Marianne Vind: EU åbner motorvej for billig arbejdskraft, men vi træder på bremsen

Arbejdskraftmangel

Marianne Vind: EU åbner motorvej for billig arbejdskraft, men vi træder på bremsen

Forslaget om en platform til at rekruttere arbejdskraft uden for EU er nok desværre kommet for at blive. Derfor må vi nu sørge for, at forslaget ikke ender som Tinder for social dumping

Medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S)
Billedtekst

Medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S)

Foto: Pressefoto
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Virksomhederne skriger på mere arbejdskraft, og det vil EU-Kommissionen imødekomme med et nyt initiativ, kaldet EU Talent Pool.

Det er kort fortalt en online platform, hvor europæiske virksomheder kan søge og tiltrække arbejdskraft fra lande uden for EU - såkaldte tredjelandsborgere.

Det kan være alt fra en filippinsk murer og en argentinsk buschauffør til en indisk ingeniør, som de europæiske virksomheder kan rekruttere gennem platformen.

På overfladen kan det lyde sympatisk. Jeg kan sagtens forstå, at Kommissionen vil komme virksomhedernes ønske i møde. Men EU Talent Pool har en gedigen social slagside.

Som forslaget står nu, er der nemlig stor risiko for, at jobportalen kan føre til social dumping og misbrug af tredjelandsborgernes arbejdskraft.

Luge ud i tidslerne

Det her forslag er på ingen måde groet i min have. Alligevel er det nu mig, der skal sidde for bordenden, når vi de kommende måneder skal forhandle den endelige aftale på plads.

Jeg er nemlig blevet udpeget som Europa-Parlamentets ordfører på forslaget. Den post er jeg selvfølgelig ikke gået efter, fordi jeg brænder for forslaget.

Tværtimod har jeg taget den rolle på mig for at luge ud i nogle af alle de tidsler, som forslaget gemmer på.

Der er 13 millioner arbejdsløse europæere, så virksomhederne skal se denne vej, inden de henter arbejdskraft ind fra tredjelande

Først og fremmest vil jeg stille krav til, at virksomhederne først må bruge EU Talent Pool, hvis det er umuligt for dem at finde en ansøger i Europa.

Der er 13 millioner arbejdsløse europæere, så virksomhederne skal se denne vej, inden de henter arbejdskraft ind fra tredjelande.

Vil beskytte strejkeretten

For det andet vil jeg sørge for, at arbejdsgivere, som er ramt af en arbejdskonflikt, ikke får adgang til EU Talent Pool.

Min frygt er nemlig, at disse arbejdsgivere så kan bruge jobportalen til at rekruttere tredjelandsborgere som erstatning for de strejkende medarbejdere.

Det vil i praksis betyde, at strejkeretten mister sin værdi.

Derfor er vores vigtigste opgave nu at sørge for, at forslaget ikke ender som Tinder for social dumping

Det forsøger jeg at ælte ind i forslaget om en EU Talent Pool. For selvom jeg grundlæggende er modstander af ideen, må vi erkende, at forslaget nok er kommet for at blive.

Derfor er vores vigtigste opgave nu at sørge for, at forslaget ikke ender som Tinder for social dumping.

For i EU skal alle lønmodtagere have gode arbejdsvilkår, uanset hvor de er fra.

Marianne Vind

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Hun er uddannet hospitalslaborant og tidligere næstformand i HK Privat (2011-2019).

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.