i denne serie. Mare bor med sin mor, sit barnebarn og sin datter – hendes godmodige eksmand bor med en ny familie i huset lige ved siden af. Han kigger stadig ind jævnligt.
’Mare of Easttown’ hedder serien, og det er på mange måder som om, Mare bærer byens mange sorger på sine egne skuldre, imens hun muligvis drikker flere øl end nogen anden heltinde set på TV.
Mare er ikke blot politikvinde, hun er også forsørger, sjælesørger, ekskone, mor, bedstemor, kontrær datter og kærlig veninde. Og så er der hættetrøjerne. Hvor Sofie Gråbøls Sarah Lund gik med islandske sweatre i ’Forbrydelsen’, så omverdenen tog notits, får Mare næsten gjort den forvaskede hættetrøje ikonisk.
Den ellers dedikerede politikvinde er mærkelig bortvendt i sin facon. Det skyldes hovedsageligt sønnens selvmord, som miniserien gradvist, men ubønhørligt blotlægger i stadig flere detaljer.
Sorgen er stadig rå og ubearbejdet. Sønnen var stofmisbruger og fik selv en søn sammen med et andet skrøbeligt menneske med hang til kemiske substanser. Nu foregår en kamp om forældremyndigheden.
Kan den unge enke og tidligere stofmisbruger virkelig tage sig af Mares barnebarn selv, som hun hårdnakket påstår? Man forstår begge parter, også derfor er denne konflikt så tragisk.
Både politimakkeren og en nytilflyttet forfatter prøver at nå ind til Mare, men hendes indre liv er hårdt bevogtet af hende selv. Det besværliggør seriens få tiltag hen mod egentlig romance.
Med alt dette på tallerkenen skal Mare også opklare et mord, der sammen med andre forsvindinger har rystet det allerede sprækkende lillebysamfund.
Som i enhver ordentligt kriminalroman er der mistænkte, der myldrer ud af alle hjørner: Præsten med en tidligere sex-dom og mordofrets cykel liggende i bagagerummet, røvhulsekskæresten med den endnu mere utiltalende nye kæreste, der er også mordofferets egen far og grandonkler.
Alle i byen er viklet sammen på kryds og tværs. Også derfor kommer opklaringsarbejdet ofte smerteligt tæt på Mares egen familie.
Kate Winslet spiller forrygende sorgfuldt, bittert og komplekst: Hun er som en krydsning af den unge Frances McDormand i Coen-brødrenes ’Fargo’ og den ældre Frances McDormand i den mesterlige skærmudgave af ’Olive Kitteridge’, der også kan ses på HBO.
Mares utilpassede mor (spillet af Jean Smart) giver noget trodsig humor og fandenivoldskhed. Også Mares mere stabile og handlekraftige datter giver seeren en tro på, at selv nogle af beboerne i Easttown kommer til at klare skærene.
’Mare of Easttown’ er en dyster krønike for alle, som ikke er skræmt af både kriminalgåder og smertelige menneskeportrætter, miniserien er stopfuld af neglebidende spænding og regngrå realisme.
’Mare of Easttown’. TV-miniserie. Skabt af Brad Ingelsby. Medvirkende: Kate Winslet, Jean Smart, Julianne Nicholson Izzy King, Guy Pearce, David Denman m. fl.. syv afsnit. Kan streames på HBO Nordic