Margrete den Største

'Margrete den Første' kommer meget tæt på at yde fuld retfærdighed til Skandinaviens største regent.
Foto: SF Studios
Trine Dyrholm leverer en toppræstation som Nordens største regent.
Året er 1402 og “Kong Bukseløs”, som Margrete Valdemarsdatter blev kaldt af den svenske kong Albrecht, sidder tung på hele Norden.

Albrecht er sendt i eksil. Margretes ægtefælle kong Haakon af Norge er død. Det samme er deres søn Oluf. I stedet reagerer Margrethe gennem sin adoptivsøn Erik af Pommern, som hun er i færd med at få giftet ind i en alliance med den anden nordlige supermagt: England.

For Erik er et eftertragtet parti. Han bærer Sverige, Norge og Danmarks krone. Formelt er han chefen for det hele, men reelt er bukseløse Margrethe den der har bukserne på.

Bruger diplomatiet frem for sværdet

Margrete den førstes far. Valdemar Atterdag, samlede Danmark med sværd og blod, hvilket vi ser i filmens første scene. Nu har Margrete samlet Norden med kløgt og diplomati.

Alle magtens mænd er enten under hendes kontrol, eller også er de skaffet af vejen.

Eller er de? Pludseligt dukker en forpint stakkel fra den preussiske landsby Graudenz op ved det fællesnordiske hof i Kalmar.

Han hævder at være Margretes søn Oluf og retmæssig konge over Norden. Hvis det holder, så er der ikke blot kuk i arvefølgen, men også intern borgerkrig og invasion fra den tyske ridderorden på vej.

Alt er på spil for Margrethe

Der er således mildest talt noget på spil for Margrete. Ikke alene skal hun forsøge at holde sammen på sit politiske livsværk Kalmarunionen. Hun skal også forholde sig til sin indre tvivl:

Er manden fra Graudenz virkelig hendes søn Oluf? Eller en svindler udsendt af de brutale tyske riddere?

Dette dobbeltmysterie er omdrejningspunkten for Charlotte Sielings “Margrethe den Første” der følger retssagen mod manden, som historikerne kender som “den falske Oluf”.

Filmen giver et intenst indblik i intrigerne mellem kongemagten og så de virkelige magthavere, hvilket i senmiddelalderen var dem der kunne udruste og betale for soldater: adelen og kirken.

Og det slipper filmen meget godt fra. Fra et lidt gumpetung og langsom dialog i første halvdel ender filmen som en rasende spændende og nuanceret politisk thriller, der får selv hardcore middelalder-nørder til at tvivle på udfaldet.

Mor for hele nationen eller mor for sit barn

Trine Dyrholm behersker eminent hele følelsesregistret, når stilles foran dilemmaet, om hun vil være mor for hele nationen, eller for det barn hun mistede som ung kvinde.

Jakob Oftebro er tilpas troværdigt forvirret til, at man til det sidste tvivler på hans identitet som Oluf.

Morten Hee Andersen spiller den utålmodige Erik, der har gennemskuet sin egen overflødighed og desperat forsøger at overkompensere, ved at tage raske beslutninger, han ikke kan overskue konsekvenserne af.

Søren Malling er som biskop Peder Lodehat en aldeles verdslig mand, der som en anden kardinal Richelieu, ikke er bange for at flekse kirkens militære og økonomiske muskler og ekspedere sin næste hen i efterlivet.

Styrer uden om banal moralisme

'Margrete den Første' styrer fornemt uden om den banale moralisme, der ellers kendetegner danske politiske og historiske dramaer.

Skurkene behøver hverken at nedbrænde landsbyer eller voldtage køer, for at give os en fornemmelse af, hvem vi skal holde med.

Margrete er oprigtigt optaget af sine undersåtters velfærd, men hun er langt fra nogen kostforagter, når det kommer til brutalitet og kynisme.

Således redder hun en sexslave fra de pirater hun betaler for at terrorisere de tyske købmænd, for så i næste øjeblik, at sende samme PTSD-ramte sexslave i Eriks seng, så hun kan spionere mod dronningens egen adoptivsøn.

Må vælge imellem slemt og værre

Margrete har heller ingen kvaler med at lade fuldvoksne Erik forloves til barneprinsessen Philippa af England. Den slags handler om storpolitik.

Kærlighed er irrelevant og kvinde- eller børnerettigheder er der slet ingen der har hørt om på det tidspunkt.

Det er ikke som i TV-serien ‘Borgen’, hvor statsminister Birgitte Nyborg altid skal vælge imellem den rigtige, men svære vej og så det nemme, men forkerte vej.

Margrete skal som nutidens politikere navigere imellem slemt og værre. Hun skal beslutte om hun vil ofre tusindvis af navnløse uskyldige, for at redde et enkelt menneske.

Det er det stof, som ægte politisk drama er gjort af.

 

placeholder

 

‘Margrete den første’ Instruktør: Charlotte Sieling. Medvirkende: Trine Dyrholm, Søren Malling, Morten Hee Andersen, Jakob Oftebro, Bjørn Floberg. Kan ses i biografen nu.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce